Skred fra LA: Nu rækker overborgmester hånden ud til Kaule

Overborgmester Frank Jensen inviterer Lilian Parker Kaule med til budgetforhandlinger, efter hun forlod Liberal Alliance

Lilian Parker Kaule fortæller om epsioden, der fik hende til at forlade LA. (Video: Camilia Soltani)

Det har været en turbulent uge for politikeren Lilian Parker Kaule, der i weekenden meldte sig ud af Liberal Alliance.

En lang række stridigheder med partifællen Lars Dueholm kulminerede, da Kaule højlydt brokkede sig over Dueholms beslutning om at bruge 1,25 millioner skattekroner på at opføre en glasskulptur i Ørestad, hvor han selv bor.

Lilian Parker Kaule blev efterfølgende 'straffet' ved ikke at måtte udtale sig til pressen eller deltage i budgetforhandlinger i Københavns Kommune, hvorefter hun tog beslutningen om at forlade partiet.  Men nu er den 28-årige politiker alligevel blevet inviteret med til budgetforhandlingerne af Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).

- Det er lidt paradoksalt, at det var budgetforhandlingerne, som Lars Dueholm forsøgte at holde mig væk fra, men at det så ender med, at jeg får lov til at være med som løsgænger, siger hun til Ekstra Bladet.

- Glasskulpturen er blevet et monument for mig om at stå fast ved sine overbevisninger, siger Lilian Parker Kaule. (Foto: Mogens Flindt) Dansk politik - 24. aug. 2015 - kl. 18:33 Strid i LA: Her er skulpturen der fik politiker til at skride

Inviterer borgerne med
Lillian Parker Kaule blev glad for invitationen, som hun er fast besluttet på at få mest mulig politisk indflydelse ud af. Derfor har hun booket et lokale på Rådhuset, hvor hun inviterer alle danske borger med til en 'budget workshop'.

- Det vigtigste ved budgetforhandlinger er, at borgernes skattepenge går til de rigtige områder og ikke til politikernes prestigeprojekter. Men jeg kan jo ikke vide alt om, hvad der er galt i Københavns Kommune, så jeg har brug for, at borgerne giver en tilbagemelding i forhold til, hvad de synes, pengene skal bruges til, siger hun.

Så hvis borgerne har en holdning til, hvordan pengene i Københavns Kommune skal bruges i 2016, skal de møde op på Københavns Rådhus, og så tager Lilian Parker Kaule forslaget med til budgetforhandlingerne.

Politisk forandring
Selvom Overborgmester Frank Jensen rækker hånden ud til Lilian Parker Kaule, står hun fast på, at hun ikke vil skifte parti. Hendes fokus ligger et andet sted:

- Jeg vil prøve at skabe så meget forandring i politik som muligt. Den her episode har lært mig, at politiske beslutninger alt for ofte bliver truffet i små lukkede cirkler i partierne. Den tendens vil jeg gerne gøre op med, siger hun.

I første omgang er hun dog bevidst om, at hun bliver nødt til at forholde sig ydmygt.

- Da jeg takkede Frank Jensen, sagde han til mig, at jeg skulle huske at agere ordentligt og lade være med at tweete fra forhandlingerne. For ellers ryger jeg ud på røven, siger hun.

Lars Dueholm ses her under sit besøg hos Dovne Robert på Ekstra Bladet TV. (Foto: Ekstra Bladet) Dansk politik - 24. aug. 2015 - kl. 15:21 LA-boss erkender: Jeg rettede Wikipedia

57 kommentarer
Vis kommentarer