Sådan gemte Troels Lunds kæreste Thornings skatte-papirer

Afgørelsen i Thorning-Kinnock-parrets skattesag fundet i privat skab hos Troels Lunds nye kæreste og tidligere sekretær

Troels Lund Poulsen med sin nye kæreste Anne Simonsen til havefest hos den amerikanske ambassadør i Danmark. Hun var som ministersekretær for Troels Lund Poulsen dybt involveret i ministeriets praktiske håndtering af Skats afgørelse i sagen om Thorning-Kinnock. Foto: Hanne Rask/All Over
Troels Lund Poulsen med sin nye kæreste Anne Simonsen til havefest hos den amerikanske ambassadør i Danmark. Hun var som ministersekretær for Troels Lund Poulsen dybt involveret i ministeriets praktiske håndtering af Skats afgørelse i sagen om Thorning-Kinnock. Foto: Hanne Rask/All Over

Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens (V) nye kæreste, Anne Nørgaard Simonsen, er en af de ansatte i Skatteministeriet, som havde mulighed for at lække Helle Thornings fortrolige skattepapirer til BT.

Det fremgår af Skattesags-kommissionens beretning.

Under vidneafhøringen kom det frem, at ministersekretær Anne Nørgaard Simonsen havde gemt en ikke-journaliseret kopi af Skats afgørelse i Thornings skattesag i en kuvert sammen med mange andre dokumenter fra sagen.

Se også: Sladrede om Thornings skattesag: Nu er de kærester

Kuverten blev ’fundet efterfølgende’ i kærestens private skab i forbindelse med Skattesags-kommissionens undersøgelse. Et skab i ministeriet som kun hun havde nøgle til. Nøglen til skabet lå altid i et lukket rum i hendes private taske, forklarede hun.

V-ministre: Vi anede det ikke
I forbindelse med efterforskningen af lækagen til BT er hun blevet afhørt af både politiet og Skattesags-kommissionen. Hun arbejdede tæt sammen med Troels Lunds spindoktor Peter Arnfeldt, som længe var sigtet i sagen. En sigtelse som politiet senere frafaldt.

Kommissionen skulle undersøge anklager om politisk indblanding og alvorlige brud på tavshedspligten i forbindelse med lækagen af Thornings skattesag.

Se også: Ministersekretær: Troels Lund gav mig bøsserygte

En gennemgang af kommissionens vidnereferater viser, at der blev spurgt indgående til dokumenterne i hendes private skab. Eksempelvis blev både Troels Lund og hans efterfølger Peter Christensen (V) spurgt, om de vidste, at der havde ligget en kopi af afgørelsen i et skab i deres forkontor. Det afviste de begge.

Det var Troels Lund, der oprindeligt udleverede den ni sider lange afgørelse om Thorning-Kinnock-parrets skatteforhold til Anne Simonsen.

Det var fredag den 17. september 2010, hvor Skat samme morgen havde afgjort sagen og ’frikendt’ Kinnock.

Troels Lunds ministerium stod på glødende pæle, og hans nuværende kæreste blev bedt om at finde en række domme, juridiske vejledninger, lovtekster, notater og afgørelser frem, som der blev henvist til i ’de ni sider’.

Ville omgøre afgørelse
De ni sider og dokumentsamlingen opbevarede hun efterfølgende i sit private skab – sammen med et juridisk notat forsynet med daværende departementschef Peter Lofts håndskrevne bemærkninger -  om muligheden for at omgøre Skats afgørelse i sagen.

Hun kunne overfor kommissionen ikke forklare, hvorfor sagsakterne ikke var journaliseret i ministeriet.

Det stod efter afhøringen heller ikke krystalklart, hvem der havde bedt Anne Simonsen om at sende enorme dokumentmængder om sagen til Troels Lunds spindoktor Peter Arnfeldts private hotmail-adresse.

Efterfølgende har både Troels Lund og Peter Arnfeldt forklaret, at deres kopier af de ni sider blev destrueret kort efter modtagelsen.

Men Anne Simonsens kopi blev gemt. Knap et år senere – 8. september 2011 – bragte BT historien om Thornings skatteafgørelse. Det var en uge før Folketingsvalget.

Se også: Troels Lund Poulsen: Jeg spredte homorygter om Kinnock til mine ministersekretærer

Se også: Skattesagen: Derfor spredte jeg homorygter om Thornings mand

137 kommentarer
Vis kommentarer