Skatteboss indrømmer: Problem-firma arbejdede for mig derhjemme

Firmaet, som sendte uorganisede litauiske håndværkere til departementschefens sommerhus, udførte opgave i hans private hjem allerede i efteråret

Departementschef i Skat, Jens Brøchner, får lavet sommerhus af arbejdere fra Lithauen. Fotograf: Anthon Unger

Departementschef i Skatteministeriet udtrykte enorm overraskelse, da Ekstra Bladet afslørede uregistreret østeuropæisk arbejdskraft i hans sommerhus i Rørvig.

Men byggeopgaven på sommerhuset er ikke den eneste, som det problematisk firma VK-Byg Aps har udført for Jens Brøchner.

Det erkender han i en redegørelse over for skatteminister Morten Bødskov (S), som er blevet oversendt til Folketinget.

'Jeg kan oplyse, at jeg i efteråret 2019 indhentede to tilbud på udførelsen af en mindre opgave i min ejerbolig,' lyder det.

Jens Brøchner oplyser, at opgaven i hans hjem kostede 17.000 kroner  og at opgaven gik til et firma med dansk CVR-nummer, som ligeledes stod for den noget dyrere tilbygning i hans sommerhus.

Dette firma hedder VK-Byg Aps.

Det var bare ikke håndværkere fra VK-Byg Aps, som Ekstra Bladet mødte i departementschefens sorte træhus i Rørvig i januar.

De fortalte, at de arbejdede for det litauiske firma UAB Lauvista. Og de to håndværkere havde få dage tidligere sågar oplyst over for lokale 3F'ere, at de var aflønnet med 'money in the hand'.

Tavs depchef
Ekstra Bladet ville derfor gerne have spurgt Jens Brøchner, hvilke håndværkere VK-Byg Aps sendte ud til hans private hus allerede i efteråret 2019, da departementschef ifølge hans egen redegørelse første gang entrerede med firmaet, som er ejet af litaueren Virginijus Kicas. En mand som Jens Brøchner ifølge eget udsang kun har kommunikeret med på engelsk.

Men Jens Brøchner har ikke ønsket at besvare et eneste spørgsmål om de nye oplysninger i sagen, som blandt andet har kostet ham en kraftig irettesættelse fra skatteminister Morten Bødskov og bred politisk kritik fra Christiansborg.

Dermed er det uklart, hvorvidt departementschefen også i efteråret - mens arbejderne altså gik i hans private hjem - glemte at følge Skats egne anbefalinger til at undgå sort arbejde og bad om dokumentation for registrering i RUT, ansættelseskontrakter samt håndværkernes forklaring på, hvilket firma de reelt arbejde for?

Ekstra Bladet ville også gerne vide, om det var de samme håndværkere, som arbejdede i hans sommerhus og i den private pragtvilla i Hellerup.

'Tak for din henvendelse. Vi har ikke yderligere kommentarer end det, der fremgår af den oversendte redegørelse,' lyder det eneste svar fra Skatteministeriets presseafdeling.

Håndværkerne overnattede i Brøchners sommerhus mens de anlagde terasse. Foto: Anthon Unger
Håndværkerne overnattede i Brøchners sommerhus mens de anlagde terasse. Foto: Anthon Unger
 

SF: Hullet bliver dybere
Fra regeringens støtteparti SF lyder et krav om, at departementschefen forklarer sig.

- Det er på tide, han kommer frem til overfladen og giver sig til kende og fortæller, hvad omstændighederne har været, siger Karsten Hønge

- Han må sandsynliggøre, om han har været blind og døv? Eller om han har undersøgt det, og synes, at tingene var i orden. Dét man forlanger af andre, det må man gøre selv, fortsætter den politiske ordfører, der selv er tidligere 3F'er.

- Jeg synes, han er ved at grave et stort hul til sig selv. Det her lægger sig ovenpå den anden sag fra sommerhuset. Hullet, han står i, bliver større.

Karsten Hønge påpeger, at departementschefen skulle have styr på, hvem han havde hyret - og så selvom opgave var mindre end udbygningen i sommerhuset.

- Det er nok til, at han har været i dialog med firmaet. Så må man få et indtryk af, hvem man samarbejder med, siger han.

Allerede i 2013 advarede Mette Frederiksen (S), som dengang var beskæftigelsesminister, mod at stole på firmaer blot fordi de har dansk CVR-registrering.

- Derfor opstår der stadig flere fiktive danske virksomheder med en såkaldt CVR-registrering, men hvor alle medarbejderne er udenlandske. Simpelthen så de kan undgå kontrol fra myndighederne, sagde hun.

Litauere: Vi har mødt skattechef

Husk nu at bede om dokumentation for korrekt registrering, når der er tale om udenlandsk arbejdskraft.

Sådan lyder rådet på skat.dk, hvis almindelige danskere vil 'undgå sort arbejde'.

Departementschefen i Skatteministeriet, Jens Brøchner, stillede dog hverken spørgsmål eller krav om dokumentation, da han mødte de to litauiske håndværkere i sommerhuset mellem jul og nytår.

Det oplyser håndværkerne, da Ekstra Bladet besøgte dem ved sommerhuset, hvilket departementschefen bekræfter.

- Han var her ved juletid, hvor han gik lidt rundt, men vi talte ikke rigtig med ham, fortæller den ene håndværker på engelsk.

Dermed handler departementschefen stik imod, hvad arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholtz ville have gjort.

- Jeg ville selv som privatperson sikre mig, at der er overenskomstmæssig løn, og at de overholdt de forhold, som ligger i lovgivningen med blandt andet registrering, fortæller han.

Ingen garanti mod sort arbejde

Ekstra Bladet interviewede sent tirsdag den 21. januar 2020 Jens Brøchner om de mistænkelige forhold ved renoveringen af hans sommerhus.

Her kan du læse hele interviewet

- Jeg mener, jeg indgår en kontrakt med en dansk virksomhed. Jeg får anbefalet en lokal dér, hvor jeg bor fast, og regner så med, at virksomheden lever op til de forhold, der er.

- Når jeg kigger på det tilbud - jeg har søgt lidt omkring - så ser det fornuftigt ud. Det er ikke billigt på nogen måde. Og det forudsætter, at den pris kan dække ordnede vilkår, matrialer. Og at alt foregår efter bogen.

- Da jeg bliver opmærksom på, at der er en udfordring, så opsiger jeg kontrakten.

- Hvornår?

- Det sker i fredags. Jeg kan ikke leve med, at der ikke er styr på tingene.

- Hvordan bliver du opmærksom på det?

- Der får vi et tip.

- Hvordan skal det forstås?

- Jeg får nogen, der siger det. Nogen uderfa.

- De fortæller, at vi har været på besøg?

- Nej, de siger, at der måske er nogle problemer med den virksomhed, som jeg entrerer med. Det overrasker mig.

- Jeg har entreret med VK-Byg, som er en danskregistreret virksomhed med cvr-nummer osv. Jeg kender intet til den litauiske entreprenørvirksomhed, som I skriver om. På ingen måde.

- Du har været oppe og møde de håndværkere.

- Jeg har været der mellem jul og nytår.

- Ja, præcis. Overvejede du ikke at spørge, hvem de var ansat af?

- Det gjorde jeg ikke. I dag er jeg ærgelig over, at jeg ikke har været mere grundig.

- Hvem har du talt med i VK-Byg?

- Direktøren.

- Virginijus Kicas?

- Ja. For at være helt ærlig over for jer, det er jeg i alle sammenhænge, så er det min kone, som har haft kontakten til ham. Der  har været et møde, hvor vi har tegner i for hold til, hvad vi gerne vil have.

- Men burde du i din stilling ikke har spurgt de ansatte for at være 100 procent sikker, hvilket firma og forhold de arbejder under?

- Jeg mener, jeg har forsøgt at leve op til reglerne. Jeg har kontrakt, jeg har betalt faktura, jeg har moms på og så videre. Jeg synes ikke prisen i tilbuddet lå mærkeligt langt ift. det, der var sammenligneligt. Faktisk lidt dyrere. Men det er svært lige at sammenligne. På den måde mener jeg, at jeg har sikret mig at man kunne aflønne på ordentlige vilkår.

- I din tid har man strammet op om reglerne blandt i forhold til RUT-registret- På jeres egen hjemmeside kan man se, hvordan man undgår at sidde i den klemme du sidder i nu. Her lyder anbefalingen blandt andet, at man skal gøre noget så simpelt som at spørge håndværkerne 'må jeg se din kontrakt'. Hvorfor har du ikke gjort det?

- Min kone har understreget, at der skulle være styr på tingene. Jeg ærgrer mig i dag over, at jeg ikke har dykket det ekstra skridt ned og sikret mig, at der var styr på det.

- Hvilken konsekvens mener du selv, at det her skal have?

- Konsekvensen er den, at jeg med det samme jeg får nys om, at der ikke er styr på tingene, så opsiger jeg kontrakten.

- Det er den eneste konsekvens?

- Jeg har ikke grundlag for at have yderligere konsekvenser i forhold til virksomheden. Nu har jeg fået en advokat på, der skal sørge for at holde styr på de der ting.

- Jeg tror ikke, der er nogen, som er mere ærgerlig over den her sag end mig. Det er jeg enormt ked af.

- Hvad så når almindelige danskere bliver knaldet for et eller andet ift. skat, kan de slippe med at sige, at de er ærgerlig?

- Jeg tror ikke, der er noget med at slippe her. Den regel, der er som privat dansker - som jeg har forsøgt at leve op til -  det er, du har en kontrakt, som du betaler med moms på. Det er virksomheden, der har ansvaret for skiltet og sort arbejde og så videre. Der er ikke noget juridisk i forhold til at jeg ikke har levet op til gældende lovgivning. Det er virksomheden, som i givet fald har problemet.

- Jeg taler om et moralsk ansvar.

- Jeg er super, super ærgerlig over den her sag.

- Kan du garantere, der ikke er udført sort arbejde på din grund?

- Jeg går meget op i, at reglerne er overholdt. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at der ikke er udført sort arbejde.

- Til 3F siger håndværkerne, at de får ’money in the hand’. Når Ekstra Bladet spørger, hvordan de bliver lønnet, så vil de ikke svare. Hvad siger du til det?

- Jeg har ikke nogen kendskab til det, og hvis jeg havde, så kan jeg selvfølgelig ikke leve med det. Med det samme jeg får kendskab, så opsiger jeg kontrakten.

- Gør du dig ikke dummere, end du selv er?

- Jeg er så ærgerlig over den her sag, og hvis jeg havde vidst, at jeg kunne komme i en situation, hvor der var usikkerhed om det her, så havde jeg selvfølgelig kigget lidt mere ned i det.

- Tror du, at en almindelig dansker var sluppet af sted med at være ærgerlig?

- Med det samme jeg bliver opmærksom på, at der kan være et problem, så opsiger jeg kontrakten. Jeg indgår en kontrakt med et dansk firma, momsregistreret og med cvr-nummer, jeg forsøger at se om tilbuddet er rimeligt. Jeg har fået vedkommende anbefalet, som en der leverer et fint stykke arbejde. Jeg har ingen grund til at tro, at tingene ikke er i orden.

- Vedkommende, som I har kommunikeret med, er dog fra Litauen.

- Jeg går ikke op i, hvor folk kommer fra. Jeg går op i, om vi følger reglerne, og jeg har ikke haft nogen grundlag for at tro, at han ikke har gjort det.

- Hvordan kommunikerede I?

- Vi kommunikerede på engelsk.

- Der kunne jo ringe en alarmklokke om, at alt måske ikke er helt efter bogen, ved at de overnatter i dit sommerhus.

- Jeg får en forespørgsel fra virksomheden, om de har mulighed for at overnatte i sommerhuset. Det er jo praksis i anden sammenhæng, som der nogen gange er for at få det gjort, og det indvilger jeg i.

- Betalte de leje?

- Nej. Jeg har ikke skænket, om der er et problem ifølge gældende regler, hvilket jeg kan forstå, at der heller ikke er.

- Hvis håndværkere skulle overnatte i mit kolonihavehus, så ville jeg godt nok finde ud af, hvem de var.

- Jeg havde ikke noget grundlag for at tro, at tingene ikke var i orden.

- Hvis du havde stillet et spørgsmål, bare et enkelt spørgsmål om, hvem de arbejdede for, så havde de svaret UAB Lauvista, som de har sagt til Ekstra Bladet og 3F. Det ville da få alle alarmklokker til at ringe, når det ikke det dem du entrerer med.

- Jeg entrerer med VK-Byg, og mit udgangspunkt er, at han har haft styr på tingene, og jeg har ikke haft noget grundlag for at tro, at han ikke har haft styr på tingene.

- Synes du selv, du har været naiv i den her sammenhæng?

- Jeg er super, super ærgerlig over den her sag.

- Har du været for naiv?

- Hvis jeg kunne gøre det om, så ville jeg gøre det. Så havde jeg mere grundig.

- Har du været for naiv?

- Det synes jeg ikke, for jeg føler, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at sikre mig, at tingene var i orden.

- Hvis du har gjort, hvad du kunne, så vil jeg gerne vide, hvad du stillede af spørgsmål og krævede af dokumentation indtil den dag, hvor de går i gang med arbejdet?

- Udgangspunktet for mig er, jeg får anbefalet virksomheden. Det er et dansk firma med cvr-nummer.

- Men hvad stiller du af spørgsmål og kræver af dokumentation, inden de går i gang?

