Skipper: Afskaf automatisk fri i pinsen

Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper vil afskaffe alle kristne helligdage. Fridagene skal i stedet hedde noget andet og måske ligge på andre tidspunkter

Du har forhåbentlig fri i morgen, selvom det er mandag.

Det skyldes den kristne helligdag anden pinsedag, men står det til Enhedslistens nye politiske ordfører Pernille Skipper, så skal du i fremtiden måske på arbejde, som du plejer om mandagen. Enhedslisten går nemlig ind for at afskaffe alle kristne helligdage.

- Lønmodtagerne skal ikke have mindre fritid, vi skal nærmere den anden vej, men ja vi vil mene, at man skulle kalde dem (kristne helligdage, red.) noget andet og måske lægge dem på andre tidspunkter, så vi reelt fik adskilt stat og religion, siger Pernille Skipper til Ekstra Bladet.

Holdningen til helligdagene er dog ikke en politik, der står højt på Enhedslistens dagsorden.

- Vi har ikke stillet noget forslag om at ændre navne eller tidspunkter for helligdagene. Og det har vi heller ikke nogen planer om at stille. Den slags vil vi ikke bruge hverken tid eller kræfter på.

- Vi bruger vores tid på at arbejde for ordentlige forhold, mere fritid til de mange børnefamilier, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen og arbejdspladser til dem, der er ramt af arbejdsløshed, siger Pernille Skipper.

Ikke automatisk fri
I dag er det pinsedag, og højtiden falder altid præcis 50 dage efter påske. Det skyldes, at Jesu 12 disciple samledes præcis 50 dage efter hans opstandelse. Det var her, helligånden ifølge den kristne tro kom til disciplene, og gjorde dem i stand til at tale og forstå alle sprog.

Det betød, at de nemmere kunne sprede den kristne tro ud i verden og fortælle alle mennesker om Jesu. Men der er ingen grund til, at vi i dag har automatisk fri på grund af en enkelt religion ifølge Enhedslisten.

- Enhedslisten går ind for et sekulært samfund, så vi synes, at stat og kirke skal adskilles. Det er faktisk lidt vildt, at Danmark ikke har adskilt stat og kirke allerede.

- Jeg ville nok kalde feriedagene noget andet end kristne helligdage, siger Pernille Skipper.

Forslag fra Radikal Ungdom
For ti dage siden var det Kristi Himmelfart, hvor danskerne også havde fri på grund af den kristne kalender. Der foreslog Radikal Ungdom at afskaffe helligdagene.

- Det er ikke til at forstå, hvorfor kristne koryfæer skal bestemme over alle danskere. Mange støtter jo ikke op om folkekirken, så hvorfor skal de tvinges til at fejre, at Jesus liv på jord sluttede for 2000 år siden, sagde landsformand Victor Boysen til Ekstra Bladet.

Kristi himmelfartsdag ligger 40 dage efter påske og 10 dage før pinse. Den falder altså altid på en torsdag, og det sker i en hyldest til, at Jesus efter sin opstandelse for til himmels. En hyldest, som ifølge Radikal Ungdom, ikke skal finde sted på kommando år efter år.

- Jeg forstår ikke, hvorfor Netto skal være lukket i dag, fordi det alene er en mærkedag i den kristne religion, og derfor foreslår vi at afskaffe de kristne helligdage, så danskerne selv kan bestemme, hvornår de vil holde ferie, sagde han.

Se også: Derfor fejrer vi Store bededag

Thorning ville også droppe helligdage
De danske helligdage har før været i centrum. Helle Thorning-Schmidt foreslog i sin tid som statsminister, at man sløjfede helligdage, så danskerne kunne arbejde mere.

Det var en del af de berømte 12 minutter mere på arbejde i trepartsforhandlingerne, og blandt andet store bededag var i spil.

Se også: Fagbosser før trepart: Vi skal under ingen omstændigheder arbejde mere

Radikal Ungdom vil dog ikke sløjfe de 12 helligdage om året for at få danskerne til at arbejde mere. Fridagene skal blot hedde noget andet og ligge på tidspunkter, som chefer og ansatte kan blive enige om.

- Jeg synes, at arbejdsmarkedets parter sammen skal finde ud af, hvornår det giver mening at holde fri. Det kan være, at man kunne lave en forårsferie eller omkring nytår.

Se også: Påsken skal måske flyttes

Ok med samme dage
- Men hvad nu hvis parterne så bliver enige om at holde fri samme dage, som vi har helligdage i dag?

- Så ville det være fint, hvis folk har lyst til at holde ferie der, og ikke fordi Jesus kom ned fra himlen eller steg til himmels, sagde Victor Boysen.

- Kristendommen er jo en del af kulturarven, og den står også i grundloven. Burde det ikke være den kalender, som vi følger?

- Stod det til mig, så adskilte vi også stat og kirke, og i praksis har kristendommen en stor hjemmebanefordel, så der er brug for reel religionsfrihed og religionslighed.

- Jeg tvivler på, at der er mange danskere, som bruge sjælelig energi på at fejre de her helligdage, så jeg tror, at folk er klar til at skrotte helligdagene, siger Victor Boysen.

Se også: Du burde have haft fri i dag - se hvorfor

781 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere