SF siger stop for stopprøver: Ikke brug for flere test

Regeringen, DF og S er enige om at indføre sprogprøver i 0. klasse med den mulighed, at børn skal gå om.

Det bliver ikke med SF's gode vilje, at børn i 0. klasse fremover skal klare en sprogprøve for at rykke op i 1. klasse.

Derfor står SF uden for delaftalen om bekæmpelse af parallelsamfund på undervisningsområdet. Partiet er ellers med i de øvrige aftaler og forhandlinger om det ghettoudspil, regeringen præsenterede tidligere på året.

- Man skal ikke teste børn mere, end vi gør i dag, siger gruppeformand Jacob Mark (SF).

- Vi vil gerne sætte ind, hvis børn har sprogproblemer. Men at indføre stopprøver for seksårige børn, mener vi er den helt forkerte vej at gå.

Sprogprøverne skal ledsages af intensiv undervisning i dansk. Og klarer børnene dem ikke, kan de få ekstra undervisning i sommerferien og en chance for en ny prøve lige inden 1. klasse.

Men konsekvensen kan være, at nogle børn ikke rykker op.

- Det er altid svært at beregne det præcise tal for, hvor mange der kommer til at gå om. Men det handler om, at alle børn skal have en chance til, siger undervisningsminister Merete Riisager (LA).

- Når man starter i 1. klasse, skal man i gang med at lære at læse, skrive og regne. Der er desværre for mange børn, der starter på det forkerte ben.

Socialdemokratiets integrationsordfører, Mattias Tesfaye, opfordrer SF til at tilslutte sig aftalen.

Han fremhæver, at der følger mange millioner med til skolerne i tilknytning til de udsatte boligområder.

- Det er en luksusudgave af en 0. klasse, de her børn vil få, siger Mattias Tesfaye.

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere