Et nyt køkken eller en tilbygning til stuehuset. Nordjyder er langt flittigere til at bruge håndværkerfradraget, end beboere i området omkring København.
Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
Nye tal fra Skatteministeriet viser, hvordan danskerne brugte håndværker- og servicefradraget - også kendt som Boligjobordningen - i 2015 og 2016.
Og her ses det tydeligt, at ordningen er bredt forankret i hele landet. Det fortæller Bo Sandberg, der er cheføkonom i Dansk Byggeri.
- En ret jordnær forklaring er, at der er flere, der bor i ejerboliger - i parcelhus typisk - end der er for eksempel i hovedstaden, og blandt andet energirenoveringsprojekter kræver typisk, at man har sin egen bolig, siger han.
- Og der kan også godt være en lille tendens til, at sådan noget som gør-det-selv-arbejde og sort arbejde har været mere udbredt i et område som Nordjylland.
Ti procent af de skattepligtige nordjyder brugte fradraget i 2016, mens Syddanmark kommer lige efter med 9,5 procent. Begge ligger over landsgennemsnittet på 8,5 procent.
Samtidig var det Region Hovedstaden, der som tidligere havde færrest brugere.