Ministre skal have en karens-periode på et år, før de kan skifte til et job inden for for deres minister-område.
Det kræver SF i et nyt udspil, som Enhedslisten bakker op, efter at der er strammet op i lande som Frankrig, Storbritannien og Spanien. Også EU-kommissærer skal have tilladelse, før de kan starte i et nyt job, anfører partiet.
Tidligere ministre bør i et år ikke have jobs i virksomheder, som de har ført tilsyn med eller har tildelt ressourcer og givet skattemæssige fordele.
Ingen tvivl om intentionerne
- Der må ikke være nogen som helst tvivl om, at vores ministre altid gør det, de mener er rigtigt og bedst for Danmark. Derfor skal vi sikre, at deres egne karriere-spring aldrig må give anledning til tvivl om deres intentioner, siger Jacob Mark, gruppeformand for SF.
Brian Mikkelsen blev i 2018 direktør i Dansk Erhverv efter flere år på posten som erhvervsminister. Syv måneder efter sin afgang som finansminister fik Bjarne Corydon et topjob i konsulentvirksomheden McKinsey.
Tidligere fødevareminister Karen Hækkerup blev direktør for Landbrug og Fødevarer 11 måneder efter sin afgang. Indimellem var hun justitsminister.
Det skal stoppes fremadrettet
- Vi har set både Brian Mikkelsen, Bjarne Corydon og Karen Hækkerup skifte til organisationer og virksomheder, som de har haft med at gøre i deres ministertid, siger Jacob Mark og fortsætter:
- Det har de været i deres gode ret til, men det vil vi gerne have stoppet fremadrettet, og det vil vores forslag forhindre, siger Jacob Mark.
- Hvorfor kun et år?
- Nu starter vi der, men vi ser gerne, at det kan udstrækkes til de to år i eftervederlagsperioden.
- Hvad skal der ske, hvis eksministre alligevel tager et job?
- Vi er indstillet på, at det skal kunne give en bøde, men jeg tror i øvrigt, at det vil blive respekteret, hvis et flertal i Folketinget har vedtaget det.
Socialdemokratiet: Vi kigger på det
Fra Socialdemokratiets gruppeformand lyder det, at man vil drøfte sagen.
- Vi er i forvejen i gang med at kigge på politikere og ministres vederlag og pensionsforslag, og i den sammenhæng har vi også haft det som et emne, vi skal se på. Og det er vi helt med på fra socialdemokratisk side, siger Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen.
Men mere konkret bliver Socialdemokratiets holdning desværre ikke rigtigt på trods af Ekstra Bladets mange forsøg på at få gruppeformanden til at uddybe.
- Så I går som udgangspunkt ind for forslaget?
- Nu tager vi en drøftelse af det. Det der jo er hele vores øvelse i den her sammenhæng; at rette forholdene for politikere og ministre ind så meget som overhovedet muligt efter almindelige gængse regler og arbejdsmarked og andet. Og der er vi enige om, at vi vil prøve at kigge hele vejen rundt. Derfor er det her også et emne, som vi vil se på, siger han.