Sådan narrede han S: De har jo siddet og sovet

Regeringens nye udspil hedder 'Danmark kan mere', men hjemmesiden danmarkkanmere.dk ejer de ikke selv. Den har Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige nemlig lige nuppet

Sådan narrede han S: De har jo siddet og sovet

På et pressemøde i Spejlsalen præsenterede regeringen tirsdag sit nye reformudspil - det første af flere under sloganet ‘Danmark kan mere’.

Men allerede 12. august brugte statsministeren udtrykket i en Facebook-video, og det studsede Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen over.

- Så tænkte jeg, at det sgu er dét, de kommer til at køre med, forklarer folketingspolitikeren til Ekstra Bladet.

Derfor skyndte han sig at købe domænet danmarkkanmere.dk for at lave sin egen hjemmeside med helt samme navn som socialdemokraternes kampagne.

- Jeg synes jo også, at Danmark kan mere, så der vil jeg fortælle, hvad jeg synes, Danmark kan. Det er da konstruktivt.

- Tror du, socialdemokraterne synes, at det er konstruktivt, at når danskerne googler ‘Danmark kan mere’, som er navnet på deres nye udspil, så kommer de ind på Lars Boje fra Nye Borgerliges nye hjemmeside?

- Du må jo spørge dem. De har jo siddet og sovet, siger han grinende og fortsætter.

- Jeg synes da, at det er ret fedt.

Lars Boje Mathiesen afviser dog, at han kunne finde på at nuppe ‘Stop nazi-islamisme’-kampagnen, hvis Det Konservative Folkeparti en dag skulle finde på at genoptrykke den.

- Ej, lige præcis den tror jeg sgu ikke, jeg ville stjæle, griner han.

Video: Se interviewet i toppen af siden

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sådan narrede han S: De har jo siddet og sovet