To af Liberal Alliances lokalformænd har valgt at trække sig fra posten.
For Liberal Alliances formand i Thy/Mors, Leo Skydt Jørgensen, er bægeret fyldt. Derfor går han som lokalformand for LA Thy/Mors og forlader partiet på grund af manglende tillid til folketingsgruppen.
Det skriver han på Facebook efter et bestyrelsesmøde i LA Thy/Mors.
- I henhold til mine tidligere udmeldinger omkring den manglende tillid jeg har til folketingsgruppen i LA, har jeg valgt at trække mig som formand for vores lokalforening, og mit medlemskort vil ikke blive fornyet, skriver han.
Leo Skydt Jørgensen vil være partiløs indtil videre.
Beskeden kom, før LA's hovedbestyrelse fredag eftermiddag ved et møde i Nyborg drøfter, om partiet skal fortsætte i trekløverregeringen.
Midt under mødet kom det så frem, at også LA's formand i Frederikshavn/Læsø, Kristina Mebus, har valgt at trække sig efter blot ni måneder på posten.
Hun ønsker dog ikke at uddybe, om hun træder af i utilfredshed med partiformand Anders Samuelsen.
- Det er min beslutning, og den har jeg ikke lyst til at uddybe yderligere, siger hun til Kanal Frederikshavn, der er et lokalt, borgerdrevet medie.
Torsdag forsvarede partileder Anders Samuelsen samarbejdet, men undskyldte forløbet. Det har dog ikke fået den nu tidligere LA-formand i Thy/Mors på andre tanker.
- Tillid er en svær ting at opbygge, men let at nedbryde. Derfor er Liberal Alliance bedst tjent med at fortsætte uden mig på medlemslisten, skriver Leo Skydt Jørgensen.
Kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) kommenterede kort efter opslaget på Facebook, hvor hun ønsker Leo Skydt Jørgensen held og lykke i fremtiden.
- God vind fremover, Leo, skrev Mette Bock på Facebook.