Skipper erkender: Svært at være muslim i Enhedslisten

Næsten race-rent? Partiets nye hovedbestyrelse og kandidat-liste afslører kæmpe integrations-problemer i Enhedslisten

Pernille Skipper tror ikke på, at kvoter løser partiets problemer med at få valgt folk med anden etnisk baggrund. Foto: Rumle Skafte
Pernille Skipper tror ikke på, at kvoter løser partiets problemer med at få valgt folk med anden etnisk baggrund. Foto: Rumle Skafte

Enhedslisten kæmper normalt højlydt for mere mangfoldighed og bedre integration af etniske minoriteter. Det står ligefrem i deres principprogram.

Men partiet kan ikke selv finde plads til personer med med mellemøstlig eller muslimsk baggrund til væsentlige tillidsposter - og dermed adskiller Enhedslisten sig ikke meget fra Dansk Folkeparti på det område.

Det afslørede Enhedslistens årsmøde som sluttede i eftermiddag - og partiets nye spidskandidat Pernille Skipper erkender, at der er et stort problem.

- Jeg lægger mig fladt ned, siger hun, og det kan man læse mere om længere nede i artiklen.

Se også: Skipper napper Johannes sikre kreds

Som hos DF
Den nyvalgte hovedbestyrelse består udelukkende af folk med navne, der lige så godt kunne have været fundet i medlemskartoteket hos Dansk Folkeparti.

Og på den nyvalgte liste med 21 kandidater til Folketinget finder man kun en person med mellemøstlig baggrund.

Nemlig dansk-kurdiske Midia Tayyeb. Hun er nummer 19 og uden nogen realistisk chance for at blive valgt på grund af Enhedslistens opstillingsform.

Partiet har i dag 14 mandater i Folketinget - og står i de aktuelle målinger til at gå et frem, hvis der var valg i morgen.

Tror ikke på kvoter

- Pernille Skipper, I er meget optaget af integrations- flygtninge- og indvandrerpolitik. I har på årsmødet uddelt en pris for et særligt flygtningeinitiativ. Men når man kigger på jeres nye opstillingsliste til Folketinget, så er det meget svært at finde nogen med muslimsk eller mellemøstlig baggrund, som har nogen chance for at blive valgt?

- Ja.

- Der er enkelt med kurdisk baggrund, Midia Tayyeb, som er nummer tre i Østjyllands storkreds. Det gav ikke valg sidst?

- Og så er der Victoria (Risbjerg, red.) Velásquez. Hun har latinamerikansk baggrund (dansk far, red.)

- Men nu er det især folk med mellemøstlig og muslimsk baggrund, der bliver diskuteret i forbindelse med integration og flygtninge. Hvordan kan det være, at I nærmest er et racerent parti på det område?

- Det synes jeg heller ikke, at vi er. Men der er ingen tvivl om, at vi har nogle rekrutterings-udfordringer, som både går på at skabe rum til etniske minoriteter og rum til kvinder. Vi har stadig heller ikke en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder i vores folketingsgruppe, selvom vi hele tiden taler om det. Heller ikke med den nye liste.

- Så det er jeres medlemmer, som ikke vil have dem ind?

- Det fejler jo allerede, når man ser på, hvem der stiller op. Det er ikke sådan, at etniske minoriteter bliver frasorteret i vores afstemninger. Tvært i mod. Dem som stiller op får fine valg, når jeg husker tilbage. Men det handler om at skabe nogle vilkår, der gør, at de får lyst til at være med i det daglige politiske arbejde og stille op.

- Hvis man ser på det seneste folketingsvalg, så var det jo et tilbageskridt for folk med indvandrerbaggrund.  Ser man på jeres nye liste, så står Midia Tayyeb som nummer 19 ud af 21. Der skal jo ske et mirakel, hvis hun kommer ind?

- Nej synes du ... Det er jo et spørgsmål om medlemmernes afstemning. Det kan jeg ikke afgøre.

- Men hvad mener du om det?

- Jeg tror, hun har en strålende fremtid for sig i Enhedslisten. Hun er rigtig dygtig. Men jeg kan jo ikke ændre på medlemsdemokratiet. Vores udfordring er ikke, at nogen bliver stemt fra. Men at sørge for at flere får lyst til det.

- Nu er I blevet et stort parti. Integration og asylpolitik er virkelig noget, der fylder hos jer. Men dem, det handler om, vil ikke være med hos Enhedslisten?

- Vi har masser af medlemmer med anden etnisk baggrund.

- Men der sidder bare ikke særlig mange herinde i salen (til årsmødet, red.)?

- Der er nogle forhold, som gør, at vi har kæmpe udfordringer med at involvere etniske minoriteter i vores parti. Men uanset hvor meget vi stiller os i frontlinjen for en anstændig behandling af flygtninge. Så vil du aldrig kunne finde et sted, hvor vi siger, at integration er nemt.

- I er gået ind for kvindekvoter i erhvervslivets bestyrelser?

- Jo, det har vi også i vores egen hovedbestyrelse,

- Kunne man ikke også lave etniske kvoter?

- Det kunne man godt arbejde med på den ene eller anden måde.

- Men er det noget, du går ind for?

- Det skal vi finde ud af i vores parti. Men det er en udfordring, vi arbejder med.

- Men hvad mener du selv?

- Det ville ikke hjælpe noget lige nu. Det svære er at få dem til at stille op. Ikke at få dem valgt ind.

- Men hende på listen med mellemøstlig baggrund har jo ingen chance for at blive valgt ind?

- Jeg lægger mig fladt ned. Vi har kæmpe udfordringer med at få mennesker med anden etnisk baggrund til at stille op. Og det vil kvoter ikke afhjælpe.

- Kvoter kunne måske tiltrække nogle flere?

- Det tvivler jeg nu på. Men jeg er ikke afvisende over for, om vi en dag kommer dertil. 

Se også: Enhedslisten lover bod og bedring efter millionunderskud

Se også: Johanne vil teste Thulesen Dahl og Mette F

228 kommentarer
Vis kommentarer