Sent i aftes: Messerschmidt angriber politiker med 'Miss Danmark'-fortid

Morten Messerscmidt kaster sig over grønlandsk MF, som vil løsrive sig fra Danmark

Se Messerschmidt lange ud efter det grønlandske folketingsmedlem her. Video: Folketinget TV

Morten Messerschmidt (DF) var sent torsdag aften yderst kritisk over for det debuterende folketingsmedlem fra Grønland Aki-Matilda Høegh-Dam, som under sin ordførertale i Folketingets åbningsdebat talte for grønlandsk selvstændighed.

Under spørgsmålene til Høegh-Dam brugte Messerscmidt bl.a. den 22-årige grønlandske politikers fortid som Miss Danmark-deltager mod hende.

- Jeg forstår ikke ved ordførerens tale, hvorfor hun bruger fortiden til at ville fratage fremtidens generationer af grønlændere de privilegier, hun selv har nydt godt af. Som jeg forstår det, er ordføreren født i Hillerød, har læst på Københavns Universitet og har stillet op i en konkurrence, der hedder Miss Danmark. Altså har nydt godt af det, der er Danmark, lød det spydigt fra Messerschmidt.

Se også: Miss Danmark-model kommer i Folketinget

- Hvis ordføreren så inkarneret gerne vil have selvstændighed, hvordan harmonerer det så med, at hun har nydt godt af de frugter, som er Danmark, og hvorfor må fremtidige generationer ikke nyde de samme frugter.

Aki-Matilda Høegh-Dam svarede ikke direkte på den hårde kritik fra Messerschmidt, men understregede, at det ikke nyttede at benægte Danmarks kolonitid på Grønland.

- Jeg ved ikke, om selvstændighed ender med at at have en idé af, at vi bare vil lukke os af fra Danmark og resten af omverdenen. Jeg er enig i, at vi skal kende vores fortid for at udforme vores fremtid. Ved at benægte og fornægte kommer vi ikke videre.

Høegh-Dams tale blev også stemplet af DF's Søren Espersen som 'hadefuld', fordi Siumut-politikeren kræver en undskyldning fra Danmark. Noget, der ifølge Espersen 'aldrig kommer til at ske, hvis Dansk Folkeparti har noget at skulle have sagt'.

Forud var gået en en ti minutter lang tale, som gjorde stort indtryk på mange folketingspolitikere.

Særligt Danmarks rolle under tvangsfjernelsen af grønlandske børn i 1950'erne kastede barske ord af sig fra den 22-årige grønlænder, som udgør det ene af Folketingets to grønlandske mandater og repræsenterer partiet Siumut.

- Det starter med en fælles anerkendelse af vores forhistorie på godt og ondt. Det starter med en undskyldning. Den danske stat har haft en afgørende rolle på det eksperiment med grønlandske børn i 1950'erne, som modsat intentionen har gjort alvorlig skade på rigtig mange mennesker. Den undskyldning fortjener de levende fra eksperimentet, lød det fra Aki-Matilda Høegh-Dam, mens alvoren sænkede sig over åbningsdebatten, hvor stemningen ellers ofte kan være munter.

- Herunder er der også dem, som har oplevet skade af kolonimentaliteten, der har ført sig på familierelationer med forøget vold, alkohol, stofmisbrug, som desværre er blevet ført videre til de næste generationer. Til os, lød det fra det nyvalgte grønlandske medlem.

Talen fik Mette Frederiksen til personligt at takke Aki-Matilda Høegh-Dam efterfølgende, viser et tweet fra den grønlandske politiker.

Voldtægt, misrøgt, omsorgssvigt
Og fra talerstolen sagde statsministeren, at hun har svært ved at finde ord, når samtalen drejer sig om de grønlandske børn

- Jeg havde øjeblikke, da I var på talerstolen, hvor tiden gik i stå ... og børnene og Grønland. Jeg kan ikke finde ord for det, lød det i Mette Frederiksens opsamling på debatten sent torsdag aften.

- Det er noget mærkeligt noget, når der er en naturkatastrofe i Grønland, så rykker man ind med kæmpe beredskab. Når børn bliver voldtaget, misrøgtet, omsorgssvigtet, så snakker vi. Og jeg er glad for den alvor, der sænkede sig. Jeg er glad for, at vi taler så åbent om det nu.

- Det blev antydet i debatten, at den undskyldning aldrig ville falde. Så vil jeg gerne understrege nu, at jeg mener, den bør falde.

For lidt - for sent
Ekstra Bladet beskrev i denne uge, hvordan Mette Frederiksen bliver kritiseret for et utilstrækkeligt svar på problemerne i Grønland

En politirapport om de omfattende seksuelle overgreb mod børn i Tasiilaq på den grønlandske østkyst har sat fornyet fokus på de massive problemer med pædofili i landet.

Regeringen har svaret igen med en pengepose indeholdende godt fem millioner kroner til akut socialhjælp i byen. Men kritikere angriber beløbet for at være yderst utilstrækkeligt.

Mette Frederiksen er som statsminister øverste ansvarlige for rigsfællesskabet. Hun har dog ikke ønsket at udtale sig til Weekendavisen, som i fredags bragte de nye oplysningerom overgrebenes omfang.

Rapporten har udløst reaktioner som en 'national katastrofe' og en 'kulturel dødsspiral', efter rapporten har afsløret 191 anmeldelse om seksuelt misbrug af børn i byen med knap 3000 indbyggere i årene 2014-2018.

Da Ekstra Bladet besøgte Grønland sammen med statsministeren i august, var fokus på Donald Trumps kommentarer om at ville købe Grønland.

Samtidig afgav Mette Frederiksen et løfte om, at hun som selverklæret 'børnenes statsminister' personligt vil kæmpe ofrenes sag. Forbedringerne vil vi se inden for en kort årrække, lyder det.

- Du har sagt, du vil være børnenes statsminister. Det går jeg ud fra også gælder i Grønland. Vil vi se dig gå aktivt ind i den her sag og være med til at bryde nogle tabuer? Vil vi se dig gå forrest i den her kamp?

- Ja, det vil jeg gerne. Men det er klart, at det hele foregår på en respektfuld måde i forhold til det grønlandske samfund og den grønlandske befolkning. Det er den præmis, rigsfællesskabet står på. Men jeg har et godt samarbejde med Kim (Kielsen, selvstyreformand, red.). Og det skal vi bruge på børneområdet.

Se også: Mette F. til kamp mod pædofili i Grønland

 

442 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere