Samuelsen gransker fravær og afviser europaminister

Det er bedst at samle ansvar for EU's generelle anliggender under udenrigsministeren, mener Anders Samuelsen

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har gransket sit fravær i forbindelse med EU-møder, og han mener ikke, at Danmark skal have en europaminister.

Det skaber bedre sammenhæng, hvis møder om udenrigsanliggender og EU's generelle anliggender er samlet under udenrigsministeren, vurderer han.

- Nej, det er der ikke brug for. Jeg har prøvet at kigge efter, og hver eneste gang med fravær har der været en begrundelse, siger Anders Samuelsen ved et EU-møde i Luxembourg.

Tænketanken Europa offentliggjorde i september en undersøgelse, der dækker perioden fra Lars Løkke Rasmussen (V) blev statsminister i 2015 og frem til august i år.

Den viste, at danske udenrigsministre havde deltaget i fire af ti møder i det centrale råd, der tager sig af generelle anliggender i EU. Rådet, der kaldes GAC, forbereder blandt andet brexit- og EU-topmøder.

Danmark havde et højt fravær i forhold til de øvrige lande.

- Det er vigtigt, at der er en sammenhæng i den politik, vi laver. Jeg synes, at der er en sammenhæng ved, at det ligger samlet, og så er der fagministre, der tager sig af fagspecifikke områder, siger Samuelsen.

I forbindelse med undersøgelsen blev fraværet kritiseret af universitetsprofessor Marlene Wind. Hun kaldte det problematisk, at den danske regering "prioriterer møder så lavt".

- Jeg synes, at kritikken er forfejlet, siger Anders Samuelsen.

Ministeren henviser til, at han møder de samme kolleger i mange sammenhænge og ikke kun i GAC.

Danmark lå også for år tilbage lavt på opgørelser over fremmøde, når EU-landenes udenrigsministre var samlet. Den debat kørte i 2010.

Bertel Haarder blev den første danske europaminister i 2001. Det var i forbindelse med Danmarks EU-formandskab året efter.

Siden har Nicolai Wammen og Nick Hækkerup haft posten, der blev nedlagt i 2014.

Før Lars Løkke Rasmussen (V) blev statsminister i 2015, sagde han, at han ville have en europaminister. Men sådan blev det ikke.

19 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere