Bliver du eller din partner også straffet for at tage coronavagter, og er du klar til at stå frem ligesom Lars Hansen, så skriv til kbl@eb.dk
Et stort flertal i Folketinget presser regeringen til at hjælpe coronahelte, der får økonomisk pisk ved ekstra vagter.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har dog givet coronaheltene en kold skulder, og det vækker skuffelse i rød blok, der truer med at gå uden om regeringen.
- Jeg er skuffet over Mette Frederiksen, og jeg undrer mig over, at hun ikke er i øjenhøjde med de her mennesker, siger SF’s politiske ordfører Karsten Hønge.
- Det er på tide, at regeringen udviser samfundssind og anerkender de her mennesker i stedet for at give dem en dummebøde, fortæller han.
Og så kommer hammeren.
- SF vil afsøge enhver parlamentarisk mulighed for at få det her afskaffet, siger Karsten Hønge.
Det skylder vi
Enhedslistens beskæftigelsesordfører stemmer i, så politikerne ’ikke taber en historisk mulighed for endeligt at skabe økonomisk tryghed og selvstændighed for hundredetusinde af mennesker’.
- Vi i Enhedslisten er i hvert fald klar til at bruge det flertal, der skulle opstå og få skrottet de forstokkede regler en gang for alle, siger Victoria Velásquez.
Radikale Venstre mener også, at politikerne på Christiansborg bør ’sætte sig sammen og finde ud af, om ikke der er en løsning på problemet’.
- Så de mennesker - vi lige nu har hårdt brug for - også kan se fidusen i at tage flere vagter på jobbet. Det mener jeg faktisk, vi skylder både dem og samfundet, siger beskæftigelsesordfører Samira Nawa.
Ekstra Bladet: Stop modregning
Mette Frederiksen kan ikke være bekendt at straffe coronaheltene, skriver ansvarshavende chefredaktør i lederen, som du kan læse herunder.
Statsministeren bør suspendere modregning under corona-pandemien, lyder opfordringen.
Blå blok er med
Statsminister Mette Frederiksen bliver presset fra flere sider.
I blå blok mener de også, der skal gøres noget ved den økonomiske lussing til coronahelte, der giver den en ekstra skalle under pandemien.
Venstre, Dansk Folkeparti, de konservative og Nye Borgerlige kræver også handling.
- Regeringen holder den ene skåltale efter den anden om, hvor taknemmelige de er for vores frontpersonale, men når de bliver præsenteret for en konkret og alvorlig udfordring, så afviser de helt at gå ind i problemet, siger Venstres politiske ordfører Sophie Løhde.
Venstre kaldet det ’uforståeligt, at regeringen ikke vil være med til at se på en løsning i denne ekstraordinære situation’.
- Derfor kommer Venstre også til at forfølge denne sag, siger Sophie Løhde.
Minister afviser
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil ikke umiddelbart afskaffe gensidig forsørgerpligt. Hverken permanent eller under corona-pandemien.
- Jeg anerkender og har stor taknemmelighed, men at afskaffe hele princippet om ægtefælle-afhængighed, det gør vi ikke på baggrund af disse historier, selvom de gør indtryk, siger Peter Hummelgaard.
Han er dog villig til at se nærmere på, om modregningen ligger det rigtige sted – for eksempel beløbet, for hvornår modregningen indtræffer.
- De cases I nævner er en understregning af en diskussion om, balancen er den rigtige, og vi lytter både til partier og alle dem, der råber op, fortæller ministeren.