Skatteministeriet advaret 117 gange

117 gange. Så mange gange har advarsler tikket ind til Skatteministeriet

Morten Bødskov er den nuværende skatteminister. Foto: Jens Dresling
Morten Bødskov er den nuværende skatteminister. Foto: Jens Dresling

Siden 2016 har Skatteministeriet modtaget 117 advarsler om mangelfuld kontrol på en lang række forskellige områder af sin egen vagthund, Skatteministeriets Koncernrevision.

Det skriver Berlingske, som er kommet i besiddelse af flere revisionsrapporter.

Ifølge avisen peger advarslerne blandt andet på dybe huller i kontrollen med milliardstore områder som selskabsskat, punktafgifter, bilimport og told.

De 117 advarsler er "røde" advarsler. Det er den mest alvorlige kategori og et udtryk for "en væsentlig svaghed", der kan få "store konsekvenser" - eksempelvis ved tabte skatteindtægter for statskassen.

Advarslerne i rapporterne er ikke blevet delt med Folketinget siden 2016, selv om forskellige skatteordførere har spurgt ind til dem.

Forklaringen har været, at Rigsrevisionen, der står for kontrollen med statens regnskaber, formelt overtog den interne revision af Skatteministeriets område i begyndelsen af 2016.

Advarslerne er dog så alarmerende, at rapporterne burde være blevet delt med Folketinget. Det mener Peter Skærbæk, professor i revision ved CBS.

- Der er ingen tvivl om, at de mest alarmerende af rapporterne, der eksempelvis peger på risikoen for tabte skatteindtægter eller lovbrud fra Skattevæsenets side, er alvorlige og naturligvis har relevans for Folketinget, siger han til Berlingske.

Efter en henvendelse fra Berlingske oplyser skatteminister Morten Bødskov (S), at Skatteministeriet efter vinterferien vil dele rapporterne med Folketinget.

Han siger, at beslutningen om ikke at dele rapporterne ligger før hans tid som skatteminister. Han har dog ingen grund til at tro, at den tidligere regering ikke har forsøgt at tage hånd om de udfordringer, der nævnes i rapporterne.

Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) forsvarer beslutningen om ikke at dele rapporterne med, at det ikke ville have løst nogen problemer.

I stedet blev der ifølge ham lavet den praksis, at når der var et problem, så ville det blive præsenteret for forligskredsen.

De seneste år har skatteområdet været ramt af store problemer. Blandt dem kan nævnes fejlagtige ejendomsvurderinger, refusion af udbytteskat og inddrivelsessystemet EFI.

Ifølge Berlingske har problemerne samlet kostet statskassen et tocifret milliardbeløb.

I dag er hele skattevæsenet langsomt ved at blive genopbygget. Det koster milliarder af kroner.

361 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere