Sløret politiker-julefrokost: Skjuler bar-regning til flere tusinde kroner

Det offentlige skraldefirma Affaldplus holdt årets julefrokost på Sorø Storkro, hvor 13 politikere og fem chefer fyrede den af for 1800 kroner pr. deltager

Her den samlede bestyrelse for Affald-plus, da de indtrådte for fire år siden. De fik lige fejret et stærkt samarbejde 15 december 2017, som en afslutning på fire års samarbejde. Foto: PR Foto
Her den samlede bestyrelse for Affald-plus, da de indtrådte for fire år siden. De fik lige fejret et stærkt samarbejde 15 december 2017, som en afslutning på fire års samarbejde. Foto: PR Foto

Direktører og bestyrelsesmedlemmerne for det offentlige sydsjællandske skraldefirma Affald-Plus sparede ikke på skatteborgernes penge, da årets julefrokost blev afholdt på Sorø Storkro.

Her spiste og drak 13 lokalpolitkere og fem chefer for hele 31.744 kroner, det skriver SN.dk.

Dermed løber prisen op i knap 1800 kroner pr. deltager, hvilket er langt over, hvor meget det offentlige må bruge julefrokoster.

Men en bar-regning på 13.734 kroner vækker især opsigt, da den aldrig er blevet tjekket.

 

Affalds-Plus bestyrelse

Bestyrelsen frem til årsskiftet bestod af: Formand Niels O. Pedersen (S), Slagelse, Villum Christensen (LA), Slagelse, Ivan Hansen (S), Sorø, Jørgen Egede (V), Faxe, Jørgen Elo Hansen (V), Vordingborg, Poul A. Larsen (S), Vordingborg, Elmer Jacobsen (V), Næstved, Thor Temte (EL), Næstved, Per Hovmand (K), Sorø, Martin Hillerup (Borgerlisten), Faxe, Klaus Hansen (V), Ringsted, Benny Christensen (S), Ringsted.

Affald-Plus bad nemlig udtrykkeligt Sorø Storkro om en samlet regning for middag, bar-regning og overnatning. Og altså ikke en specificeret regning, som er normal kutyme for en bar-regning.

- Vi har brug for den samlede pris, og den ser fornuftig ud. Vi har ikke behov for at kontrollere, hvor mange glas rødvin og sodavand vores politikere har drukket, siger Affald-Plus' kommuneservice- og kommunikationschef Niels Damgaard til SN.dk.

Kommunikationschefen kan ikke oplyse, om det er normalt, at skraldekoncernen beder om slørede regninger.

Ikke okay
Skraldekoncernen Affald-Plus ejes af Næstved, Vordingborg, Ringsted, Faxe, Slagelse og Sorø kommuner.

Hos nabokommunerne Guldborgsund og Lolland festede man også igennem på den offentlige skralderegning. Her drak bestyrelsen 250 genstande og tørrede regningen af skatteborgerne.

Den regning løb op i 23.000 kroner, hvilket er 1044 kroner pr. person. Altså omkring 750 kroner 'billigere' end deres nordlige naboer hos Affald-Plus.

- Sådan en julefrokost er ikke okay, og ligger udenfor rammen. Til den pris må den betragtes som en privat udgift, udtalte lektor i forvaltningsret Sten Bønsing til Ekstra Bladet om Refa's julefrokost.

Overnatning i skønne omgivelser
Sorø Storkro ligger i skønne omgivelser og med en storvinmark lige op til stråbeklædte kro tæt på Pederborg sø.

Og de festende lokalpolitikere og chefer havde en eksklusiv mulighed for at benytte disse muligheder. De kunne nemlig sove julefrokosten ud på et af kroens mange værelser.

Artiklen forsætter under billedet...

Sorø Storkro ligger i rolige omgivelser. De byder på store gastronomiske oplevelser og vinsmagninger. Foto: PR foto
Sorø Storkro ligger i rolige omgivelser. De byder på store gastronomiske oplevelser og vinsmagninger. Foto: PR foto

Det var dog ikke alle, som valgte den løsning. Tre takkede nej til overnatningen, som var betalt af Affald-Plus.

- Ligesom alle andre tager en taxa eller får konen til at hente én, når de skal hjem fra en julefrokost, kan vi gøre det samme. Eller selv betale for en overnatning, siger byrådsmedlem Elmer Jacobsen (V) fra Næstved Byråd til Sjællandske.

Han mener ikke, at der var noget ekstravagant over middagen. Den tidligere borgmester i Sorø, Ivan Hansen, tog heller ikke i mod tilbuddet. Han bor godt 500 meter fra Sorø Storkro.

165 kommentarer
Vis kommentarer