Sareen dropper endegyldigt politik - helliger sig hamp

Tidligere radikale minister Manu Sareen aflyser politisk comeback. Vil arbejde for at lovliggøre cannabis til medicinsk brug

Manu Sareen. Foto: Jakob Jørgensen
Manu Sareen. Foto: Jakob Jørgensen

De radikales tidligere kirke-, ligestillings- og socialminister, Manu Sareen, vil alligevel ikke forsøge at komme tilbage i Folketinget for Alternativet efter sit partiskifte.

Sareen vil i stedet arbejde for stressramte og for at få lovliggjort cannabis til medicinsk brug i Danmark.

Det skriver Altinget.

- Jeg har besluttet ikke at genstille i København. Hvad er der sket, spørger alle så nu i Alternativet. Det er sådan set ret udramatisk. Lige nu har vi delt barselsorlov derhjemme, og når der er lidt tid, handler det for mig om at kæmpe videre for, at medicinsk cannabis kan blive tilgængeligt for alle danskere. Det er en hjertesag, ligesom det er en hjertesag at hjælpe alle de mennesker, der går ned med stress, siger Manu Sareen til Altinget.

Sareen er i dag formand for Stressforeningen. Han har derudover erkendt, at han selv benyttede cannabisolie, da han var radikal minister, for at overkomme stresssymptomer.

Se også: Tidligere minister lod firma sejle til konkurs: »Et bedrøveligt signal at sende«

Se også: Manu Sareen i babylykke: Nu er jeg far til fire

Manu Sareen blev i oktober 2016 opstillet for Alternativet i København. Her var han også tidligere opstillet for de radikale, hvor han ved folketingsvalget i 2015 mistede sit mandat.

Ifølge gennemsnittet af de øjeblikkelige meningsmålinger står Alternativet, der er raslet ned i målingerne over den seneste tid, til at få to mandater i Københavns storkreds. Her er også partiets leder, Uffe Elbæk, og den politiske ordfører, Carolina Magdalena Maier, valgt og opstillet.

Dermed er det usandsynligt, at Manu Sareen vil kunne tilkæmpe sig et mandat for det grønne parti ved det kommende folketingsvalg, som skal afholdes senest i juni næste år.

Manu Sareen blev sidste år far for fjerde gang. Her fik han en lille datter med sin hustru, Solveig Wandall.

143 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere