Sass provokerer videre: Sender ny pensions-stikpille

Hvis politikere er utilfredse med de folkevalgtes høje pension, så kan de selv halvere pensionen, foreslår Henrik Sass Larsen (S)

Henrik Sass Larsen fra Socialdemokratiet vil ikke selv opgive 'lukrativ' pension. Men Enhedslisten skal have muligheden, mener han. Polfoto: Joachim Adrian.
Henrik Sass Larsen fra Socialdemokratiet vil ikke selv opgive 'lukrativ' pension. Men Enhedslisten skal have muligheden, mener han. Polfoto: Joachim Adrian.

Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen fortsætter sin provokation af Enhedslisten, og nu har han lukket et smuthul i sit eget forslag, så politikere selv kan vælge om de vil halvere deres pension.

Det skal ifølge Sass være muligt for politikere på Christiansborg at vælge en pension, hvor det tager 37 år at optjene den maksimale pension, skriver DR.

Det er næsten dobbelt så lang tid som de nuværende regler, hvor politikerne får den maksimale pension efter bare 20 år.

Det står politikerne frit for ifølge Sass' forslag, om de vil vælge den langsomme optjening, eller den nuværende, som eksperter har beskrevet som 'ekstremt lukrativ'. Sass og de andre sosser afviser dog angiveligt den ringere pension.

- Flere MF'ere har bekymret sig for, at også den ændrede pensionsordning er for lukrativ. Det problem har vi nu løst, så der gives mulighed for en endnu lavere pension til de ramte, skriver Henrik Sass via Socialdemokratiets presseafdeling til DR.

Du betaler! Så mange millioner koster politikernes pension

Rammer dobbelt
Kun Enhedslisten har sagt ja til at gå ned på en lavere pension, og hele forslaget er sat i verden af Henrik Sass for at afprøve Enhedslistens vilje til at sætte handling bag kritikken af politikernes pension.

Sass stopper dog ikke med fremtidens pension. Enhedslisten kan med det nye forslag nu også vælge at sige nej tak til allerede optjent pension efter de nuværende regler, så forslaget har tilbagevirkende kraft.

- Hidtil opsparet pension under nuværende regler kan frasiges og konverteres til et mindre beløb, skriver Henrik Sass, som ikke vil lade sig interviewe.

Forslaget kommer efter et forsoningsmøde i rød blok på grund af en række beskyldninger mellem særligt Socialdemokratiet og de radikale. Polemikken blev indledt af netop Henrik Sass Larsen, der i et interview i Ekstra Bladet bl.a. har angrebet de 'utopiske humanister' i udlændingedebatten.

Efter rødt møde: Mette F. med stikpille til Sass

Sass' smuthul
Den nye ordning er Sass ændringsforslag til sit eget forslag om frivillig lavere pension. Ekstra Bladet kunne dog skrive om et smuthul i Sass' første forslag, hvilket har fået Socialdemokratiets gruppeformand til at komme med det nye forslag.

Pensionskaos på Borgen: Smuthul vedtaget - nu fortryder de

Enhedslisten mener, at alle politikere skal tvinges over på den lavere pension, men det er der ikke flertal for på Christiansborg. Derfor stemmer partiet umiddelbart for Sass' forslag, fordi det kan lægge pres på de andre partier.

- Forlaget betyder, at hver enkelt politiker skal gå ud og forklare vælgerne, hvorfor politikerne skal have en pension, som er så forskellig fra almindelige mennesker, siger finansordfører Pelle Dragsted.

Gruppeterapi i rød blok: Så pissed er de

Børnehave på Borgen
Enhedslisten har dog ikke taget endelig stilling til det nye forslag, som først skal diskuteres i folketingsgruppen. Partiet mener dog, at hele pensions-polemikken er 'latterlig', fordi det ikke tvinger alle politikere over på den normal pension.

- Hele Sass' stunt er pinligt, og det er ikke en politiker med mange år i Folketinget værdigt. I stedet for at drille hinanden kunne vi så ikke få lavet en pension, som er i overensstemmelse med almindelige mennesker, siger Pelle Dragsted.

- Det som Sass Larsen har gang i får folk til at tænke 'hold kæft en børnehave' om Christiansborg, fortæller han.

SF går ind for lavere pension til alle politikere, men stemmer dog nej til Sass' frivillige ordning. Dansk Folkeparti og Venstre har ifølge DR ikke taget stilling endnu.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Henrik Sass Larsen.

Rød sabelraslen: Truer Sass' ministerdrøm