Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen gør nu politikere som Donald Trump følge og kaster sig ind i et frontalangreb på pressen og journalister.
Det sker i et opstillet og partibetalt interview med den tidligere DR-vært Reimer Bo Christensen.
Interviewet er betalt af Socialdemokratiet og lagt på parties Facebook- og Twitter-profiler. Her går den socialdemokratiske toppolitiker direkte efter danske journalister, som han mener er blevet alt for konfrontatoriske og ikke giver ham, det han har brug for som politiker.
- Vi har vurderet i Socialdemokratiet, at vi mangler noget. Det, vi mangler, det er nogle gange at få lov til at fortælle, hvad det er, vi står for ... Det, vi så har konstateret, er, at de kan vi på en lang række områder faktisk ikke få lov til, lyder påstanden fra Henrik Sass Larsen i interviewet med Reimer Bo.
Den tidligere DR-vært gør sig undervejs i interviewet ikke mange anstrengelser for at gå kritisk til sin arbejdsgivers mange påstande. Undervejs i det ca. fem minutter lange interview angriber Henrik Sass Larsen nærmest uimodsagt danske, politiske journalister for deres konfrontatoriske stil, som ifølge Sass' påstand gør, at folk ikke benytter sig af medierne i lige så høj grad som tidligere:
- Men prøv at se på, hvordan det er gået med medierne. Der er en eller anden stor afstandtagen for mange mennesker, at de ikke ser det, fordi alt politisk journalistik bare er blevet enormt konfrontatorisk og enormt hidsigt det hele, lyder det opsigtvsækkende angreb på danske medier.
Sass vil tale ud
Henrik Sass har også løsninger med til de danske medier. De skal bare lade politikerne tale ud:
- Jeg vil gerne have mulighed for via en journalist og noget andet, der kan hjælpe mig på vej, at forklare det for de forudsætningsløse stakkels seere eller borgere at bibringe dem en forståelse af, hvad det egentlig er ham politikeren og Socialdemokratiet mener, lyder det fra Henrik Sass, hvis opskrift på politisk journalistik er, at medierne bør lade politikerne 'tale ud' og først derefter lave kritiske historier.
Henrik Sass Larsen kritiserer således danske redaktører for at sende deres journalister i byen for at konfrontere snarere end indhente egentlige svar på spørgsmål.
- Hvis jeg fik lov at tale ud, så ville han (journalisten red.) helt sikkert få skæld ud af sin redaktør over, at han bare er mikrofonholder. Tværtimod så skulle han hele tiden sørge for at afbryde mig og stresse mig og sørge for at få mig ned med nakken.
Angriber radioshow
Henrik Sass sender også en bredside af sted efter DR-programmet Slotsholmen, der kører på P1. Her er Henrik Sass blevet kritiseret af DR's politiske analytiker Jens Ringberg for ikke at ville stille op til interview i det ellers rolige og politisk nørdede radioformat, der giver politikere god tid til at tale ud.
Ifølge Henrik Sass handler det dog mest om, at det 'nogle gange ikke lige passer ind'; og at selvom programmet kan være nok så fint, så er journalisterne det tilsyneladende slet ikke:
- Så kan de selvsamme dejlige journalister også producere Slotsholmen. Det kan godt være, det foregår anderledes lækkert der. Men jeg kender dem jo allesammen herinde fra. Og mange af os har ikke lyst til at deltage i det show.
Ifølge Henrik Sass er politiske journalister ikke længere interesseret i at skabe oplysende historier om politik.
- Man bryder sig ikke om at oplyse, men kan bedre lide konfrontationen hele vejen igennem, siger gruppeformanden, der også er tidligere erhvervs- og vækstminister for Socialdemokratiet.
Ekstra Bladet har forsøgt at få Henrik Sass til at stille op til et interview om interviewet om, at han ikke vil stille op til interviews. Indtil videre uden held.
Fake interview
Det er ikke første gange, Socialdemokratiet benytter sig af partibetalte interviews frem for at deltage i interviews med pressen. I sommer betegnede en medieekspert interviewtypen som 'fake'.
Reimer Bo lavede 'fake' Sass-interview - betalt af Socialdemokratiet
Lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Lars Bjerg kaldte direkte samtalen mellem Sass og Reimer Bo et 'fake interview'.
- Nu er der jo ingen statsautoriseret definition på, hvad et interview er. Det er bare noget med spørgsmål og svar. Men hvis den, der bliver interviewet, ville sige eller skrive nøjagtigt det samme uden at blive spurgt af en udenforstående, så er der vel ingen grund til at bruge en interviewer, sagde Lars Bjerg til Berlingske.
Socialdemokratiet har de seneste par år skærpet retorikken over for pressen. Henrik Sass var pennefører bag et angreb på Politiken i 2016, som blev publiceret i Ekstra Bladets Opinionen.
Og sidste år kastede retsordfører Trine Bramsen sig ud i et angreb på danske journalister, som hun beskyldte for at dyrke forargelse 'frem for fakta' i det over for Socialdemokratiet venligt stemte medie PioPio.