Se, der kører 'berlingomanden' - han er 'the shit'

 

Jeg er kommet i tanke om ’berlingomanden’. Han betaler garanteret sin skat. Han kører ikke uden om noget.

’Berlingomanden’ er blevet latterliggjort i en del år. Særligt i kredse, der anser sig selv for at være ’the shit’. I individualismens tid skal man ikke være firkantet. Og så vælger en mand en bil, der er kvadratisk, praktisk, god. En bil med kælder.

Men det er også en bil, hvis anvendelighed overgår dens ’likeability’. En bil, der først og fremmest siger én ting:

Den er et hensyn til andre end ham selv.

Nu ved ingen rigtig, hvad sammenhængskraft er. Selvom politikere taler en del om det. Men hvis sammenhængskraften var en bil, er jeg ret sikker på, det ville være en berlingo. Den holder, hvad den lover. Den opfylder kontrakten. Og den er til for flere end ham, der styrer. 

Vi er netop blevet opmærksomme på et af det danske samfunds sammenhængskraftproblemer: Mange milliarder kroner gemmes for vores skattevæsen.

Da man skabte velfærdsstaten, gik man ud fra, at vi danskere var kollektivister. Man mente, at vi danskere var generøse mennesker, at vi var rummelige, at vi var solidariske. Man mente, at vi var samfundsmennesker. 

Det viser sig, at vi mest er privatmennesker. Vi er oftest drevet af vor egen og vor nærmestes velfærd før nogen andres. Og det er resten af verdens borgere også.

Det er det, der står klingende klart, når de såkaldte Panama Papers afslører, hvor mange milliarder der skjules for skattemyndighederne og af hvem.

Men her godtgøres kun de riges amoral, vil nogle indvende. Her blotlægges – sat på spidsen - Bently-, Ferrari- og Porsche-ejeres anløbne holdning til samfund og fællesskab (samt åbenbart nordsjællandske tandlægers, jyske kræmmeres og københavnske advokaters samt andre Audi-, BMW- og Tesla-ejeres ditto). Sandt nok. Men vi har i nogle år set den modsatte indtægtsgruppes holdning udstillet på samme facon med samme resultat. Med figurer som Dovne Robert og Fattig Carina. ’Samfundsmennesket’er også sjældent blandt de, der står klar ved truget i forventning om at blive fodret af andre.

Så når nogle i disse dage fremhæver skatteunddragelserne som en godtgørelse af, at de rige er nogle svin og giver fanden i de fattige, kan de have en pointe. Men når de samtidig i lyset heraf forsøger at nedskrive velfærdsstatens tvivlsomme økonomiske gangbarhed og bortvaske grundreglen om, at ethvert menneske bør kæmpe for tilværelsen, tager de fejl.

Derfor er det ikke alene de rige skatteunddragere, deres fiffige banker eller på den anden side klientstaten med angiveligt forkælede, sløve og dvaske borgere, der bør være til debat. Det er velfærdsstaten selv. Hvad enten man forsøger at undvige den, mens man retfærdiggør sig med, at man har arbejdet for meget til at overdrage nogen som helst værdi til en stat, der umyndiggør og håndfodrer sine borgere, eller man lader fællesskabet forsørge sig, mens man retfærdiggør sig med, at man er evigt offer, fordi de rige bare altid løber med det hele.

Det var teologen Hal Koch, som i sin tid opfandt modsætningen ’samfundsmennesket’ over for ’privatmennesket’. Hvormed han, ifølge velfærdsprofessor Jørn Henrik Petersen, formulerede den danske velfærdsstats iboende modsætning og umulighed. 

Man skal kende sammenhæng mellem indsats og udbytte, siger borgerlige. Det ironiske er naturligvis, at sammenhængen mellem indsats og udbytte også er sat ud af kraft i den del af kapitalismen, der opfeder sig selv ved at tage hele samfund som gidsler. Hvilket sker i papirstransaktioner, der ikke producerer andet end pervers personlig velstand og efterfølgende gigantiske omkostninger for samfundene.

Alt imens har vi i Danmark bygget konkurrencestaten som værn.

Vi lever i ’økonomismen’, siges det.  Ikke i socialismens, socialdemokratismens, konservatismens eller andre ismers tid. Nej, det rationelle, det målbare og det kvantificerbare råder og regerer. 'Den nødvendige politik,' som Bjarne Corydon kaldte det.  Politikere argumenterer i dag med pengene. Vi bruger så og så mange milliarder på sundhed, vi bruger så og så mange milliarder på uddannelse. Derfor skal vi have mere sundhed og uddannelse for pengene.

Men den teknokratiske, politiske og administrative klasse opleves som arrogant. Tilmed af både den skatteunddragende del af danskerne og den del, der modtager velfærdsydelser. En opfattelse af, at det sammensmeltede politiker- og embedsværk ikke er intelligente nok til at administrere deres eget formynderi, har bredt sig.

Folk blæser shitstorms i gang på sociale medier om alt fra dansekonkurrencer til dyrevelfærd, mens de til gengæld sukkende opgiver, når Skat lader sig franarre godt ni milliarder kroner. Det var jo lige så forventet, som det er uoverskueligt.

’Berlingomanden’ er ret beset en af de få, der ikke har givet op. Han tror tilsyneladende fortsat på velfærdssamfundet. Han tror på, at man ikke bare kan gøre det godt, men også kan gøre det godt for andre end sig selv. Han sætter rummelighed over rigdom. Han sætter tydeligvis ansvarlighed, familie og fællesskab over forfængelighed.

'Berlingomanden' er i virkeligheden ’the shit’. Spørger nogen om, hvordan det efterhånden kan hænge sammen i det her land, så udpeg 'berlingomanden' og sig:

’Ham der! Det er ham, der er den. Se, han kører lige der! Der kører den danske sammenhængskraft.’

1 af 2 
2 af 2 
17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere