Sass' nye job: Bliver lobbyist for Goldman Sachs

Den mangeårige topsocialdemokrat har tordnet mod erhvervslivets grådighed. Nu skal han selv lave lobbyisme for de udskældte kapitalfonde - herunder den amerikanske 'vampyrblæksprutte'

Henrik Sass Larsen færdig i politik. Hvad vil vi huske ham for? Henrik Qvortrup udlægger teksten.

Når den tidligere erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) til nytår bliver ny direktør for brancheforeningen DVCA, bliver han samtidig super-lobbyist for blandt andre den omstridte kapitalfond Goldman Sachs.

DVCA's medlemmer tæller bl.a. kapital- og venturefonde, som er etableret med kontorer i Danmark. 

For mange på den politiske venstrefløj - og også tidligere Henrik Sass Larsen selv - er kapitalfondene og deres stenrige partnere, direktører og investorer selve symbolet på den stor-kapitalistiske grådighed.

Dansk politik - 18. sep. 2019 - kl. 12:06 Henrik Sass Larsen forlader Folketinget

Ofte modtager kapitalfondenes stenrige partnerne deres enorme udbytter via selskaber i skattely-lande - og direktørerne i de opkøbte selskaber får tilbudt eksorbitante lønpakker, som kan gøre deres familier økonomisk uafhængige mange generationer ud i fremtiden.

Noget, som netop Henrik Sass Larsen har tordnet imod. Eksempelvis harcelerede Sass Larsen i foråret over lønniveauet for topcheferne i Novo Nordisk og Carlsberg, som har rundet 40-50 millioner kroner.

- Det er et kæmpe problem. Det er skammeligt at se, at de ikke kan styre sig selv på direktionsgangene. Det er for meget, de får hentet hjem. Der er intet, der kan retfærdiggøre den løn, sagde Henrik Sass Larsen i et interview med Børsen i april.

Konkret foreslog han at skære i topchefernes bonusprogrammer og lægge et loft over deres løn.

- De kan ikke styre sig. Og derfor er nogle andre nødt til at styre dem. Jeg mener, at især sådan noget som variable lønandele er nødt til at komme betragteligt ned. Det skal begrænses meget, meget kraftigt, lød det.

Samme budskab kom Henrik Sass med et år tidligere.

- Vi skal begrænse grådigheden. Hovedparten af værdierne er tilfaldet de få. Jeg mener, at der er grund til at tale om medejerskab og loft over fortjenesten. Man skal naturligvis have en god løn som direktør, men hvis man ikke kan finde ud af at sætte en grænse, så må vi gøre det, lød det eksempelvis fra Henrik Sass Larsen 1. maj 2018.

Et budskab, han også gentog i sin tale på arbejderbevægelsens kampdag i år, hvor han langede ud efter de grådige danske topchefer samt verdens superrige røvhuller, der helt slipper for skat og dermed undergraver nationalstaterne.

- En provokation, lød det fra Henrik Sass.

Sass Larsen har derfor gjort sig til en markant fortaler for at lovgive om størrelsen på direktørernes aflønning - men nu skal han altså som lobbyist kæmpe for eksempelvis A.P. Møller Capital, EQT, IK Investments Partner og altså Goldman Sachs, der blev symbolet på Wall Streets skruppelløse grådighed efter finanskrisen - og herhjemme kendt for opkøbet i DONG.

Mette F. spruttede mod Goldman Sachs
I sin kongrestale sidste år tog S-formand Mette Frederiksen klart afstand til Goldman Sachs opkøb i det statsejede energiselskab DONG under finansminister Bjarne Corydon (S). En omstridt handel, som ellers nærmest er tabu i partiet.

- Det bliver ikke på min vagt, at vi sælger mere infrastruktur til Goldman Sachs, lød det fra Mette Frederiksen med henvisning til, at den amerikanske kapitalfond lavede en usædvanlig god forretning.

Goldman Sachs' øgenavn, 'vampyrblæksprutten', opstod i en artikel i magasinet Rolling Stone, hvor investeringsbanken blev beskrevet  som en 'gigantisk vampyrblæksprutte, der suger på Amerikas ansigt'.

Henrik Sass Larsen. Foto: Jens Dresling Dansk politik - 25. aug. 2019 - kl. 20:29 Vild kovending: Sass pønser på comeback

Selv fremhæver Henrik Sass i dag på Facebook, at han fremover får 'mulighed for at fokusere på udvikling af vækst og arbejdspladser'. Noget, han erindrer som den 'bedste tid' i sit politiske virke.

Men netop kapitalfonde er kendt for kun at fokusere på at tjene penge - og en fuldstændig usentimental tilgang til de samfund, hvor de opererer. Når kapitalfonde opkøber virksomheder, så er det med det formål at afhænde dem igen i løbet af tre til syv år.

I 2014 købte Goldman Sachs 19 procent af DONG for otte milliarder kroner - og tjente 12,4 milliarder kroner, da de tre år senere solgte aktierne igen. En fortjeneste på 150 procent - og lige efter kapitalfondenes lærebøger.

Henrik Sass blev før valget vurderet som det naturlige valg til en ny finansminister i en S-ledet regering. Men kort efter sygemeldte han sig og stod ikke til rådighed som minister i Mette Frederiksens regering.

Henrik Sass Larsen. Foto: Lars Krabbe Dansk politik - 25. aug. 2019 - kl. 16:35 Sass forgyldes under fravær

Det er kun 14 dage siden, at Henrik Sass Larsen i et opslag på Facebook skrev, at han var tilbage på Christiansborg, hvor han ville koncentrere 'sin arbejdsindsats omkring Socialdemokratiets historiske virke'.

'Men det har ligeledes været klart for mig siden valget, at min tid i politik er udrandt', skriver den 53-årige politiker på Facebook. Han stopper i Folketinget ved udgangen af denne måned.

Det har endnu ikke været muligt for Ekstra Bladet at få et interview med Henrik Sass. Men til Ritzau forklarer han, at der ikke er nogen modsætning mellem at være kapitalfondsdirektør og socialdemokrat.

- Det ligger fuldstændig i forlængelse af det arbejde, jeg indtil videre har arbejdet med, både som erhvervs- og vækstminister, men også som socialdemokrat, siger Henrik Sass Larsen, som ikke har tænkt sig at melde sig ud af partiet.

1 af 2 Henrik Sass Larsen kan se frem til en lønforhøjelse, når han bliver lobbyist for blandt andre 'vampyrblæksprutten' Goldman Sachs. Foto: Stine Tidsvilde
2 af 2 Henrik Sass Larsen kan se frem til en lønforhøjelse, når han bliver lobbyist for blandt andre 'vampyrblæksprutten' Goldman Sachs. Foto: Jonas Olufson
200 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere