Skrev fupbrev om udbytteskat til medanklaget ven: - Det var bare for sjov

Den tidligere skattemedarbejder, tiltalt i sagen om bedrageri med udbytteskat, har svært ved at forklare to dokumenter fundet under en ransagning i hans lejlighed

Den tidligere skattemedarbejder, Sven Jørgen Nielsen, der er tiltalt i sagen om svindel med udbytteskat for 37,4 millioner kroner, har svært ved at komme med gode forklaringer på to dokumenter, som politiet har fundet under en ransagning i hans lejlighed i Helsingborg.

Specialanklager Stig Fleischer har under afhøringen af Sven Jørgen Nielsen i Retten i Glostrup fremlagt de to dokumenter.

Det ene er et officielt udseende brev fra Skat stilet til den medtiltalte og navnebeskyttede ven 47-årige T.D.

Brevet er underskrevet af Sven Jørgen Nielsen.

Det andet dokument indeholder alle de bank- og selskabsoplysninger, som Skat brugte ved overførslen af de 37,4 millioner kroner til T.D. selskab i det caribiske skattely Dominica.

I brevet - der er forsynet med Skats officielle brevhoved og dateret juli 2007 - skriver Sven Jørgen Nielsen:

'Skattecenter Ballerup har behandlet deres ansøgning om tilbagebetaling af udbytteskat.   

Beløbet der kan refunderes udgør kr. 37.416.285,18 og vil snarest blive udbetalt til deres konto nr. xxxxx i Griffon Bank.

Skattecenter Ballerup beklager den lange ekspeditionstid og den ulejlighed dette måtte have forvoldt dem.

Med venlig hilsen

Sven Jørgen Nielsen'

Brevet er altså forsynet med Skats officielle logo. Sven Jørgen Nielsens underskrift og et sagsnummer øverst i højre side af papiret.

Pengene tikkede ind
I september 2007 tikkede der præcist 37.416.285,18 kroner ind på kontoen i T.D.'s selskab. Afsenderen var Skats afdeling for refusion af udbytteskat - og sagsbehandleren var ifølge anklagemyndigheden Sven Jørgen Nielsen.

I retten erkender Sven Jørgen Nielsen, at det er påfaldende beløbet stemmer på kroner og ører - og at T.D.'s bank på Dominica optræder i brevet. Men brevet blev bare lavet for sjov, forklarer han.

- Jeg ved ikke, hvordan ideen opstod. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvem der fik den. Jeg kan ikke huske, hvornår det er lavet. Eller med 100 procent sikkerhed sige, hvor det er lavet, forklarer Sven Jørgen Nielsen.

Specialanklager Stig Fleischer vil vide, hvad der er det sjove i det.

- Tja, det kan jeg nok ikke forklare, svarer den 68-årige.

Specialanklager Stig Fleischer fremlagde også en afhøringsrapport, hvor Sven Jørgen Nielsen til bagmandspolitiet 28. juni sidste år forklarede, at brevet var blevet lavet, dengang de to gamle venner arbejdede sammen med avisuddeling i T.D.'s firma, der gik konkurs i 2004.

’Det var bare noget pjat vi sad og lavede om natten på kontoret, når vi ikke havde noget at lave. Det var bare tankespind', fremgår det af politirapporten, at Sven har fortalt.

I dag mener han, at brevet må være blevet lavet senere.

Han afviser også politiets forklaring om, at de to dokumenter kan være blevet fundet sammen i en taske i hans lejlighed. 

- Brevet må have ligget på en hylde samme med andre ting, der skulle smides ud, forklarede han.

Adspurgt, hvorfor det lige netop er det beløb, der stod i brevet, hvis det alligevel var et falsk brev, svarer den 68-årige efter lidt tøven:

- Det var det tal, han slyngede ud.

Det finder Stig Fleischer påfaldende.

- Det forstår jeg godt. Det gør jeg også, siger den 68-årige.

Sagens anklagere antydede i retten, at brevet kunne været blevet brugt af T.D. overfor de amerikanske myndigheder for at undgå mistanke om hvidvask, da han senere på året købte en luksusvilla i den amerikanske sydstat Georgia.

Ifølge tiltalen modtog den 68-årige omkring to millioner kroner i bestikkelse. Han hævder dog, at der var tale om konsulentbistand.

De to nægter sig skyldige i alle anklager.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen