SF: En skrottet PSO-afgift kan bremse grøn omstilling

Pia Olsen Dyhr (SF) frygter, at man uden PSO-afgiften neddrosler ambitionerne om vedvarende energi i Danmark

Formand for SF, Pia Olsen Dyhr, er bange for, at det vil gå ud over Danmarks omstilling til grøn energi, at regeringen har besluttet at afskaffe PSO-afgiften.

- Jeg er oprigtigt bekymret for, om det betyder, at vi dropper vores ambitioner om vedvarende energi i Danmark, siger Pia Olsen Dyhr.

Regeringens mål er, at Danmark i 2050 skal være uafhængigt af fossile brændsler som kul, olie og gas. Den omstilling går indtægterne fra PSO-afgiften til.

Afgiften opkræves i dag på forbrugernes elregning, men fremover skal finansieringen til den grønne omstilling findes på finansloven.

- Hvis vi sætter den på finansloven og finansierer den over indkomstskatten, bliver de her investeringer meget følsomme og kan blive et debatemne i hver eneste finanslovsforhandling.

- Jeg frygter også, at det kan blive en udfordring at holde investorerne til ilden og overbevise dem om, at Danmark er et land, der satser på grøn omstilling, siger Pia Olsen Dyhr.

Klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) forsikrer derimod, at udfasningen af fossile brændsler vil fortsætte.

- Jeg har ingen problemer med, at prioriteringen af den grønne omstilling også kommer til at indgå på finansloven på samme måde som prioriteringen af udbygningen af sygehuse, køb af kampfly og investeringer i den generelle infrastruktur, siger han.

PSO-afgiften betales af borgere og virksomheder og ventes at indbringe mellem syv og otte milliarder om året frem til 2020. Den er skruet sådan sammen, at hvis elprisen falder to øre, stiger PSO'en med én øre. Og stiger elprisen, falder PSO-bidraget.

Ifølge Børsen er regeringens plan for finansiering at hæve bundskatten, men Lars Chr. Lilleholt siger, at regeringen endnu ikke taget stilling, hvordan de manglende indtægter fra PSO-afgiften skal opvejes.

- Det vil vi tage i en drøftelse med Folketingets partier. Men det er afgørende for regeringen, at det ikke bliver dyrere at være dansker, og at det ikke bliver dyrere at drive virksomhed, siger Lars Chr. Lilleholt.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere