Sagde Løkke købte en grønlænder: Nu undskylder ministeren

Det var en 'usmart' formulering at sige, at regeringen 'købte en grønlænder', da de allierede sig med den løsgængeren Aleqa Hammond. Nu undskylder Karsten Lauritzen (V)

Karsten Lauritzen fortryder sin friske udmelding om, at regeringen har 'købt' løsgængeren Aleqa Hammond. Polfoto
Karsten Lauritzen fortryder sin friske udmelding om, at regeringen har 'købt' løsgængeren Aleqa Hammond. Polfoto

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) skulle aldrig have sagt, at regeringen 'købte en grønlænder', da den i december allierede sig med den skandaleramte løsgænger, Aleqa Hammond. Det undskylder han nu.

- Jeg beklager min forkerte formulering. Naturligvis er ingen blevet købt eller solgt, skriver han i en mail til Ekstra Bladet. 

Kommentaren faldt, da ministeren holdt tale ved en nytårskur for Venstre i Lemvig.

- Vi har sikret os stemme 91 ved at købe en grønlænder. Et af de grønlandske mandater har vi gjort til formand for Grønlandsudvalget mod, at hun så ikke stemmer mod regeringen i afgørende spørgsmål. Så må vi bare håbe, der ikke er nogen, der byder mere på et tidspunkt, fortalte en ligefrem skatteminister i sin tale ifølge Dagbladet Holstebro-Struer.

Men det skulle han aldrig have gjort.

- Der er tale om en velkendt sag om at tage et fornuftigt hensyn til den parlamentariske situation. Men det berettiger selvfølgelig ikke den usmarte formulering, som jeg ikke skulle have brugt. Jeg beklager, hvis nogen er blevet stødt. Det var ikke hensigten, skriver Lauritzen videre i mailen.

Hammond: Jeg er ikke overrasket
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Aleqa Hammond, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Til DR fortæller Hammond, at hun er skuffet over ministerens udmelding.

- Jeg vil kun sige, at det er vel sådan, han taler. Det er vel sådan en betegnelse, han bruger om os grønlændere. At man køber sådan en. Godt nok er dansk ikke mit modersmål, men jeg tror alligevel, at jeg kan et mere civiliseret dansk end ham. Det er sagt med et smil, siger hun til DR Nyheder.

Samtidig siger hun, at hun ser den konkrete udtalelse fra skatteministeren som udtryk for en generel tendens i det danske samfund.

- Jeg er ikke overrasket over den måde, der bliver talt på. Det minder om en meget generel holdning til grønlændere. Det grønlandske folk i Danmark bliver udsat for diskrimination i det offentlige system, udelukkende fordi de er grønlændere, siger Aleqa Hammond, der dog ikke føler sig diskrimineret over udmeldingen.

- Nej, det gør jeg ikke. Jeg er vant til, at man kalder mig alt muligt. Man er vel politiker, siger hun.

Taget i at svindle med skattekroner
Da Aleqa Hammond blev regeringsleder i Grønland i april 2013, gik der ikke mere end halvandet år, før hun i september 2014 måtte trække sig fra posten.

Afslørende bilag fra revisionsudvalget kunne fortælle, at Hammond havde brugt 204.000 kroner fra selvstyrets kasse til blandt andet private rejser til Paris og Island samt hotelophold og barregninger.

I forlængelse af skandalen blev der desuden udskrevet valg, hvor Hammond ikke stillede op.

Se også: Sass svinger pisken over skandale-grønlænder: Hun har solgt ud

I august kunne Ekstra Bladet så afsløre, at Aleqa Hammond endnu engang havde shoppet for skattekroner. Denne gang havde Hammond brugt 12.983,10 kroner på sit folketingskort.

Et kort, der ifølge Folketingets rejseregler kun må benyttes til at betale for tjenesteydelser som taxa og fly i forbindelse med møder.

Ekskluderet fra sit parti
Efter skandalen blev Hammond ekskluderet fra sit daværende parti Siumut, da hun nægtede at trække sig fra sin plads i Folketinget. I stedet fortsatte hun som løsgænger.

Da nyheden om samarbejdet blev offentliggjort, udtalte Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, at Hammond havde 'solgt ud af sine værdier for at kunne kalde sig udvalgsformand uden opbakning'.

'Vi kan ikke konkludere andet, end at Aleqa Hammond har sat ønsket om at komme i medierne højere end de resultater, vi kunne opnå sammen. Det er vi ærgerlige over, og de grønlandske vælgere har fortjent større respekt', sagde Henrik Sass dengang.

Ekstra Bladet ville gerne have hørt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), om han er enig med skatteministeren i, at Aleqa Hammond er blevet købt.

Hans sekretær henviser til partiets gruppeformand Søren Gade, der dog ikke er vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelser.

Se også: Pia Kjærsgaard efter Aleqas shoppeskandale: Det er uacceptabelt

Se også: Shopping-politikeren betaler nu tilbage

176 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere