SF: Omskæring er værre end at slå sine børn

SF vil opstille beslutningsforslag om mindstealder for omskæring af drengebørn. Det er en urgammel tradition, der er værre end at slå sine børn, lyder det fra partiet

Sundhedsordfører for SF, Kirsten Normann Andersen, mener omskæring af drengebørn er værre end at slå sine børn. Foto: Casper Dalhoff
Sundhedsordfører for SF, Kirsten Normann Andersen, mener omskæring af drengebørn er værre end at slå sine børn. Foto: Casper Dalhoff

En følelsesmæssigt betændt debat kommer med al sandsynlighed til afstemning i folketingssalen.

I et borgerforslag, der i skrivende stund har 39.409 underskrifter, kæmper stillerne for at få folketinget til at tage stilling til, om der skal indføres en mindstealder på 18 år for omskæring af raske drengebørn.

SF vil stille beslutningsforslag
SF har meldt ud, at hvis borgerforslaget ikke bliver fremsat i folketingssalen, så vil partiet selv fremsætte beslutningsforslaget om at indføre en aldersgrænse. Det meldte partiet ud i denne uge.

- Vi vil stille forslaget om en minimumsalder for omskæring af drenge. Straframme vil ikke fremgå af forslaget. Jeg tænker ikke så meget i sanktioner. Mere at få en debat om minimumsalder af hensyn til drengene med udgangspunkt i retten til selv at bestemme, om der skal ske ændringer på deres krop, siger SF's sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen til Ekstra Bladet.

- Forældrene gør jo kun det her, fordi de elsker deres børn. Men retten til at bestemme over egen krop, mener jeg, skal være til diskussion. Jeg har inviteret både de jødiske og muslimske miljøer til en dialog. Vi bliver nødt til at overveje, om man ikke kan finde nogle andre måder at gøre tingene på. At komme ind i det nye årtusinde og genoverveje om en urgammel tradition trænger til at blive revideret ganske alvorligt.

- Vi har jo også besluttet, at man ikke må slå børn, selvom det har været afgørende for nogle religioner, at dem man tugter, elsker man.

- Så du sammenligner rituel omskæring med at slå sine børn?

- Jeg synes faktisk, rituel omskæring er meget værre, men vi har jo før truffet beslutninger, som har med børns rettigheder at gøre, uden at det har givet kæmpe store problemer og uden diskussion af alvorlige sanktioner.

- Hvorfor er omskæring værre end at slå sine børn?

Omskæring af drenge

- Omskæring af en dreng er et kirurgisk indgreb, hvor forhuden på drengens penis skæres bort.

- Det kan ske af medicinske årsager, men er også kulturelt/religiøst betinget.

- Omkring en tredjedel af mænd er på verdensplan omskåret.

- Rituel omskæring er ikke forbudt ved lov i nogen lande ifølge Sundhedsstyrelsen.

- Det skønnes, at der foretages et sted mellem 1000 og 2000 rituelle omskæringer om året i Danmark.

- Mellem 2003-2010 har Patientombuddet behandlet 20 klagesager angående komplikationer i forbindelse med rituel omskæring. 11 af sagerne har modtaget kritik.

- Den rituelle/kulturelle omskæring tilbydes ikke i det offentlige sundhedsvæsen, og omskæringerne foretages derfor ofte på private lægeklinikker.

- Omskæring af piger er forbudt i Danmark.

Kilde: Sundhedsstyrelsen, 2013

- Fordi det er et indgreb, som aldrig kan laves om. Selvom jeg heller ikke kan fjerne de tæsk, som nogen har fået som børn, så er det trods alt ikke ændringer på kroppen.

- Det her vil betyde en kriminalisering af mindst 2000 forældre som et skøn, så hvordan vil I konkret forhindre omskæring?

- Det vil give sig selv. Jeg tror, der er mange uudtalte ønsker fra unge forældre, om at deres børn ikke skal omskæres. For det andet tror jeg, allerede det foregår i nogle miljøer, at man vælger omskæring fra. For mig at se skal det sammenlignes med, hvordan man håndterer revselsesretten.

- Det kunne jo så med den sammenligning være tvangsfjernelse?

- Ja, bortset fra man starter et andet sted. Med pædagogiske redskaber og dialog og alt muligt andet. Det tænker jeg også, skal være tilfældet i de her situationer.

- Men ligger der ikke implicit straf i et forbud?

- Jo selvfølgelig gør der det. Og det gør der jo også i forhold til revselsesretten. Når jeg sammenligner de to ting, er det for at sige, at det er meget sjældent, at man nødt til at gå til yderlighederne, når der skal gøres noget ved det, siger Kirsten Normann Andersen.

Regeringen har efter et lukket samråd i Sundheds- og Ældreudvalget i Folketinget fredag morgen meldt ud, at regeringen ikke vil forbyde omskæring.

Det siger den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen til DR Nyheder. Hans eget parti fritstiller dog partiet i en eventuel afstemning.

Det samme gør Liberal Alliance og Alternativet. Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten har endnu ikke taget endelig stilling. Socialdemokratiet og Radikale Venstre vil stemme imod indførsel af en aldersgrænse.

Institut for Menneskerettigheder: Danmark bliver ikke dømt for forbud

Debatten om en indførsel for mindstealder for omskæring har også medført en diskussion om, hvorvidt Danmark vil komme på kant med Den Europæiske Menneskerettighedsdomtstol.

Vicedirektør i Instituttet for Menneskerettigheder Louise Holck siger til Ekstra Bladet, at hun 'godt vil vove pelsen', og sige, at vi ikke risikerer at blive dømt ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

- Der er tale om et sammenstød af menneskerettigheder. På den ene side kan man som tilhænger af et forbud argumentere med barnets tarv først og fremmest. Som modstander af et forbud kan man med god grund argumentere ud fra religionsfriheden, der er en af de helt grundlæggende menneskerettigheder, siger Louise Holck.

- Så begge parter vil have gode menneskeretlige argumenter.

- Hertil kommer, at Menneskerettighedsdomstolen efter al sandsynlighed vil overlade beslutningen til Danmark, fordi det danske folketing er tættere på problemstillingen og derfor bedre til at træffe beslutning end internationale dommere i Strasburg.

- Men kan man ikke stadig sige, at det strider mod religionsfriheden, hvis man forbyder en religiøs gruppe at udføre et ritual, der er så centralt i deres religion?

- Jurister vil sige, at der er tale om et indgreb i religionsfriheden. Men den frihed er ikke absolut. Under visse omstændigheder kan en stat lave indgreb i religionsfriheden. Man vil her se på, om begrundelsen for indgrebet er legitim. At forbyde et operationelt indgreb på raske drengebørn, altså beskytte barnet, vil formentlig anses for legitimt og nok også proportionalt, hvilket også er et krav, forklarer Louise Holck.

Lige præcis den vurdering er også den, som instituttet har videregivet til folketinget, hvis de danske politikere skal tage stilling til indførsel af en mindstealder for omskæring.

Intet tyder på ro i Dansk Folkeparti

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.