Skolevalg 2015: Sådan stemte teenagerne

Blå blok løb med en suveræn sejr ved Skolevalg 2015. Men det skal man ikke tolke for meget på, mener lektor i statskundskab

Ungernes eget nyhedsprogram UltraNyt sendte to timers live-tv fra afgørelsen på Skolevalg 2015. Her ses værterne Pernille Rudbæk og Tommy Zwicky på Christiansborg foran de nyhedshungrende, unge journalister. (Foto: DR)
Ungernes eget nyhedsprogram UltraNyt sendte to timers live-tv fra afgørelsen på Skolevalg 2015. Her ses værterne Pernille Rudbæk og Tommy Zwicky på Christiansborg foran de nyhedshungrende, unge journalister. (Foto: DR)

Venstre sejrede suverænt blandt landets 8. og 9. klasser, hvor partiet fik 27 procent af stemmerne og blev landets klart største parti ved skolevalg 2015. Samlet fik blå blok 105 mandater, mens rød blok måtte nøjes med 74.

Alligevel skal de borgerlige slå koldt vand i det blå blod.

Det vurderer lektor og Ph.d. på institut for statskundskab på Syddansk Universitet Klaus Levinsen.

- Man kunne udlægge det som om, at vi har en kommende liberal ungdomsgeneration på vej. Det er muligt, men alligevel skal det tages med temmelig mange forbehold. Det kommer også an på, hvordan partierne har promoveret sig på de medier, som de unge benytter.

- Det tyder dog på, at de liberale partier har været mest synlige i de unges bevidsthed, men man skal være meget varsom med at tolke på resultatet, siger Klaus Levinsen.

Han peger desuden på, at unge kan være mere påvirkelige, når de skal træffe deres valg, og derfor kan klassekammeraterne også have haft en indflydelse, når krydset skulle sættes.

- Det kan have været klasseeffekter. Hvis der er en opinionsleder i en skoleklasse eksempelvis, kan det være, at mange i klassen har stemt det samme. Vi ved det ikke, men det er noget, man kan undersøge, siger Klaus Levinsen.

Samtidig kan de unge også være påvirket af den folkelige opinion, hvor blå blok i meningsmålingerne i lang tid har været foran rød blok.

- Hvis der i den generelle befolkning er en tendens mod højre og den borgerlige lejr, kan man have en hypotese om, at den slår ekstra stærkt igennem i forhold til ungdommen, så de bliver et termometer for, hvordan den politiske opinion ser ud, siger Klaus Levinsen.

Næste skolevalg finder sted i 2017.

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen