Skolebestyrelser skal tage større ansvar for inklusion

Skolebestyrelser skal sikre rammerne for, at der er plads til alle i folkeskolen, siger forældreorganisation

Skolebestyrelserne skal tage større ansvar for, at alle elever bliver inkluderet i folkeskolen.

Det siger formand for forældreorganisationen Skole og Forældre Mette With Hagensen, efter at en ekspertgruppe har fremlagt dens eftersyn af inklusion i folkeskolen.

- Jeg kan sige helt klart, at skolebestyrelserne er parat til at tage større ansvar for inklusion, siger Mette With Hagensen.

Ekspertgruppen konkluderer, at inklusion fungerer bedst på de skoler, hvor skolebestyrelsen har lavet retningslinjer for, hvordan man skaber et rummeligt fællesskab.

Derfor anbefales det, at alle skolebestyrelser laver principper for, hvordan inklusionen kan foregå. Og det bakker Mette With Hagensen op om.

- Det er helt rigtigt set af ekspertgruppen, at fokus skal flyttes fra at inkludere et enkelt barn med en diagnose, til at skolerne generelt skal stræbe efter at skabe rummelige fællesskaber, hvor der er plads til alle, siger Skole og Forældres formand.

For pædagogernes formand, Elisa Bergmann, er opskriften på bedre inklusion, at man styrker samarbejdet mellem lærere og pædagoger.

- Der er kommet mange pædagoger over på skolerne efter skolereformen, og de har fået en langt større rolle i børnenes skoledag, men pædagoger og lærere arbejder ikke nok sammen om børnene, siger Elisa Bergmann.

- De arbejder til tider i skiftehold på grund af besparelser ude i kommunerne, og så får vi jo ikke gevinsten af det tværfaglige samarbejde, lyder det fra Bupl-formanden.

Hun fremhæver Københavns Kommune som et godt eksempel, når det handler om inklusion.

Kommunen har besluttet, at der skal være inklusionspædagoger på alle kommunens skoler, og det er ifølge Elisa Bergmann vejen frem, hvis inklusionen skal lykkes.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere