De står sammen, når det kommer til at bekæmpe skattely, men nu er der intern splid i den røde blok på grund af støtte fra skattely.
Alternativet har nemlig modtaget partistøtte fra skattelyene Gibraltar og Luxembourg, og både Enhedslisten og SF vil nemlig have undersøgt sagen til bunds.
- Jeg vil virkelig opfordre Alternativet til med det samme at lægge alt frem, så alle kan se, om der er betalt skat af pengene eller ej, siger SF's politiske ordfører Karsten Hønge.
Også Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted kommer med en opfordring til Alternativet.
- De partier, der kæmper mod skatteundragelse skal selvfølgelig ikke på nogen måde selv været involveret eller bidrage til den slags, siger Pelle Dragsted.
- Jeg håber - og forventer - at Alternativet får undersøgt det her grundigt, så vi kan få frem, om det er rent i kanten, eller om der er problemer, lyder det.
Op til sidste folketingsvalg fik Alternativet et privat støttebidrag på 299.950 kroner til landsorganisationen og 150.000 kroner til en storkreds, som blev overført til Danmark fra de to skattely-lande Gibraltar og Luxembourg.
Det erkender partiets presseafdeling i en mail til Ekstra Bladet.
- Ville SF tage imod penge, der kom fra Gibraltar og Luxembourg?
- Vi ville have 100 procents garantier for, at det er regulært. Det er jo ikke i sig selv ulovligt, at der ligger en bank i Luxembourg, men vi ville ikke tage imod penge, hvor der kunne være en tvivl, fortæller Karsten Hønge.
Heller ikke i Enhedslisten ville man uden yderligere spørgsmål tage imod penge fra skattely-lande.
- Vi ville være opmærksom på at undersøge, hvorfor pengene kom fra de lande, der er kendt som skattely, siger Pelle Dragsted.
- Det er ærgerligt, hvis det viser sig, at Alternativet har modtaget penge, som på nogen måde har været unddraget Skat. Det er der ikke nogen der ved, men det forventer, at Alternativet nu undersøger til bunds og tager ved lære af, fortæller han.
Mystisk fond
Ifølge Alternativets officielle oversigt over privat partistøtte, så blev pengene doneret personligt af den meget diskrete danske rigmand og iværksætter Ditlev Bredahl, som bor i London med sin kinesiske hustru og to børn.
Ditlev Bredahl har et eller flere postboks-selskaber i skattelyet Gibraltar under navne som KickAss Capital og Danmai Limited.
Men ifølge Alternativets presseafdeling kommer pengene ikke fra de to nævnte selskaber men fra et foretagende, som hedder 'The Xi’an 2009 Trust'.
Til Ekstra Bladet oplyser Alternativet pr. mail, at pengene er kommet i to portioner fra Gibraltar og Luxembourg til en konto i Arbejdernes Landsbank i Danmark. Herfra er de blevet overført til Alternativets konto i Merkur Andelskasse.
SF: Alternativet er belærende
Alternativet har slået sig op på en ny politisk kultur, og den må nu stå sin prøve ifølge SF.
- Alternativet har tit en noget belærende pegefinger overfor alle andre partier, om at vi burde lave om på vores kultur og være politikere på nye måder, siger Karsten Hønge.
- Det kan der i et vist omfang være en pointe i, og derfor går jeg ud fra, at de med det samme lægger alt frem, som en del af deres politiske kultur, så alle kan gennemskue sagen, og hvorfor pengene skulle via Arbejdernes Landsbank.
Alternativets politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier er yderst fåmælt om sagen.
- Jeg er blevet briefet, men det er vores hovedbestyrelse, som udtaler sig. Det er fordi, pengene ligger hos hovedbestyrelsen, og det er hovedbestyrelsen, som har taget i mod pengene. Du skal have fat i vores formand.
- Uffe Elbæk har ellers udtalt sig om donationen i 2015?
- Ja, men ikke i dag. Der vidste vi ikke, at der givetvis var noget ved donationen, som ikke var helt rent i kanterne. Jeg ved bare, at vi har prøvet at undersøge det, og banken har bekræftet, at pengene oprindeligt kom fra de her to lande, som du nævner.
- Hvad mener I generelt om skattely-lande?
- Du kan jo læse vores finanslovsudspil fra sidste år. Der skriver vi, at vi gerne vil indhente nogle af de penge, som ligger i skattely. Skattely er ikke noget, vi går ind for. Ud over det har jeg ingen kommentarer, siger hun.
I Alternativets finanslovsudspil står bl.a. om skattely: 'Alternativet arbejde på at lukke huller for skattely ... Ved at tilføre ekstra ressourcer til Skat ønsker Alternativet at styrke kampen mod skattelyspekulanter'.
Vores ven i London
I 2015 gav Uffe Elbæk interview til Information om Alternativets to pengemænd; Urtekram-millionæren Ross Jackson og iværksætteren Ditlev Bredahl. Dengang sagde Alternativets stifter:
- Det er ikke et problem for os. Vi er rigtig glade for generøsiteten, og meget stolte af at stå sammen med Ross og Ditlev. Og så er det jo helt klart, at vi aldrig ville tage imod penge i den størrelsesorden, hvis ikke vi havde et værdifællesskab med dem.
I bogen 'Skjulte penge' forklarede Uffe Elbæk, at Ditlev Bredahl var partiets næststørste private sponsor - og at han kaldte ham 'vores ven i London'. En dag ringede Bredahl ud af det blå og tilbød at betale penge til Alternativet.
De to havde talt sammen i telefon to gange men udover det, så kendte Uffe Elbæk ikke meget til pengemanden fra London, fortalte partistifteren.
(artiklen fortsætter under boksen)
Alternativet skrive 'øv' Facebook og at de er kede af sagen. De tager dog gerne imod 'rene penge'.