Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har misbrugt et svar om trafiksikkerhed fra politiet og givet forkerte oplysninger til Folketinget i en følsom sønderjysk togsag.
Det mener tidligere transportminister Magnus Heunicke (S), som derfor har kaldt sin liberale efterfølger i samråd i Transportudvalget.
– Han har et gevaldigt forklaringsproblem, siger Magnus Heunicke, der ikke står alene med sin forbløffelse.
Heunickes to erfarne kollegaer i transportudvalget - tidligere transportminister Hans Christian Schmidt (V) og transportordfører Kim Christiansen (DF) - glæder sig begge til samrådet, som skal kaste lys over den spegede sag.
– Det er ikke en god sag. Det kan jeg lige så godt sige, lyder det fra Hans Christian Schmidt, som er valgt i Sydjylland og derfor ved, hvor vigtig sagen er for folk i Tønder Kommune, hvor den er opstået.
DF-ordfører Kim Christiansen har tidligere betegnet den liberale minister som arrogant og er ikke blevet mildere stemt.
– Enten har han dårlige folk omkring sig, eller også har han bare et lemfældigt forhold til sandheden. Det må vi finde ud af på samrådet. Det glæder jeg mig til, siger den erfarne DF-ordfører.
Sagen handler om nogle jernbaneoverkørsler i Sønderjylland, som Banedanmark vil nedlægge. Tønder Kommune og de lokale borgere er dybt bekymret over projektet, fordi de store, langsomtkørende landbrugsmaskiner bliver sendt ud på kæmpe omveje via en stærkt trafikeret hovedvej.
Derfor bad Transportudvalget Ole Birk Olesen om en redegørelse for sagen - hvilket han gjorde i et brev til Folketinget 3. maj.
’Politiet har været hørt og har godkendt projektet i henhold til færdselsloven den 24. november 2016’, skrev Ole Birk - og meddelte samtidig, at han ikke ville foretage sig yderligere. (artiklen fortsætter under billederne)
Men nu er et nyt brev fra Syd-og Sønderjyllands Politi dukket op. Her advarer politiet den 24. marts 2017 ud fra en ’trafiksikkerhedsmæssig vurdering’ mod at nedlægge to af overkørslerne. Det vil medføre ’stor risiko’ for trafikulykker, skriver politiet.
Altså stik modsat hvad der står i svaret fra Ole Birk til Folketinget.
– Når politiet i et brev til Banedanmark advarer mod projektet, hvordan kan ministerens svar så udlede, at politiet har godkendt det? Det er et godt spørgsmål, som jeg kan garantere dig, at vi gerne vil have svar på, siger Hans Christian Schmidt.
Magnus Heunicke understreger, at en minister skal svare sandt til Folketinget.
– Men hvis man ser det brev fra politiet, som nu er kommet frem. Så viser det jo det stik modsatte af, hvad Ole Birk oplyser til Folketinget. Politiet understreger klart, at forslaget medfører stor risiko for ulykker. Jeg har jo troet på, hvad transportministeren skrev til Folketinget. At politiet havde sagt god for projektet, men det er jo simpelthen ikke er sandt.
– Burde han kende det brev?
– Det er hans ansvar at sikre, at de oplysninger, som han skriver under på til Folketinget, er korrekte. Så må han få styr på sit system. Det er et vigtigt princip, og vi skal have fundet en sikker løsning i Sønderjylland, siger Magnus Heunicke.
Politiet afviser ministerens forklaring
Syd-og Sønderjyllands Politi kan ikke genkende transportministerens forklaring til Folketinget om, at de skulle have godkendt projektet, som sender store, langsomt kørende landsbrugsmaskiner ud på en stærkt trafikeret hovedvej.
Det fastslår Jan Schmidt fra Færdselspolitiets vejtekniske kontor i Aabenraa overfor Jyske-Vestkysten. Det svar som Ole Birk Olesen henviser til fra november 2016 handler om noget helt andet, forklarer Jan Schmidt, der har behandlet sagen.
– I november giver vi alene samtykke til de vejvendte afmærkninger, dvs. vigepligtstavler med mere. Dengang forelå der ingen oplysninger om konsekvenser for trafiksikkerheden på A 11 (stærkt trafikeret hovedvej). Hvis der havde været udsigt til, at der skulle traktorer og landbrugsmaskiner ud på vejen, havde mit svar været anderledes, siger han til avisen.
– Det er først, da vi bliver kontaktet af en landbrugsorganisation, at politiet bliver gjort opmærksom på de ændrede trafiksikkerhedsmæssige forhold på A 11, siger Jan Schmidt.
Derefter sendte politiet i marts et brev til Banedanmark med kopi til Vejdirektoratet, hvor der advares kraftigt mod dele af projektet af trafiksikkerhedsmæssige årsager.
Ole Birk: Beklagelig misforståelse
Det har ikke været muligt at få et interview med Ole Birk Olesen. Men i et mailsvar til Ekstra Bladet giver han medarbejderne hos Banedanmark og politiet ansvaret for fadæsen.
’Jeg noterer mig, at der tilsyneladende er sket en beklagelig misforståelse i kommunikationen mellem Banedanmark og politiet omkring nedlæggelsen af to jernbaneoverkørsler ved hovedvej A11. Jeg har derfor bedt Banedanmark sætte nedlæggelsen af overkørslerne i bero’, skriver Ole Birk via en pressemedarbejder:
'Jeg har derudover bedt Banedanmark, Vejdirektoratet og politiet i fællesskab sikre, at der ikke foreligger misforståelser omkring de resterende nedlægningsprojekter'.
Ole Birk erkender ny brøler: - Han tager ikke sit arbejde seriøst
Så stor er Ole Birks næse: Kan have sat forhandlinger tilbage
Ole Birk om notat: Jeg har ikke løjet