Smalt flertal enig om ny medieaftale med streamingskat og styrket DR

DR styrkes samlet med 100 millioner kroner, og streamingtjenester skal betale en ekstra skat ifølge ny aftale

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen præsenterede lørdag ny medieaftale i Kulturministeriet. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen præsenterede lørdag ny medieaftale i Kulturministeriet. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Følg Politik

Regeringen har indgået et smalt medieforlig med en streamingskat på seks procent, et styrket DR, omfordeling af mediestøtten og et farvel til sendetilladelse for radiostationen 24Syv.

Det siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ved præsentationen af aftalen, som parterne har forhandlet om i fire måneder.

- Vi ønsker at bygge op og styrke. Det gælder DR, men det gælder også vores lokale og regionale medier.

- Det gælder om at fremtidssikre vores mediestøtte, og det gælder, når det kommer til en styrket kontrol med techgiganterne, og om at få store streamingtjenester til at bidrage til dansk kultur i fremtiden, siger hun.

DR styrkes samlet med 100 millioner kroner i aftaleperioden.

Streamingtjenester som Netflix, HBO og TV 2 Play skal sende seks procent af deres omsætning i Danmark videre til en pulje, som skal finansiere produktion af danske film og serier.

Det frygter branchen og blå partier kan føre til en prisstigning for forbrugerne, men ministeren afviser bekymringerne.

- Det er ikke et bidrag, vi putter i statskassen. Det er et bidrag, de selv kan søge om at få hjem igen.

- Det er penge, de kan søge hjem igen, hvis de producerer dansk indhold, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Flertallet bag aftalen består af rød blok og Kristendemokraterne.

Der har i årevis været usikkerhed i branchen, der har ventet længe på en ny medieaftale, som endnu engang er blevet smal.

Branchen havde gerne set, at blå partier var gået med, da det ville sikre aftalen, hvis magten skifter ved et valg. Ministeren mener, at hun har rakt hånden ud.

- Det mener jeg, at jeg har. Jeg tror heller ikke, at de smækkede med døren i går. Der var nogle ret store ting på bordet, som de borgerlige kunne have fået, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Puljen for public service udvides til også at støtte dansksproget indhold produceret til radio og podcast.

Puljen til DAB-radio bliver dog ikke forlænget i det nye medieforlig.

Dermed stopper det årlige statstilskud på cirka 60 millioner kroner om året fra marts 2024. Det ser dermed ud til at kunne ramme radiostationen 24Syv, der samtidig mister sin sendetilladelse.

Aftalen indeholder en omfordeling af mediestøtten fra store landsdækkende nyhedsmedier til lokale og regionale medier.

Aftalen indfører en arbejdsklausul, der skal sikre bedre vilkår i virksomheder, der modtager mediestøtte. Blå partier mener dog, at man blander sig unødigt i den danske model.

Sportslisten genindføres, hvilket skal sikre, at store og vigtige sportsbegivenheder vises på tv-kanaler, som stort set alle borgere har adgang til og kan samles om.

Foruden sportslisten blev filmforpligtigelsen afskaffet med den seneste medieaftale fra 2018. Forpligtigelsen genindføres og skal sikre, at DR og TV 2 øger støtte til dansk film.

FAKTA: Her er hovedpunkterne i den nye medieaftale

Regeringen indgik lørdag et smalt forlig om en ny medieaftale for årene 2022 til 2025. Her er hovedpunkterne i aftalen, som aftalepartierne har fremlagt dem:

* DR styrkes økonomisk med samlet over 100 millioner kroner over årene i aftaleperioden.

* Styrket mediestøtte til lokale og regionale medier.

* Der indføres et kulturbidrag for streamingtjenester på 6 procent af tjenesternes omsætning i Danmark.

* Opdatering af de nuværende rammer for mediernes ansvar, så borgernes retssikkerhed styrkes, og så de passer til den digitale medievirkelighed.

* Mere støtte til nyetablering og udvikling af medier og mulighed for støtte til innovativ forretningsudvikling.

* Støtte til distriktsblade og ugeaviser.

* Ordnede løn- og arbejdsvilkår i film- og mediebranchen.

* Der etableres et center for graverjournalistik.

* Der nedsættes et udvalg, der skal se på indretningen af den fremtidige offentlige mediestøtte.

* Public Service-puljen udvides til også at støtte dansk indhold til radio og podcast.

* Lydunivers i DR til børn og unge på forskellige alderstrin. Med tilbud inden for for eksempel nyheder, quiz, lydbøger, musikprogrammer mv.

* Søgbar adgang for borgere til DR’s arkiv via Det Kongelige Bibliotek.

* Et nyt Center for Tech og Demokrati etableres, som skal arbejde med tech-giganternes indflydelse på demokrati, trivsel og samfundsmæssig sammenhængskraft i Danmark.

* Styrkelse af fakta-tjek-mediet TjekDet for at imødegå mis- og desinformation på digitale platforme og til Medierådet for Børn og Unge til styrket digital dannelse.

Kilder: Kulturministeriet.

Mere fra Ekstra Bladet+

Lad os hermed rose de radikale

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind