'Sindssygt' velforberedte borgere kæmper mod planlagt salg til kapitalfond

I aften beslutter politikerne på Frederiksberg, om kapitalfonden Angelo Gordon kan starte deres planer for byggeriet på Prins Henriks Skole. Indtil videre har politikerne mødt massive protester fra de 'sindssygt' velforberedte beboere

Arkivfoto: Martin Lehmann
Arkivfoto: Martin Lehmann

Har du oplevet, at en kapitalfond har overtaget din ejendom? Så vil vi gerne høre fra dig. Send en sms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til journalisten bag denne artikel.

Den udenlandske kapitalfond Angelo Gordons planer for Prins Henriks Skole bliver mandag aften afgjort i By- og Miljøudvalget på Frederiksberg.

Afgørelsen er blevet udskudt tre gange, og politikerne er blevet mødt af et massivt pres fra den velorganiserede beboerforening Bæredygtigt Frederiksberg, der kæmper for en grøn byhave i skolens baggård.

Torsten Rojas-Danielsen mener, at den nuværende skolegård skal laves om til en grøn byhave.
Torsten Rojas-Danielsen mener, at den nuværende skolegård skal laves om til en grøn byhave.

- Det er så dårlig en ide, at man ikke kan forestille sig, at der kan findes en god grund til at tillade det. Og det er der da heller ikke. For grunden er, at hvis ikke Angelo Gordon kan få lov til at bygge mere, kan de ikke tjene nok penge på projektet til, at de gider lave det, siger Thorsten Rojas-Danielsen, talsmand fra Bæredygtigt Frederiksberg og nabo til skolen.

Salget af den såkaldte franske skole var ellers forberedt igennem længere tid og lå lige til højrebenet.

Borgmesteren, Jørgen Glenthøj (K), og kommunens folk har siden 2012 holdt 59 møder om den franske skole, inden salget blev offentliggjort i juni 2018, fremgår det af en aktindsigt. Skolen blev angiveligt solgt til kapitalfonden for i omegnen af 230 millioner kroner.

Med i aftalen fremgik det, at kapitalfonden skulle udvide lokalplanen med 4.000 kvadratmeter og bygge cafeer, hotel og parkeringskælder.

Angelo Gordon har i år oprettet et såkaldt kommanditselskab med en c/o-adresse hos en advokat på Kalvebod Brygge. Selskabet er reelt ejet af en række folk fra Amsterdam, hvor Angelo Gordon har europæiske hovedkontor for ejendomshandler.

Angelo Gordon har hovedkontor i New York og har flere ledende medarbejdere med en baggrund fra Wall Streets investeringsbanker.

Angelo Gordon administrerer efter eget udsagn værdier for 28 milliarder dollars.

Skolen er stadig solgt til Angelo Gordon via et betinget salg – det vil sige med en klausul om, at hvis ikke Frederiksberg Kommune ændrer den gældende lokalplan i området, kan de trække sig fra projektet.

Siden den første plan er forslaget nu blevet barberet ned til en udvidelse på 1.700 kvadratmeter og en kontorbygning. Dermed er smertetærsklen nået for skolen, som er dybt afhængig af den høje kvadratmeterpris til at finansiere deres planlagte nye og større lokaler på Rolighedsvej på Frederiksberg.

Prins Henriks Skole har holdt til på Værnedamsvej siden 1970erne.
Prins Henriks Skole har holdt til på Værnedamsvej siden 1970erne.

Anders Torbøl, der er formand for bestyrelsen i Prins Henriks Skoles Ejendomsfond, som ejer skolebygningerne og de to matrikler på Værnedamsvej, siger:

- Politikerne har været udsat for et massivt lobby-arbejde fra beboergruppen. Hvis ikke politikerne godkender startredegørelsen (Et forstadie til en lokalplan, red.) kan vi være nød til at stoppe for vores planer om at bygge skole på Frederiksberg, siger han.

Men på trods af skolens historiske tilhørsforhold til Frederiksberg, mener Thorsten Rojas-Danielsen ikke, at det er kommunens opgave at hjælpe skolen.

-  Det er ærgerligt for skolen, men det er ikke Frederiksberg Kommunes rolle at hjælpe en privat skole ved at tillade spekulativ byggeri, siger han.

Velforberedte beboere
Rådmand på Frederiksberg Balder Mørk Andersen fra SF har også lagt mærke til den velforberedte 'kampagne', som beboerne har ført mod kapitalfondens planer. Han er selv blevet overbevist om, at skolens område ikke skal udbygges med mere end plus minus 1.000 kvadratmeter.

- Det er en gruppe borgere, der er sindssygt velforberedte, og jeg tror ikke at Venstre og de Konservative havde den rette politiske fingerspidsfornemmelse, da de fremlagde det her projekt, siger han og kalder aftenens afgørelse for 'en gyser'.

Kvarteret omkring Værnedamsvej bliver kaldt 'det lille Paris'.
Kvarteret omkring Værnedamsvej bliver kaldt 'det lille Paris'.

Planlagt aftale
Anders Torbøl mener, at skolen er blevet taget til fange i en politisk strid, der kan koste dem mange penge.

- Vi har hele tiden regnet med borgmesteren og kommunens opbakning til salget, siger han.

Netop opbakningen til projektet fra borgmesteren har været et centralt emne op til mødet mandag aften.

På Facebook har Balder Mørk Andersen omtalt et citat, der stammer fra den plan, skolen fremlagde for forældrene ved en generalforsamling i januar 2018. Her skriver skolen, ifølge Balder Mørk Andersen, at 'værdien af vores nuværende grund vil stige betragteligt tak til støtten fra Frederiksberg Kommune, der har forpligtet sig til at ændre lokalplanen'.

Balder Mørk Andersen mistænker dermed kommunens førstemand, borgmester Jørgen Glenthøj, for at have aftalt, at salget skulle gå igennem. Fra beboernes side spekulerer Thorsten Rojas-Danielsen i, at kommunen og skolen på forhånd havde lavet en aftale om salget.

- Det er altså betænkeligt, at skolens ledelse kaster sig ud i så omfattende et projekt og overtaler forældrene til at stemme for det, når lokalplansprocessen ikke engang er sat i gang. Med mindre at skolen har fået at vide fra politisk hold, at det her kunne køres problemfrit igennem det politiske system, siger han.

Anders Torbøl, der selv er medlem af den konservative hovedbestyrelse i Gentofte, kender ikke til nogen rævekage-handler. Han mener, at det skyldes en forvikling.

Formanden for By- og Miljøudvalget, Jan E. Jørgensen, skriver til Ekstra Bladet:

- De har naturligvis ikke en forhåndsaftale. Ellers ville den politiske behandling og høringsproces jo være helt overflødig. Vi hverken må, kan eller vil indgå forhåndsaftaler med nogen bygherre, hvis et projekt kræver ændringer af allerede vedtagne planer.

28 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere