Trusler, hærværk og afpresning er hverdagskost for en gruppe værtshusejere på Nørrebro i København. De plages af en gruppe unge drenge, der hævder, at sharialoven hersker på Nørrebro.
- For nylig kom nogle unge mænd ind på baren og råbte, at alle gæster skulle forlade stedet. De råbte så, at stedet tilhører dem, og at Nørrebro hører under sharia, så der ikke måtte drikkes alkohol, fortæller Heidi Dyrnesli ejer af Café Heimdal til Radio24syv.
Den udmelding får nu flere politikere på Christiansborg til at kræve, at politiet skrider ind.
Helt uacceptabelt
- Det er vanvittigt og helt uacceptabelt. Man kan stå i en situation, hvor man bliver groft chikaneret, ens forretning forsøgt ødelagt og hvor politiet ikke reagerer. Derfor skal ministeren i samråd om den her sag og svare på, hvad det her er for noget, siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod til Ekstra Bladet.
- Vi har tidligere hørt om lignende tilfælde med butikstyverier og andet, hvor vi fik at vide, at det var enkeltstående tilfælde. Men der tegner sig nu et generelt billede, og det skal vi have svar på, siger Peter Kofod med henvisning til sagen om Netto på Frederikssundsvej, der i starten af året blev udsat for chikane og tyveri af en drengebande.
Netto raseret af drengebander: 17-årig anholdt
- Det ser ud til, at borgerne gentagne gange står med problemer, uden at politiet slår ned på gerningsmændene, og derfor kan bøllerne fortsætte deres forretning og gøre livet surt for alle, fortæller Peter Kofod.
Han vil nu have, at politiet skrider til handling og stopper de drenge der forsøger, at indfører Sharia.
- Det går ikke, at de forsøger at håndhæve en eller anden form for sharia. Vi skal have politiet ud i hele landet, og vi skal have politiet til at slå ned på de her grupper. Vi skal have mindre snak og mere handling, siger han.
Værtshuse udsat for hærværk og afpresning: De råber, at 'Nørrebro hører under sharia'
Vi vil slå hårdt ned
De konservatives formand Søren Pape Poulsen, kræver også at både den ansvarlige minister og politiet skrider ind:
- Danmark skal og vil aldrig underlægge sig Sharia. Aldrig!
- Man skal være godt skør, hvis man tror, at danskerne har lyst til at adlyde Koranen blindt i stedet for at leve det frie liv med diskussion, videnskab og oplysninger, fællesskab og demokrati, skriver Søren Pape Poulsen onsdag morgen på sin Facebook.
- Vi har allerede valgt vores vej. Vi er ikke interesserede i at ændre den. Uanset hvad skyggedanmark producerer af overgreb og tilråb. Og vi vil slå hårdt ned på den slags adfærd. For den type mennesker skal ikke bestemme noget her, fortsætter han.
Unge hærger værtshus med brosten og kanonslag
Værtshusejer Birgitte Fischer, der ejer værtshuset, Mucki Bar, sammen med sin mand Mohammed Ahmed, fortæller, at bandemedlemmer fra området vil have mindst 60.000 i 'beskyttelsespenge'.
Birgitte Fischer og Mohammed Ahmed forklarer, at politiet ikke tager truslerne alvorligt.
- Politiet bør stå frem og sige, hvis politiet ikke kan magte opgaven. Det ville vi kunne forstå, for så ved vi, at de er ærlige. Men betjentene bliver ved med at sige, at vi skal ringe, hver gang, der sker noget. Vi skal ringe og anmelde det, men de gør jo ingenting ved det. For nylig ringede vi til politiet efter episoden med en cykel, der blev kastet mod ruden. Da politiet endelig kom, kørte de ned ad gaden, gik rundt om politibilen og kørte så igen, siger Mohammed Ahmed til Radio24syv.
Samtidig kan drengebanden få lov til at fortsætte deres hærgen.
- Den ene dag kommer de ind bare for at fortælle os, at de holder øje med os, og andre dage bliver der kastet cykler mod vores vinduer. Nogle gange optræder de maskerede, og alle er utrygge. Vi bliver bange, og særligt vores gæster synes, det er ubehageligt. For nylig blev der kastet en brosten gennem vinduet, mens der sad gæster ved bordet lige under vinduet. Brostenen kunne have ramt dem, og alt glasset splintrede jo indad mod gæsterne, fortæller Birgitte Fisher til Radio24syv.
Konflikten på Nørrebro og politiets manglende indsats har nu fået Søren Pape Poulsen til at bede den ansvarlige minister om en redegørelse.
- Det her er netop en af årsagerne til, at jeg har bedt ministeren redegøre for sager om beskyttelsespenge og lignende. Vi har behov for handling. Skyggedanmark spreder sig, og det skal stoppes! skriver han på Facebook.
Det skal vi have rettet op på
Hos lokalpolitiet på Nørrebro forstår politikommissær Peter Veje godt frustrationen hos værtshusejerne.
- Det skal vi have rettet op på, og jeg skal tage kontakt til vores kolleger i andre dele af politiet. Men vi har rigtig mange ting at tage os af på Nørrebro, og vi har kun de resurser, vi har, siger Peter Veje til Radio24syv.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Søren Pape Poulsen, men det har endnu ikke været muligt.