Skeletterne vælter ud af skabet: Flere belastende oplysninger om Holst-spindoktor

Mails og sms'er leverer flere belastende oplysninger i sagen Carl Holsts spindoktor

Ekstra Bladet sendte live tidligere. Få seneste nyt i sagen her

Det fortsætter med at vælte frem med belastende oplysninger om Carl Holsts skattebetalte spindoktor.

Carl Holst har hidtil hårdnakket afvist, at hans spindoktor Christian Ingemann Nielsen har ført valgkamp for ham på skatteborgernes regning. Under folketingsvalgkampen var Christian Ingemann Nielsen ansat i en kommunikationsfunktion i Region Syddanmark.

Se også: Skattebetalt valgkamp: Ny mail belaster Holst

Nu viser flere mails til og fra DR Syd, at Carl Holst i flere tilfælde brugte sin nuværende særlige rådgiver Christian Ingemann til at forberede sig til politiske valgdebatter i radioen.

Op til en valgdebat på P4 Syd bad Carl Holst direkte Christian Ingemann afklare emnerne i debatten og finde ud af hvem de politiske modstandere var.

Se også: Ny mystik om Holsts spindoktor: Partifælle undrer sig

Stod for korrespondance
Carl Holst var ellers kontaktet direkte på mail af DR Syd. Men efterfølgende lod Carl Holst Christian Ingemann stå for mailkorrespondancen.

Det fremgår af flere mails mellem DR Syd og Christian Ingemann op til debatudsendelsen, hvor Christian Ingemann blandt andet spørger til emnerne.

Over for Ekstra Bladet har Holst ellers slået fast om Ingemann, at ‘han var ikke min bistand i valgkampen. Det var ikke det, han var ansat til'.

Se også: Holsts forklaring vakler: CV belaster forsvarsministeren

'Smart Velfærd'
Desuden har Holst holdt fast ved, at Christian Ingemann har været ansat i forbindelse med det regionale projekt 'Smart Velfærd'. 

- Hans opgave var at arbejde med 'Smart Velfærd' og betjene direktionen. Og det var det, han gjorde, har Holst sagt til Ekstra Bladet.

Men en sms sendt til TV2/Fyn får også den forklaring til at vakle.

Interview gennem Ingemann
Den 8. oktober 2014 bad den daværende regionsformand om, at stationens journalister lod alle ønsker om interviews gå gennem Christian Ingemann Nielsen.

'Må jeg foreslå for fremtiden, at ønsker om interview sker ved kontakt til Christian Ingemann. Christian har adgang til min kalender og kan tage imod besked om formål, ramme , vinkel osv. for interviewet', skrev Carl Holst til TV 2/Fyn.

- Efter den besked gik vi altid til Christian Ingemann Nielsen, når vi havde brug for en kommentar eller et interview med Carl Holst, siger TV2/Fyns politiske redaktør Jesper Buch.

Christian Ingemann ønsker ikke at kommentere sagen. Ekstra Bladet håber at få en kommentar fra Carl Holst.

73 kommentarer
Vis kommentarer