Venstres formand, Jakob Ellemann, slugte hele kamelen i én mundfuld. Klogt og koldt.
Sammen med sine to væbnere Troels Lund Poulsen og Hans Andersen gik han forleden i Avisen Danmark ud med meldingen om, at ’Venstre kommer ikke til at gå til valg på at rulle Arne-pensionen tilbage’.
Noget af en kovending. Her troede vi, at Venstre afskyede Arne-pensionen, fordi ordningen var underfinansieret, socialistisk pamperpolitik med sigte på at hjælpe 3F og socialdemokratiske kernevælgere til en mere behagelig alderdom på statskassens regning, i stedet for at disse friske, ældre mennesker passede deres arbejde frem for deres kolonihave.
Nu lød der helt nye toner: Ellemanns begrundelse for det markante sporskifte handlede om to ting: At mange vælgere har indstillet sig på at gå på Arne-pension. De skal ikke snydes. Samt at der politisk ikke er flertal for at ændre ordningen.
Han burde have lagt til, at Venstres formand havde læst, hvad der venter ved det kommende valg: Mette Frederiksen vil hamre løs på ham og de blå partier for ikke at ville hjælpe nedslidte lønmodtagere til en anstændig alderdom.
Kig ud ad vinduerne fra Christiansborg og ned på Slotspladsen, hvor brolæggere har lagt ny brostensbelægning med en million sten. Deres arbejde forgik på knæ med sten og hammer i hånd.
Selv om der er sket en del i faget siden 'Jens Vejmand', er brolægning fortsat fysisk meget krævende.
Ellemann ville være i defensiven i tre uger på den sag, for selv langt ind i borgerlige rækker er der sympati for Arne-pensionen, også fra mange, som ikke selv ville drømme om at gøre brug af ordningen.
Sagen er jo, at Arne-pensionen er en fornuftig model for folk, der er kørt ned efter mange års nedslidende arbejde uanset om det er i industrien eller med rygskader på et kontor, men det er ikke en ordning, der vil få de mange til at flygte fra arbejdsmarkedet til fordel for Arne-pension.
Dertil er ordningen for lidet økonomisk attraktiv.
Ellemann har også måttet se i øjnene, at Arne-ordningen er populær blandt vælgerne. Et klart flertal støtter ifølge meningsmålingerne ordningen.
Og endnu vigtigere: I Folketinget vil der ikke være noget, der ligner et flertal for at fjerne ordningen, heller ikke selv om de blå partier fik flertal efter et valg.
Dansk Folkeparti, der var med i Arne-aftalen, og Nye Borgerlige støtter. Og det samme gør Inger Støjberg, der som første punkt i sit 2-punkts partiprogram fredede Arne-pensionen.
Det er kun de konservative, som sammen med liberalisterne i LA og Løkke-partiet vil fjerne Arne-modellen. De radikale var imod ordningen, men har accepteret den.
Beslutningen har selvfølgelig fået hårde ord, især fra Søren Pape Poulsens Konservative, der oplever Venstres kovending som faneflugt. Det behøver Ellemann ikke tage særlig alvorligt. Det kan muligvis koste lidt stemmer fra V til K, men de bliver i blokken.
Nu er det Søren Pape, der kommer til at tage kuglerne fra Mette Frederiksen i valgkampen om Arne-pensionen.
Og de hidtidige opgør om den sag i folketingssalen har Pape mildest talt ikke klaret stærkt. Alt for meget talgymnastik og for lidt empati. Pape lyder alt for meget som et ekko af erhvervslobbyen.
Pape kan til gengæld sige, at han står som ’en sikker borgerlig stemme’, men det flytter ikke mange stemmer over midten.
Til gengæld rammer Venstres kovending samarbejdet i blå blok hårdt. I forvejen har blokken store vanskeligheder ved at fremstå som et samlet regeringsalternativ.
Selv V g K vil under den snarlige valgkamp få svært ved at overbevise vælgerne om, at de har et fælles projekt, bortset fra at minksagen skal bores helt i bund. Næppe nok til at kalde det et fælles regeringsoplæg.
Styrker Arne-kovendingen så Ellemanns muligheder for at blive statsminister? Den viser i hvert fald, at han tør noget. Kan træffe kontroversielle beslutninger. Ikke er bange for de andre i blokken.
Svaret afhænger af, hvor godt han og V klarer valgkampen.
Kommer Pape ud som klar vinder i et blåt flertal, vil det være ham, der sidder for bordenden ved de første møder i den blå lejr. Bliver V og K lige store eller Venstre størst, har Ellemann overhånden.
De seneste måneder med afstemningen om EU-forsvarsforbeholdet, minksagen og Claus Hjort-sagen har styrket Ellemanns chancer. Han er blevet skarpere, mere profileret og har skruet ned for den ellemannske ironi.
Jakob Ellemann har fra starten lagt billet ind på statsministerposten. Pape putter sig, men har lovet i løbet af sommeren at give melding om, om han er klar til at række ud efter posten som regeringschef.
Arne-forløbet viser, at V-formanden er klar til hurtige, taktiske manøvrer, også selv om han hægter de konservative af. Han kører selv. Spændende om - og hvornår - Pape gør det samme.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
’Jeg har ikke den der fascination af, at der skulle ske et eller andet magisk inde på midten af dansk politik. Folk, der snakker om det - det handler jo bare om, at de gerne selv vil have mere magt’, siger LA-boss Vanopslagh til Politiken.
Fangede du den, Lars Løkke Rasmussen?
Formanden for Venstres Ungdom, Maria Ladegaard, er stærkt utilfreds med Venstres kovending i Arne-pensionen:
’Hvis man ikke kan lave noget om, så skal man bare lade være med at mene noget om politik,’ siger hun og tilføjer:
’Politik er bare ikke særlig fedt, når det kun handler om at blive valgt’.
VU-formanden er meget naiv. At blive valgt er trods alt forudsætningen for at kunne lave om på tingene.
Spørg bare Fogh og Løkke.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Man bliver ikke fattig af at gå ind i politik - og lykkes! Læs her, hvordan du kan score kassen på partistøtte.
