Alternativet er kommet i stridt modvind, efter at sager om seksuelle krænkelser har ramt partiet.
Der er uddelt en skriftlig advarsel til en ledende medarbejder for uprofessionel og seksualiseret optræden over for underordnede eller partimedlemmer.
Derudover blev en ansat i partiet fyret, efter at et ungt medlem havde haft en grænseoverskridende oplevelse med den ældre medarbejder på Christiansborg efter en fest. Den pågældende blev imidlertid hurtigt genansat i et Alternativet-projekt i udlandet, inden det så igen var slut med ansættelsen i partiet.
Alternativet skrider til handling: Nye oplysninger om sex-sager
Nu kan Ekstra Bladet imidlertid fortælle, at den anklagede for seksuelle krænkelser var slet ikke var færdig med Alternativet, selv om han tidligere var blevet præsenteret for en fyreseddel af partiets ledelse.
Efter jobbet i udlandet på Alternativet-projektet søgte han nemlig også en toppost i år angående kommunalvalget, oplyser den tidligere forperson i Alternativet København, Trine Hertz.
- Vi modtog en ansøgning (fra den sex-anklagede, red.) om at blive kampagnechef for kommunalvalget i København i februar, siger Trine Hertz.
Fyret efter sex-anklager: Blev genansat af Elbæks højrehånd
Persona non grata
Den sex-anklagede var ellers persona non grata i partiets daglige ledelse på Christiansborg, men efter ansøgningen lød der anderledes positive ord fra andre af partiets nøglepersoner. Det gjaldt blandt andet partiets pressechef Magnus Haslebo, som har et særdeles tæt forhold til Uffe Elbæk.
- Jeg spurgte bestyrelsen og spidskandidaten til ansøgeren. Spidskandidaten og nogle fra bestyrelsen - heriblandt Magnus Haslebo - var positivt stemt og talte varmt om ham, fortæller Trine Hertz, der trak sig fra topposten i København i august.
Den sex-anklagede valgte at trække sin ansøgning samme dag, som han skulle til samtale, så han fik aldrig jobbet. Den daværende formand ved ikke hvorfor.
Ekstra Bladet har spurgt Magnus Haslebo samt partiets spidskandidat i København, Niko Grünfeld, hvornår de blev bekendt med sexanklagerne mod den fyrede medarbejder. Men det har ingen af dem ønsket at oplyse.