Samuelsen: Dansk forbindelse til iransk angreb vil få følger

Har gerningsmænd bag et angreb i Iran lørdag forbindelse til Danmark, får det følger, siger udenrigsminister.

Se billeder kort efter angrebet i Iran. Video: AP

Hvis de gerningsmænd, der lørdag stod bag et dødeligt angreb under en militærparade i Iran, har forbindelse til Danmark, får det konsekvenser.

Det slår Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), søndag fast i en mail til Ritzau.

- Iranerne hævder, at de ansvarlige for terrorangrebet skulle have aktive medlemmer i andre lande, blandt andet Danmark.

- Hvis det viser sig, at de ansvarlige har forbindelser til Danmark, så skal det naturligvis have konsekvenser, skriver han.

Hvilke konsekvenser, der i givet fald bliver tale om, uddyber ministeren ikke.

Ved paraden mistede mindst 25 mennesker livet, da bevæbnede mænd gik til angreb.

Efterfølgende indkaldte det iranske styre ambassadører fra henholdsvis Danmark, Holland og Storbritannien til møde.

Det skyldes ifølge det iranske nyhedsbureau Irna, at de tre lande er anklaget for at huse iranske oppositionsgrupper.

Det nævnes ikke, hvilke grupper den iranske regering henviser til.

- Det er ikke acceptabelt, at disse grupper ikke betragtes som terrororganisationer af EU, så længe de ikke begår terrorangreb i Europa, siger Bahram Qasemi, der er talsmand ved Irans udenrigsministerium.

Danmarks ambassadør i Iran, Danny Annan, bekræfter over for TV2, at han lørdag aften var til møde med det iranske styre.

Annan ønsker dog ikke at uddybe, hvad der blev sagt på mødet, eller hvad det handlede om.

Den danske udenrigsminister fordømmer i sin mail alle terrorangreb.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Danmark fordømmer terrorangreb, uanset hvor de finder sted i verden. Det er særligt forfærdeligt når det, som gårsdagens angreb i Iran, også går ud over børn, skriver han.

394 kommentarer
Vis kommentarer