Skandale i Skat har kostet milliarder: Direktører slipper for fyring

En direktør og en underdirektør skal til tjenstlige samtaler, men ingen stilles til ansvar for, at manglende kontrol med udbytteskat har kostet danskerne 12,3 milliarder kroner

Foto: ritzau/Philip Davali
Foto: ritzau/Philip Davali

Sagen om manglende kontrol med udbytteskat har kostet de danske skatteydere milliarder af kroner. Ifølge Skat er der foregået formodet svindel med udbytteskat for 12,3 milliarder kroner i perioden 2010-2015.

Men ingen embedsmænd kan stilles til ansvar for den svigtende kontrol med skatteydernes penge.

Det konkluderer en advokatundersøgelse foretaget af advokatfirmaet Bech-Bruun.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er tilfreds med konklusionen.

- Rapporten bekræfter billedet af en dybt, dybt ulykkelig sag, hvor kriminelle er lykkedes med at snyde fælleskassen for et kæmpe beløb, siger Karsten Lauritzen.

Se også: Svindlede med udbytteskat: To venner idømt 11 års fængsel

Undersøgelsen konkluderer ligesom Rigsrevisionen tidligere har gjort, at der var problemer med kontrollen i Skat og med Skats it-systemer.

Skatteministeriets tilsyn med Skat var heller ikke godt nok, mens svindlen stod på, konkluderer undersøgelsen.

Skatte-Sven: Absolut ingen kontrol
Dermed bekræfter undersøgelsen det billede af forholdene i Skat, som den mangeårige medarbejder Sven Jørgen Nielsen gav i retten, hvor han 7. december blev dømt seks års fængsel for svindel med udbytteskat.

Ifølge Sven Jørgen Nielsen var der reelt ingen kontrol med udbetalingerne, hvis udenlandske personer eller selskaber søgte om refusion af udbytteskat. Baseret på falske oplysninger og fiktive dokumenter kunne milliarder af kroner derfor strømme ud af Skats kasse til bagmænd i udlandet.

Alligevel kan en lang række embedsmænd i Skatteministeriet og Skat drage et lettelsens suk.

Advokatundersøgelsen finder nemlig ikke grundlag for, at der indledes sag om 'disciplinært eller ansættelsesretligt ansvar' mod nogen.

En direktør og en underdirektør i Skat skal dog til tjenstlige samtaler for at afklare forløbet fra modtagelse af de første oplysninger om mulig svindel frem til udbytterefusionen blev stoppet.

- Jeg har fra starten ønsket, at vi kommer til bunds i sagen. Nu gennemfører Skat tjenstlige samtaler som anbefalet i rapporten. Næste skridt er, at justitsministeren drøfter det videre forløb på baggrund af redegørelsen med Folketingets partier, siger Karsten Lauritzen.

Et eldorado for svindlere

Ingen kan stilles til ansvar for den svindel med udbytteskat, der fandt sted fra 2010 til 2015. Det konkluderer en ny advokatundersøgelse.

Få et overblik over sagen her:

* Skat anmeldte i august 2015 skattesnyd med udbytteskat for omkring 6,2 milliarder kroner til Bagmandspolitiet. Siden har Skat flere gange opjusteret beløbet, som nu er oppe på 12,3 milliarder kroner.

* Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent. Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden de har ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.

* I december 2016 vedtog et bredt flertal i Folketinget at iværksætte en uvildig advokatundersøgelse af forløbet omkring formodet svindel med udbytteskat for 12,3 milliarder kroner i perioden fra 2010 til 2015.

* Advokatundersøgelsen finder blandt andet: Skats kontrol med udbytteskat var utilstrækkelig, der var usikkerhed om ansvarsområderne, it-systemerne fungerede ikke tilfredsstillende og Skatteministeriets tilsyn var ikke godt nok.

* En række embedsmænd i både ministeriet og Skat er blevet vurderet, men advokatundersøgelsen "finder ikke grundlag for, at der indledes sag om disciplinært eller ansættelsesretligt ansvar mod de pågældende."

* Skats konstituerede direktør, Merete Agergaard, har dog på baggrund af undersøgelsens anbefaling besluttet at gennemføre tjenstlige samtaler med en direktør og underdirektør.

* I sommeren 2017 nedsatte Folketinget en undersøgelseskommission, der skal granske en række af Skats skandalesager. Det blev samtidig besluttet, at advokatundersøgelsen om udbytteskat kan blive inddraget i kommissionens arbejde.

* En række tiltag skal for at dæmme op for problemet omkring udbytteskat. En ny enhed skal stå for udbetaling af alle anmodninger om refusion. Der skal gennemføres målrettet kontrol og øgede dokumentationskrav, og en analyseenhed skal reagere på atypiske udbetalinger.

Kilder: Skatteministeriet, Skat, advokatfirmaet Bech-Bruun, Ritzau.

120 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere