SF bejler til DF med kold skulder til Radikale

Pia Olsen Dyhr ser store perspektiver i samarbejde med DF frem for R, når det gælder den økonomiske politik

Ingen er uundværlig og da slet ikke Radikale Venstre. Det er budskabet fra SF-formand Pia Olsen Dyhr, der i disse dage er sammen folketingsgruppen til sommergruppemøde i Helsingør.

For selv om SF og Radikale Venstre sammen med Socialdemokratiet og Enhedslisten i juni nåede til enighed om et såkaldt forståelsespapir, ser SF fortsat anderledes på flere store politikområder end De Radikale, skriver Politiken.

Det drejer sig ikke mindst om den økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitikken, fastslår Pia Olsen Dyhr over for avisen.

På disse og andre områder ville det i SF-formandens øjne give god mening at se helt bort fra Radikale Venstre og i stedet søge samarbejde med Dansk Folkeparti.

DF kan nemlig 1:1 erstatte De Radikale i den parlamentariske matematik, da begge partier ved valget i juni opnåede 16 mandater, påpeger Pia Olsen Dyhr.

- Der er nogle steder i den økonomiske politik, hvor jeg ikke mener, at Morten Østergaard (R) skal have en afgørende stemme. På arbejdsmarkedsområdet vil jeg da hellere samarbejde med Dansk Folkeparti, end jeg vil samarbejde med Radikale Venstre, siger Pia Olsen Dyhr.

- Angående social dumping har jeg også tidligere oplevet, at DF er meget mere fornuftig at samarbejde med end De Radikale. Så der er nogle steder, hvor jeg vil sige, at det er oplagt at bruge andre flertal, siger Pia Olsen Dyhr til Politiken.

Hun nævner også pensionsområdet som et oplagt sted at invitere Dansk Folkeparti med i et samarbejde. Her proklamerede statsminister Mette Frederiksen (S) inden valget, at Socialdemokratiet ville give nedslidte ret til at gå tidligere på pension.

Det fik i første omgang opbakning fra Dansk Folkeparti, men siden trak partiet følehornene til sig.

De Radikale næstformand og politisk ordfører, Sofie Carsten Nielsen, betegner håndsrækningen fra SF til DF som "helt legitim". Hun advarer dog om, at en alliance med Dansk Folkeparti i radikale øjne vil få negative konsekvenser for både klimaet og børneområdet.

- Jeg tror, at virkeligheden vil ramme, og at vi ikke kommer nogen vegne med den grønne omstilling. Så går de ambitioner i stå, og så bliver det ikke børnenes tur, siger Sofie Carsten Nielsen.

- Hvis det for eksempel gælder arbejdsmarkedspolitik, social dumping, pension, så kan jeg se det. Men det kommer også an på, om DF vil være interesseret i at indgå i de her flertal. Det kan man jo godt blive lidt i tvivl om.

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere