Sass Larsen: Medier der lyver skal straffes med bøder

I en ny bog foreslår Socialdemokraternes Henrik Sass Larsens, at medier skal straffes for løgne og kampagner

Foto: Asger Lagedfoged
Foto: Asger Lagedfoged

Mediernes løgne og kampagner skal udløse bøder og straffe.

Sådan lyder det fra formanden for Socialdemokratiets folketingsgruppe Henrik Sass Larsen i hans nye bog "Exodus - vejen frem for centrum-venstre".

Det skriver Politiken.

Sass Larsen kalder mediernes position i samfundet for et "tyranni" og beskylder dele af pressen for at "lyve og bedrage".

I kampen mod dette foreslår han derfor at straffe en løgnagtig forside med en bøde i størrelsesordenen af eksempelvis en dags omsætning.

Større ansvar
Henrik Sass Larsen ønsker desuden et større personligt ansvar placeret hos såvel journalister som redaktører.

- Alle mennesker, som bliver udsat for uretmæssige overgreb, også dem som er kendte, har ret til en ordentlig oprejsning, og der er behov for at få sat nogle rammer for den tabloide adfærd, skriver Sass Larsen ifølge Politiken i sin bog, der udkommer fredag.

Hos Venstre er man positiv over for socialdemokratens forslag.

- Vi har jo desværre oplevet i forbindelse med en drabssag i nyere tid, at en mand blev fejlagtigt hængt ud som morder, og i de tilfælde er jeg helt med på at stramme reglerne, så man kan straffes økonomisk for det, siger Venstre medieordfører Mads Fuglede til Politiken.

Morten Marinus, medieordfører for Dansk Folkeparti, er mere tøvende over for at ændre på den nuværende ordning med Pressenævnet, der tager sig af klager over medier.

Men Marinus er positiv over for en bødestraf for at skrive fejlagtige historier.

- Det kunne man sagtens tage op igen på de rigtige præmisser. Især ser jeg det gerne ske i et samarbejde mellem kultur- og retspolitikere, siger han til Politiken.

175 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere