Slagsmål i sigte

Folkeskolen, arbejdsudbud, klimamål og ydelser vil alt sammen blive temaer, når politikerne krydser klinger til afslutningsdebat i Folketinget

Statsminister Mette Frederiksen kommer til at stå for skud under afslutningsdebatten i Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen kommer til at stå for skud under afslutningsdebatten i Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det kommer til at slå gnister, når der onsdag er dækket op til afslutningsdebat i Folketinget.

Debatten markerer afslutningen på folketingsåret, og det er en flok kampklar politikere, der møder op.

De vil bl.a. have statsminister Mette Frederiksen (S) til at forsvare regeringens beslutning om at hente op mod 19 børn og tre mødre med dansk tilknytning hjem fra fangelejre i Syrien.

Det er de tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres børn, der bliver hentet til Danmark.

Forud for debatten ligger emnet særligt oppositionspartierne Venstre og Dansk Folkeparti på sinde.

- Vi har adskillelige eksempler på, at Mette Frederiksen har brudt sine løfter og er i gang med systematisk at nedbryde den stramme udlændingepolitik, siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

- Derfor vil vi gerne have svar på, hvorfor regeringen har ændret holdning - nu flere gange - til løfter som de allerede har lavet.

Hun peger også på regeringens fejlslagne forsøg på at etablere et udrejsecenter, der skal aflaste udrejsecenteret Kærshovedgård i Midtjylland, som et emne Venstre kommer til at bringe op.

Joachim B: Intet center på Langeland - Tesfaye har ombestemt sig.

Også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil benytte afslutningsdebatten til at drøfte hjemtagelsen af børn og mødre med dansk tilknytning til Danmark.

Corona-kritik
Regeringen og statsministeren vil også blive mødt med kritik og spørgsmål til forskellige elementer i corona-håndteringen. En håndteringen, som mildest talt har været på slingrekurs.

Kristian Thulesen Dahl forventes at kritisere statsministeren for, at udfasningen af corona-restriktionerne efter hans mening går for langsomt.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, kommer til at bringe regeringens håndtering af aflivningen af mink op.

Flere i arbejde
Sammen med De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, kommer Søren Pape Poulsen også til at efterlyse økonomiske reformer, der skal sikre, at der er penge nok i statskassen de kommende år - og ikke mindst hænder nok på arbejdsmarkedet.

- Vi er nødt til at finde flere mennesker til det danske arbejdsmarked. De kan komme udefra. De kan komme ved, at vi indretter os anderledes, siger Sofie Carsten Nielsen forud for debatten.

- Men det er økonomiens største udfordring, og enhver ansvarlig regering skal adressere det. Og det haster.

Klima-kamp
Det bliver Sofie Carsten Nielsens første afslutningsdebat. Hun deltog i åbningsdebatten i oktober blot én dag efter, at hun var blevet politisk leder for De Radikale ovenpå Morten Østergaards exit.

Blandt støttepartierne vil to af de gennemgående temaer blive folkeskolen og klimaet. Fredag viste en evaluering, at folkeskolereformen fra 2014 ikke har opnået de ønskede mål for elevernes læring.

Samtlige de tre partier, der udgør regeringens parlamentariske grundlag, vil også bringe på banen, hvordan de forskellige klima-ambitioner i Danmark skal gøres til virkelighed.

Regeringens udspil til en klimaaftale på landbrugsområdet er eksempelvis blevet mødt med utilfredshed hos støttepartierne.

- Vi har nået noget med målene. Men vi skal også i land med handling - ikke mindst for landbruget. Det kunne jeg godt tænke at mig at diskutere.

- Det tror jeg, at fremtidens generationer forventer af os, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

Rystede
Derudover ventes både SF og Enhedslisten at tale for, at der tilføres flere penge til kontanthjælpssystemet.

Ønsket kommer i kølvandet på, at Ydelseskommissionen mandag anbefalede, at man simplificerede kontanthjælpssystemet.

- Vi er meget rystede over regeringens meldinger på det området. Vi føler, at de løber deres valgløfter, siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, forud for debatten.

Anderledes tale
Mette Frederiksen har skrevet på Facebook, at hendes tale ved debatten ikke vil blive som narmalt.

- Jeg vil holde en lidt anderledes tale - og i stedet se frem mod de næste ti år, Mette Frederiksen på Facebook.

OVERBLIK: Udlændinge og folkeskolen vil fylde afslutningsdebat

Folketinget skal onsdag afholde afslutningsdebatten for det folketingsår, der går på hæld.

Her får alle partierne herunder regeringspartiet Socialdemokraterne mulighed for at bringe forskellige temaer og emner op

Her er nogle af de temaer, som de forskellige partier vil lægge vægt på i debatten:

* De Radikale:

- Forbedring af folkeskolen efter mislykket reform.

- Handling bag klimamålsætninger.

- Reformer for at øge arbejdsudbuddet.

- Mere fokus på store reformer og mindre fokus på hverdagssager såsom potentielle centre på Langeland og i Rwanda.

* SF:

- Handling bag klimamålsætninger herunder på landbrugsområdet.

- Forbedring af folkeskolen gennem kortere skoledage og flere lærere.

* Enhedslisten:

- En indsats for at nedbringe antallet af børn under fattigdomsgrænsen.

- Handlinger bag klimamålsætninger herunder en landbrugsaftale.

- Hjemsendelse af syrere med midlertidig opholdstilladelse til Syrien.

* Dansk Folkeparti:

- Hjemtagelse af børn og mødre med dansk tilknytning fra lejre i Syrien.

- Udfasning af corona-restriktioner.

* Venstre:

- Hjemtagelse af mødre og børn med dansk tilknytning fra lejre i Syrien.

- En manglende aflastning af udrejsecenteret Kærshovedgård i Midtjylland.

* Konservative:

- Reformer, der skal sikre penge til at opretholde velfærdssamfundet.

- Regeringens håndtering af aflivningen af alle mink i Danmark.

* Nye Borgerlige:

- Regeringens beslutning om at hjemtage børn og deres mødre, der støttede Islamisk Stat, fra fangelejre i Syrien.

- Konsekvenserne for erhvervet, statens økonomi og naturen af at aflive og nedgrave alle mink i Danmark.

- Opfattelse af bedre samarbejde i blå blok.

FAKTA: Afslutningsdebatten bliver ofte en maraton

Folketingets afslutningsdebat er en maratondebat og kan vare til ud på natten.

Den afvikles årligt, når det politiske år rundes af, og lovarbejdet indstilles.

Det sker onsdag.

Læs mere her:

* Partiledere og folketingsmedlemmer duellerer på de vigtigste politiske emner.

* Siden 1979 er afslutningsdebatten indledt med en forespørgsel fra alle partierne:

- Hvilke oplysninger kan regeringen give om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?

* Statsminister Mette Frederiksen (S) har herefter en time til at besvare forespørgslen.

* Hver ordfører har så ti minutters taletid, hvorefter der er korte bemærkninger. Ministre har også mulighed for at kommentere indlæggene.

* Partierne kommer på efter antallet af mandater i Folketinget.

* Efter første runde med alle partier får statsministeren ordet i 30 minutter.

* Herefter følger en kortere runde ordførerindlæg og eventuelt andre indlæg fra folketingsmedlemmer som indlæg fra privatister, hvor folketingsmedlemmer taler på egne vegne.

* Statsministeren har så endnu et indlæg på maksimalt 15 minutter, hvorefter der følger en halv time med korte bemærkninger. Til sidst er de korte bemærkninger skåret ned til 30 sekunder.

* I 1989 varede afslutningsdebatten 8 timer og 22 minutter. Daværende statsminister var den konservative Poul Schlüter. Det er den korteste ifølge en opgørelse, der går tilbage til netop 1989.

* Den længste afslutningsdebat i nyere tid fandt sted i 1994 under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Den varede 16 timer og 41 minutter. Undervejs var der i alt to timers pause.

Kilder: Folketinget, Ritzau, Politiko.