Slette-Mettes højre hånd: Brutale Barbara

Statsministeriets øverste embedsmand, Barbara Bertelsen, er kendt for sin brutale ledelsesstil, som hun de seneste år har gjort sig berømt og berygtet for

Ekstra Bladets reporter var til stede, da sms'erne fra Barbara Bertelsen blev fremlagt i minkkommissionen - hør hans udlægning her.

Offentligheden fik for nylig et opsigtsvækkende indblik i den hårde og direkte ledelsesstil, som Mette Frederiksens højre hånd, departementschef Barbara Bertelsen, lagde for dagen i de hektiske novemberdage i 2020, da millioner af mink blev slået ned, og hvor et politisk ansvar skulle placeres.

'Det er meget, meget skidt det her. Ægte tillidsbrud,' lød det fra Barbara Bertelsen i en natlig sms-korrespondance med Miljø- og Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard.

Hun lagde ikke skjul på, at hun mente, at Fødevareministeriet skulle tone rent flag og tage skylden.

'Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte ;),' lød det videre i en sms fra Barbara Bertelsen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Statsminister Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsen blev for alvor tætte, mens Mette Frederiksen var justitsminister. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Statsminister Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsen blev for alvor tætte, mens Mette Frederiksen var justitsminister. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Hård og kontant
Sms'erne bekræfter det billede, som flere kilder, Ekstra Bladet har talt med, tegner af Barbara Bertelsen. Hun beskrives som en hård og kontant departementschef, der blander sig i alt, oftest får sin vilje, og som de færreste - hvis nogen - tør sige imod.

Hun beskrives samtidig som fagligt stærk departementschef, der ikke overlader noget til tilfældighederne og sætter sig ind i sit stof. En egenskab, hun også forventer af sine ansatte.

Flere kilder beskriver således, hvordan embedsmænd bliver bombarderet med tekstbeskeder og mails på skæve tidspunkter af døgnet fra Barbara Bertelsen.

Om så emnet er nedlukningen af Danmark, børnene i Syrien eller aflivning af mink.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Tæt parløb
Beskrivelsen af Barbara Bertelsen som en enormt detaljeorienteret og kontrollerende embedsmand, der vil kende hvert et hjørne af ministerierne, går igen blandt de kilder, Ekstra Bladet har talt med. Det er ikke uden grund, at hun på Slotsholmen går under kaldenavnet 'kontronella'.

Hun er kendt for at gå langt for den minister, hun arbejder for - uanset partifarve.

Parløbet med Mette Frederiksen tog for alvor fart, da Bertelsen blev ansat som departementschef i Justitsministeriet i 2015. 

Og i 2020 - blot et halvt år efter Mette Frederiksen blev statsminister, måtte Christian Kettel Thomsen vige pladsen i Statsministeriet efter 10 år og overlade jobbet som departementschef til 46-årige Barbara Bertelsen, som dermed blev den første kvinde på posten i Danmark.

Flere beskriver, at udskiftningen på posten var forventet. Christian Kettel Thomsen var en klassisk embedsmænd af den gamle skole, der satte en ære i at udgøre et bolværk mod politisering.

Barbara Bertelsen beskrives derimod som en mere moderne departementschef, der i højere grad går ind i kampen for sin minister og går længere i kampen for at føre politikken ud i virkeligheden.

Vil understøtte regeringen
I forbindelse med, at hun tiltrådte som departementschef i Statsministeriet, udtalte Bertelsen:

'Som embedsmand er ens største privilegium og dybeste motivation at tjene demokratiet. Med stor ydmyghed over for opgaven, vil jeg hver dag gøre mit yderste for at understøtte statsministeren og regeringen.'

Søren Pind, der var justitsminister i 2016 er en erklæret fan af Barbara Bertelsen og har kaldt hende 'en vaskeægte heltinde' og bekendtgjort, at var det ikke for Barbara Bertelsen, var Danmark endt i samme situation som Sverige under coronapandemien.

Ekstra Bladet har spurgt Statsministeriet, om Barbara Bertelsen ønsker at udtale sig til dette portræt, men hun er ikke vendt tilbage med svar.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Barbara Bertelsen blev den første kvindelige departementschef i Statsministeriet. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Barbara Bertelsen blev den første kvindelige departementschef i Statsministeriet. Foto: Jens Dresling/Polfoto
 

Forsinkede menneskejagt
I de senere år har Barbara Bertelsen også blandet sig i konkrete sager og spillet en central rolle i forskellige forløb, hvor regeringen har været i problemer.

I 2018 var hun og Justitsministeriet af centrale kilder beskrevet som en klods om benet, da politiet i Nordsjælland samt PET jagtede en gal øksemand.

Her krævede ministeriet og departementschef Barbara Bertelsen ifølge Ekstra Bladets oplysninger medbestemmelse i forbindelse med efterlysning og identificering af den mulige gerningsmand.

Justitsministeriet og Barbara Bertelsens ønske om at være en del af operationen forsinkede menneskejagten, lyder det fra folk tæt på sagen.

Satte politiet på overarbejde
I sommeren 2019 var det i privat regi, at Barbara Bertelsen lagde pres på embedsværket.

Det skete i kølvandet på, at hun som privatborger anmeldte et muligt gadeslagsmål i Indre By i København, som hun dog ikke var vidne til.

Københavns Politiet fandt dog hverken gerningsmand eller forurettede i sagen, og der skete ikke mere den pågældende nat.

Dagen efter ringede Barbara Bertelsen, som på det tidspunkt var departementschef i Justitsministeriet, til daværende rigspolitchef, Jens Henrik Højberg, og lagde pres på, at sagen skulle prioriteres.

Sagen blev herefter prioriteret af Københavns Politi i et uhørt omfang, lyder det fra kilder tæt på sagen, og dokumenter viser, hvordan Barbara Bertelsen fik en usædvanlig god behandling af politiet på et tidspunkt, hvor 1.000 voldssager ellers samlede støv.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Barbara Bertelsen rådgav statsministeren til at slette sine sms'er efter 30 dage, fortalte Mette Frederiksen på et pressemøde onsdag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Barbara Bertelsen rådgav statsministeren til at slette sine sms'er efter 30 dage, fortalte Mette Frederiksen på et pressemøde onsdag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 

Inde i alle detaljer om Syrien
I foråret 2021 kastede hun sig ligeledes hovedkulds ud i et forsvar for regeringen i en sag, som ellers var forankret i Udenrigsministeriet.

Det skete da regeringen var under massivt pres i sagen om børnene i Syrien, efter at Ekstra Bladet havde afsløret en række fortrolige orienteringer, der var tilgået fire ministerier.

Under flere møder med toppolitikerne i sagen indtog departementschefen en helt central rolle i forsøget på at neddysse sagens alvor.

Her påtog hun sig rollen som forsoner i det politiske slagsmål mellem regeringen og dens støttepartier.

Barbara Bertelsen fulgte sagen i mindste detalje og blev blandt andet holdt nøje opdateret på sagerne om de danske børn i Syrien, der hørte til i Udenrigsministeriet.

Vi fik ikke fat i Barbara Bertelsen, men hverken hun eller læserne skal snydes for at høre Ekstra Bladets spørgsmål.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Men for en gruppe af danskere er julen svær