Skamridderne om det runde kulturbord

Det er enkelt. Det står filminstruktør Thomas Vinterberg frit for at udleve sin trang til at være ’venligboer’ og invitere nogle flygtninge til at bo hjemme hos sig selv.

Instruktøren kan dertil arbejde for, at eksempelvis halvdelen af de næste ti års støttetildeling i dansk film i stedet anvendes til at hjælpe flygtninge.

Arh, nu bliver du både urimelig og personlig, så simpelt er det ikke, vil nogle indvende. Men det er det. Modsat atomvåbentruslen eller mellemøstkonflikten er den største flygtningestrøm siden Anden Verdenskrig et problem, hvor man med et smukt engelsk udtryk kan ’put your money where your mouth is’. Altså ikke bare snakke, men også handle, gøre sine ord til virkelighed, stille sit offentlige jeg i vater med sit private jeg.

Som bekendt ’skammer’ Vinterberg sig ’over Danmark’. Specifikt over dansk flygtningepolitik.  Og han fandt præsentationen af sin nye film, ’Kollektivet’, på filmfestivalen i Berlin var den rette anledning til at lufte sin skam.

'Kunstner skammer sig over dansk udlændigepolitik’ har i et par årtier været et udbredt tema.

Sofie Gråbøl har lige gjort det samme i en engelsk avis. Kgl. skuespilchef, Morten Kirkskov, har skrevet en hel kronik om, at Danmark nu kan skrives ind i fascismens annaler. Og gennem årene har antallet af kunstnere, der erklærer sig skamfulde eller nedkalder skam over andre i forbindelse med flygtningedebatten holdt et pænt højt snit. For nylig erklærede tidligere DR dramachef, Ingolf Gabold, tillige, at hans dramavirke har været en hemmelig mission mod ikke mindst dansk nationalisme og fremmedfobi, og at han var ’et dialogmenneske’. Hvorpå han forlod et radiostudie, da han ikke skulle nyde noget af en dialog med DF’s kulturordfører.

’Nationaldigter’ Benny Andersen kundgjorde for år tilbage, at han nu hellere ville være ’mellemfolkelig end folkelig’, fordi han ’skammede’ sig over, at politiet havde ryddet en kirke på Nørrebro for irakiske flygtninge, og at 60 procent af danskerne fandt rydningen i sin orden. En begivenhed, der i øvrigt afstedkom en støttekoncert på Rådhuspladsen med de ’humane’ stemmer i dansk rock, som fik tusinder af tilskuere på pladsen til at række ’hænderne i vejret for anstændighed’.

Det mest interessante ved Vinterbergs udsagn er således ikke dets indhold. Ej heller dets valør eller mangel på samme. Instruktørens begrænsede indsigt og faktamangel på området bragte ham i argumentationsproblemer hurtigere, end Dansk Folkeparti kan hejse Dannebrog. For hvor skal pengene komme fra? Yndlingen Sverige synes jo dertil at føre samme politik som Danmark. Og er flygtningepolitik virkelig en følelse, Hr. instruktør, er det ikke snarere en handling?

Thomas Vinterberg udstiller i virkeligheden hermed et paradigmeskifte i dansk kultur. En gammel mekanik med, at kunstnere altid omkostningsfrit har kunnet øge deres kulturkapital ved at udskamme de, der tager ansvar, fordømme de, der handler, synes lykkeligvis på retur.

Mekanikken knytter sig til en forestilling om kunstnere som de gode mennesker, som ægte mennesker, hvis følsomhed gør dem til sandsigere i etiske og moralske dilemmaer. Forestillingen er ikke overraskende tydelig i segmenter og medier, der ser kunstens udbredelse og indflydelse som en viser for, om der er godt vejr på demokratibarometret. Eksempelvis blandt filmjournalister at dømme efter klapsalverne ved Vinterbergs pressemøde.

Men dansk kunst og kultur har vel næppe nogensinde – Yahya Hassan ufortalt - stået så stille i så lang tid, som det har været tilfældet de seneste årtier. Dets greb i offentligheden, i samfundsdebatten, synes ikke eksisterende. Det er ikke herfra idéer og opsigtsvækkende tankevirksomhed kommer længere.

Det synes endog internationalt. Med et forsimplet billede er kultur og kunst gået fra Madonna til Lady Gaga på 25 år. Tidligere definerede den på mindre end den halve tid hele samfundsomvæltninger - tænk 50'ernes og 60'ernes film, kunst og musik.

Det sidste kvarte århundrede har givet os kulturforandringer som Internettet, Google, mail, mobiler m.m. - udviklet af tekniknørderne, der har været de virkelige rock'n'rollere. Den nye teknologi har tilsyneladende blot skærpet et nostalgisk kultursyn: Øjeblikkelig adgang til alle gamle billed-og lydoptagelser fremelsker en næsten tvangsmæssig genoplivning af gamle yndlinge på nye platforme. Sjældent opleves nyt, der ikke synes at være en coverversion af noget, vi har oplevet før.

Thomas Vinterberg er med sit ’skammer-udsagn’ vel netop derfor lige præcis en coverversion. Han optræder ikke ligefrem med originalt materiale. Han gør det med en udtrådt kulturpolitisk kliché-schlager.

Instruktøren diverterer med et nummer, hvis omkvæd har haft meget airplay gennem tiderne samt toppet hitlisterne engang. Et skifte er som nævnt sket. Det spiller ikke mere. Nu erklærer masserne på diverse debatforaer, at de skammer sig over den skammende instruktør.

Thomas Vinterberg er uddannet fra en af de dyreste uddannelser i Danmark – Filmskolen. Han har fået mange millioner i støtte over årene til sine film. Også med prisværdige udfald. Det har fundet sted, som den slags skal. Betingelsesløst. Kald instruktøren utaknemlig og arrogant, døm hans opførsel uværdig, han har naturligvis sin ytringsfrihed som alle andre. Vinterberg forkaster ikke sig selv kunstnerisk med sine holdninger.

Man må bare håbe, filmen er mere kvalificeret.

51 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere