Se her Carl: Elbæk siger nej til ’halv Holst’-løn

Presset stiger på forsvarsminister Carl Holst over dobbeltløn. Uffe Elbæk har sagt farvel til flere hundredetusinde kroner

Tak, men nej tak. Uffe Elbæk (AL) vil ikke have ministerpension, mens han stadig arbejder. (Foto: Peter Hove Olesen)
Tak, men nej tak. Uffe Elbæk (AL) vil ikke have ministerpension, mens han stadig arbejder. (Foto: Peter Hove Olesen)

Dobbeltløn til ministre og ministerpension til til nuværende folketingsmedlemmer er en uskik.

Det mener tidligere kulturminister Uffe Elbæk, som i dag står i spidsen for partiet Alternativet, der ved valget 18. juni kom i Folketinget med ni mandater. Han har sagt nej til et beløb i ministerpension, der nærmer sig det halve af Carl Holsts omdiskuterede efterløn fra Region Syddanmark.

Han bliver dermed den seneste af efterhånden flere toppolitikere, der blander sig i koret og udtaler forargelse over, forsvarsminister Carl Holst (V), som insisterer på at modtage eftervederlag på 833.000 kroner fra Region Syddanmark, selv om han gik direkte fra posten som regionsrådsformand over i jobbet som forsvarsminister til en årsløn på 1,2 mio.

– Jeg er træt af at blive omtalt i Ekstra Bladet for, at jeg skulle have modtaget dobbeltløn, da jeg i januar 2013 tog orlov fra folketingsarbejdet, efter jeg i december 2012 var stoppet som kulturminister, siger Uffe Elbæk til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet hjalp

– Jeg fik ikke dobbeltløn, og jeg bryder mig ikke om dobbeltløn og dobbeltpension. Derfor har jeg også sagt nej til at modtage den ministerpension, som jeg begyndte at få fra midten af januar i år, da jeg fyldte 60 et halvt år. Det var Ekstra Bladet, der gjorde mig opmærksom på, at jeg fra 15. januar i år fik ministerpension.

Dermed vinker Uffe Elbæk farvel til ministerpension på 86.247 årligt fra 1. maj i år, og frem til han stopper som folketingsmedlem. Da valgperioden potentielt kan vare i fire år, vil det betyde en mulig indtægt på op til 345.000 - eller i underkanten af det halve af Carl Holsts lukrative efterløn fra formandstiden i Region Syddanmark.

Se også: Thulesen savner almindelig sund fornuft i Holsts efterløn

Dansk politik - 5. aug. 2015 - kl. 13:32 Tulle angriber Holst om dobbeltløn

– Den pension ville jeg ikke have, og derfor skrev jeg til Moderniseringsstyrelsen (der bl.a. står for udbetaling af løn og pensioner til folketingsmedlemmer og ministre, red.) og spurgte, om jeg ikke kunne få stillet min ministerpension i bero indtil den dag, hvor jeg rent faktisk går på pension, siger Uffe Elbæk.

– Moderniseringsstyrelsen meddelte mig kort efter, at jeg sagtens kunne få stoppet min pension, så fra 1. maj har jeg ikke modtaget ministerpension, men alene min løn som medlem af Folketinget, siger Uffe Elbæk.

Uffe og AFUK

Uffe Elbæk blev kulturminister i SRSF regeringen fra 3. oktober 2011, men han trådte tilbage 5. december 2012, efter han var blevet kritiseret for at have brugt 180.000 kroner på middage og forskellige arrangementer på gøglerskolen AFUK (Akademiet for Utæmmet Kreativitet, red.), hvor hans mand var ansat.

Da Uffe Elbæk havde været minister i 14 måneder, havde han efter reglerne ret til at få ministerpension fra han blev 60 et halvt år.

Han mener ligesom Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der tidligere på onsdagen udtalte sig kritisk om sagen fra Dansk Folkepartis sommergruppemøde, at forsvarsminister Carl Holst skal sige nej tak til eftervederlaget fra Region Syddanmark.

Forsvarsministeren har ingen kommentarer og henviser til de udtalelser, han har givet til Ekstra Bladet søndag og mandag.

Kristian Thulesen Dahl angriber Holst for at tage dobbeltløb

139 kommentarer
Vis kommentarer