- Det er min kone, som har samtalerne, også i forhold til, at der skal være styr på tingene, og der er ikke nogen indikation på, at der ikke er styr på tingene.

- Hvorfor ikke være 100 procent sikker, i stedet for ikke at stille spørgsmål?

- Hun spørger, som vi har gjort med alle håndværkere, og siger, at der skal være styr på tingene, regning med betaling digitalt og med kontrakt.

- Hvad spørger I om?

- Det er det samme i forhold til, om der er kontrakt og med faktura, som skal betale digitalt.

- Vil du fremlægge dokumentation for, at der ikke er udført sort arbejde på dit sommerhus?

- På det forelæggende grundlag er der intet, der tyder på, at der er nogle uregelmæssigheder, men jeg kan ikke garanterer, at der ikke er noget.

- Har ministeren bedt om en tilbundsgående redegørelse?

- Jeg har orienteret ministeren om sagen, og det gjorde jeg i fredags.

- Hvad kræver han af dig?

- Han kræver, at jeg tager de nødvendige skridt, som der er, og det første jeg gjorde, var at stoppe arbejdet. Det gjorde jeg i fredags. Efterfølgende har jeg sagt, at jeg ikke kan leve med den usikkerhed, som der er, og så har jeg opsagt kontrakten, og jeg vil bede andre om at udføre arbejdet.

- Hvorfor har I ikke meldt det ud? Hvorfor først når Ekstra Bladet kommer med sagen?

- Jeg får et tip fredag om, at der kan være problemer, og så stopper jeg arbejdet og opsiger kontrakten. Jeg føler, jeg gør, hvad der er nødvendigt.

- Du har jo betalt en faktura, og du kan så ikke garantere, at nogle af de penge er gået til sort arbejde.

- Jeg har en faktura, som jeg har betalt inklusiv moms. Hvad virksomhed VK-Byg, og hvad der ellers er, det har jeg ikke noget kendskab til. Jeg er nok den i det her rum, nok også i Danmark, som er mest ked af den her sag.

- Jeg gik op i, at det blev lavet ordentligt, og at håndværkeren gjorde det, som vi havde aftalt.

- Vil du dokumentere, at der ikke er udført sort arbejde?

- Jeg kan jo ikke desværre dokumentere, i alle ender og kanter, at der ikke er sort arbejde.

- Du kan vel kræve det fra den virksomhed, som du har indgået kontrakten med.

- Han har sagt – i forhold til korrespondance med min advokat – at der ikke er noget at tale om.

- Har du lavet en kontrakt, hvor der står, at virksomheden skal overholde alle regler?

- Der må jeg sige, at jeg skulle have været mere grundig. Men vi har indskærpet mundtligt, om at det skal foregå efter gældende regler. Sagen kommer bag på mig. Jeg har ingen interesse eller motiv i, at der ikke er styr på tingene. Det kan jeg jo heller ikke i min position. Så kan man sige: Skulle jeg have gjort noget mere grundigt, og der må jeg nok anerkende i dag, at det burde jeg nok have gjort.

MERE OM JENS BRØCHNERS BYGGESAG

Jens Brøchner erkender, at der skulle have været et skilt på hans grund, så alle og enhver kunne se, hvad der foregik. Foto: Anthon Unger Dansk politik - 25. jan. 2020 - kl. 07:44 Skattechefs 'egen lov' blev brudt i hans sommerhus

Departementschef i SKAT, Jens Brøchner, får lavet sommerhus af arbejdere fra Litauen. Foto: Anthon Unger Dansk politik - 23. jan. 2020 - kl. 20:18 Mere rod hos Skats topchef: Søger pludselig om byggetilladelse

Departementschef i SKAT, Jens Brøchner, får lavet sommerhus af arbejdere fra Litauen. Foto: Anthon Unger Dansk politik - 23. jan. 2020 - kl. 08:08 Dummere end Skat tillader

Jens Brøchner erkender, at der skulle have været et skilt på hans grund, så alle og enhver kunne se, hvad der foregik. Foto: Anthon Unger Dansk politik - 22. jan. 2020 - kl. 07:23 Skatte-topchef erkender: Bryder lov mod sort arbejde på grund

Dansk politik - 21. jan. 2020 - kl. 20:57 Skattechef afsløret: Det kan jeg ikke leve med

Ommer: Myndigheder kræver flere svar fra departementschef i byggesag. Dansk politik - 4. feb. 2020 - kl. 07:39 Ups! Departementschef glemte skur i haven

 

133 kommentarer
Vis kommentarer