SF og EL vil hellere have forebyggelse end bortadoptering

De to støttepartier taler for, at der skal sættes ind tidligere, men statsministeren vil bortadoptere flere

Tom, men smart nytårstale, lyder vurderingen fra Henrik Qvortrup. Video: Jan Sommer

SF-formand Pia Olsen Dyhr er mønstereksemplet på en mønsterbryder, da hun trods en hård barndom er blevet partileder i regeringens støtteparti.

Hun roser statsminister Mette Frederiksens (S) fokus på de mest udsatte børn, men advarer hende mod at fokusere for snævert på tvangsfjernelser og opfordrer hende i stedet til at satse mere på forebyggelse.

Mette Frederiksen talte i sin første nytårstale onsdag aften for at bortadoptere flere udsatte børn. Hun vil kort sagt tvangsanbringe børn på et tidligere tidspunkt end i dag. I dag er de fleste anbringelser frivillige.

Ramt dobbelt
Men Pia Olsen Dyhr løfter pegefingeren.

- De mest udsatte børn i Danmark bliver ramt dobbelt, når velfærden bliver for skrabet. Derfor skal vi investere i flere voksne i vuggestuer, mindre klasser i folkeskolen og et værdigt levegrundlag for de børn, der vokser op på kanten af samfundet.

- Det bør også være et fokus for børnenes statsminister, siger hun i en skriftlig kommentar.

Pia Olsen Dyhr savner også, at statsministeren tegner de store visioner op her ved begyndelsen af et nyt årti.

Det største tema
Børn var klart det største tema i nytårstalen, der også kort berørte klima, genforeningen med Sønderjylland i anledning af jubilæet i år og ganske kort ret til tidligere tilbagetrækning.

Enhedslisten mener, at det er uforståeligt, at børnefattigdom ikke bliver nævnt med ét eneste ord i statsministerens første nytårstale.

- Flere skal anbringes, og flere skal bortadopteres, siger statsministeren. Jeg synes, at hun har misforstået, hvad det vil sige at stille sig på de udsatte børns side. Målet bør være at gøre mere, gøre det rigtige og gøre det hurtigere, siger gruppenæstformand Peder Hvelplund (EL) i en skriftlig kommentar.

44 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere