Sass pjækkede løs: Sådan blev det skjult

Venstre-revisor kræver svar om lukkethed i sagen om pjække-Sass

Henrik Sass Larsen fravær hos Statsrevisorerne blev forsøgt mørklagt. Forstå sagens udspring her. Foto/redigering: Folketinget tv, Mogens Flindt/Kristian Hansen

Henrik Sass Larsens (S) høje fravær igennem 2018 blev forsøgt mørkelagt af Statsrevisorerne.

Men for halvandet år siden frigav Statsrevisorerne alle oplysninger om fravær.

Det viser en mail, som Ekstra Bladet modtog fra Statsrevisorerne 20. juni 2017.

Dengang oplyste man glad og gerne, at Henrik Sass Larsen som den eneste havde haft fravær ved et enkelt af de seks møder i første halvår af 2017. Der er tale om et hverv, som årligt indbringer Henrik Sass Larsen 330.000 kroner oven i folketings-gagen på 660.000 kr.

Hemmeligt skulkeri
Denne åbenhed står i skærende kontrast til de sparsomme oplysninger om fravær, som Ekstra Bladet modtog per mail i starten af januar i år.

Statsrevisorerne ønskede kun at oplyse, at der havde været 'fem afbud fra i alt to statsrevisorer. Jeg kan ikke oplyse, hvem der har meldt afbud,' lød det i en mail fra Statsrevisorernes sekretariatschef.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger blev mailen afsendt efter en drøftelse blandt statsrevisorerne i december.

Venstres statsrevisor og politisk ordfører, Britt Bager, er fortørnet over, at hun ikke i forbindelse med mødet i december blev oplyst, at Statsrevisorerne tidligere har udvist fuld åbenhed om fravær.

- Det er nye oplysninger for mig, at der er blevet givet en hel åben aktindsigt.

- Så det vil jeg diskutere med de andre statsrevisorer på førstkommende møde, siger hun.

Venstres Britt Bager undrer sig over, at der tidligere er givet aktindsigt i statsrevisorernes fravær. Foto: Jens Dresling
Venstres Britt Bager undrer sig over, at der tidligere er givet aktindsigt i statsrevisorernes fravær. Foto: Jens Dresling
 

Selvfølgelig åbenhed
Både Britt Bager og Enhedslistens Frank Aaen udbad sig på mødet i december ret til, at oplyse pressen eller andre om, at de ikke havde haft noget fravær.

- Frank Aaen, hvordan har du det med, at I ikke blev oplyst, at der tidligere har været en anden og åben praksis?

- Det er en vigtig oplysning, som vi burde have haft, siger han, og tilføjer:

- Jeg har det principielle grundsynspunkt, at selvfølgelig skal man stå på mål for, om man kommer eller ikke kommer, lyder det fra Frank Aaen.

Henrik Sass Larsen henviser igennem Socialdemokratiets pressetjeneste til Statsrevisorerne for spørgsmål om åbenhed omkring fravær.

Det var ikke vores idé

Ekstra Bladet har foretaget en rundspørge hos de seks statsrevisorerer, hvorvidt det var dem, som fik idéen til at hemmeligholde oplysninger om omfanget af pjækkeri hos enkelte statsrevisorer.

Henrik Thorup, Dansk Folkeparti, formand

- Det kan jeg ikke huske, siger han.

Frank Aaen, Enhedslisten

- Det er jo lidt et dumt spørgsmål. Jeg går ind for fuld åbenhed, så nej, det var ikke min idé, siger han.

Britt Bager, Venstre

- Nej det var det ikke, siger hun.

Villum Christensen, Liberal Alliance

'Nix', skriver han i en sms.

Klaus Franden, næstformand Radikale Venstre

'Jeg har tydeligvis været uopmærksom på historik. Som ikke-folketingsmedlem kender jeg også mindre til folketingspraksis end de øvrige. Forstår vi bliver opdateret om historik på torsdag (på møde hos Statsrevisorerne, red),' skriver han i sms.

Henrik Sass Larsen, Socialdemokratiet

Socialdemokratiets pressetjeneste afviser på vegne af Henrik Sass Larsen, at hemmeligholdelsen af oplysninger om fravær skete på hans initiativ.

Statsrevisorernes formand, Henrik Thorup, er efterhånden godt og grundigt træt af at snakke med Ekstra Bladet om Henrik Sass Larsens fravær. Foto: Jonas Olufson.
Statsrevisorernes formand, Henrik Thorup, er efterhånden godt og grundigt træt af at snakke med Ekstra Bladet om Henrik Sass Larsens fravær. Foto: Jonas Olufson.
 

Jeg orker ikke mere Sass

Over for Ekstra Bladet udtrykker formanden for statsrevisorerne, Henrik Thorup, frustration over igen og igen at skulle forholde sig til Henrik Sass Larsens fravær.

Om den nyfundne hemmelighedsfuldhed om fraværet i statsrevisor-kollegiet, siger han:

- Jeg har bare rådført mig med vores sekretariat og sagt, 'hvad gør vi her'. Så siger de, 'det må I selv bestemme'.

- Var det dit forslag at anlægge en ny lukket linje?

- Det kan jeg ikke huske, siger Henrik Thorup.

- Det er en drøftelse, vi har, 'skal vi ikke gøre det på den måde'. Så gør vi det. Det kan jeg ikke se noget hokuspokus i.

- Ved du hvad, jeg orker ikke at snakke mere om det her. Nu har jeg sagt, hvad jeg har ment, og hvad jeg har gjort og alt muligt andet.

- Var det Henrik Sass Larsen, der gik meget op i, at det skulle være lukket (oplysningerne om fravær, red.)?

- Jeg har ikke noget svar til dig. Jeg orker ikke at svare mere til Ekstra Bladet om det her.

Pjække-Sass

I 2018 pjækkede Henrik Sass Larsen fra fire ud af 11 møder hos Statsrevisorerne.

Over for Ekstra Bladet lovede han at få bedre styr på sin kalender.

Kort efter dropper han s-ine poster i bestyrelsen og i repræsentantskabet i Nationalbanken og overlader opgaverne til partifællen Nicolai Wammen.

Ekstra Bladet afslører, at Henrik Sass Larsen i slutningen af januar 2019 trods forsikringen om bod og bedring udebliver fra tre møder i statsrevisor-regi.

180 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere