Sass på talerstolen om statsregnskabet: - Det er en skandale

Statsrevisorerne vil udtale historisk hård kritik af statsregnskabet

Henrik Sass Larsen vil gå på talerstolen i Folketinget. Foto: René Schütze
Henrik Sass Larsen vil gå på talerstolen i Folketinget. Foto: René Schütze

Det bliver en historisk dag, når Statsrevisorerne kommer med deres beretning om statsregnskabet for 2017.

Ifølge Berlingske vil Statsrevisorerne, der den seneste tid har været omtalt af andre grunde her i Ekstra Bladet, komme med en uset og historisk hård kritik af skatteområdets regnskab.

Og det bliver Socialdemokratiets statsrevisor, Henrik Sass Larsen, der ifølge avisen vil stille sig på Folketingets talerstol og aflægge den mundtlige beretning.

- Vi er vrede. Det er vi virkelig. Det er en skandale, simpelthen. At Folketinget ikke kan få et korrekt statsregnskab, fordi man er nødt til at tage forbehold for værdien og rigtigheden af det, siger Henrik Sass Larsen til Berlingske.

Se også: Rigsrevision og skatteminister er uenige om tabte milliarder

Normalt udtaler Statsrevisorerne sig i blide, diplomatiske vendinger. Selv når der er tale om ganske hård kritik. Og normalt bliver Folketingets medlemmer bedt om at stemme for Statsrevisorernes beretninger uden yderligere kommentarer. Men denne gang bliver det anderledes.

Blandt andet vil der være flere bemærkninger til skatteområdets regnskab.

Ifølge næstformand for Statsrevisorerne, Klaus Frandsen (R), går en af bemærkningerne på, at der er afstemningsproblemer på Skats del af statsregnskabet. En anden bemærkning går på indfrielsesdelen - altså hvor meget alle danske borgere skylder staten.

Historisk
Klaus Frandsen bekræfter over for DR, at Statsrevisorernes kritik bliver historisk.

- Hidtil har vi anbefalet Folketinget at godkende statsregnskabet uden bemærkning. Denne gang anbefaler vi Folketinget at godkende regnskabet med nogle afgivelsesbemærkninger. På den måde kan man sige, at det er historisk. Det har vi ikke gjort før, siger han.

Statsrevisorerne vil i deres beretning slå på, at afstemningsproblemerne hos Skat har stået på siden 2007. Og derfor skal der bedre styr på situationen nu, siger Klaus Frandsen.

De senere år har Skat været ramt af en lang række skandaler. Størst af alle har været svindlen med udbytteskat for et svimlende højt milliardbeløb samt det kuldsejlede inddrivelsessystem EFI og kaos på ejendomsvurderings-fronten.

304 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere