Smittede flyver hjem: Myndighedernes store dilemma

Hver femte smittede dansker ramt i udlandet. Men nye testkrav før hjemrejse vil ramme de mange - og nu går vi ind i sidste store rejseuge, vurderer UM-direktør

Smittede flyver hjem: Myndighedernes store dilemma

Er du blevet testet positiv på en rejse til udlandet, men valgte at flyve hjem alligevel? Skriv til os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk.

Danskere tager i stigende grad corona-smitte med hjem fra ferierejser i udlandet – og en del sætter sig ifølge Udenrigsministeriet på flyet velvidende, at de er smittede og burde blive på feriedestinationen i isolation.

Ifølge Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet, kunne politikerne godt genindføre kravet om en negativ corona-test, før man sætter på et fly til Danmark.

- Men så rammer man jo de 98-99 procent, som godt kan finde ud af det. Så skal de rende rundt det sidste døgns tid på feriestedet og skaffe sig en test. Det er dilemmaet, hvis du skal fange de få. Så rammer du alle dem, som godt kan finde ud af det, forklarer Erik Brøgger Rasmussen.  

I forbindelse med den politiske aftale om gradvis genåbning for rejsende, som blev lavet efter påske, afskaffede man kravet om test, før man sætter sig på et fly til Danmark. Ifølge nye tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed tror næsten hver femte smittede i Danmark, at de er blevet smittet i udlandet. Typisk i Spanien.

- Hvor stort problem ser du det her?

- Det er ekstremt svært at sige. Det er jo ikke sådan, at alle dem som har bestemt sig for at rejse hjem, velvidende at de er smittede, ringer til os, og siger nu gør vi det. Men nogle har sagt, at de bare rejser hjem trods myndighedernes anbefalinger om isolation. Det, kan vi kun sige, er en dårlig ide. Men vi kan ikke forhindre det

- Vil du opfordre politikerne til at stramme op igen?

- Det forholder jeg mig ikke til. Vi administrerer efter den aftale, der er lavet, siger Erik Brøgger Rasmussen. Han hæfter sig ved, at næste uge er den sidste helt store ferieuge. Derefter nærmer vi os skolestart og så bliver problemet automatisk mindre, fordi færre rejser ud.   

- Hvornår kan vi rejse helt frit igen?

- Man kan jo næsten rejse frit i Europa. Jeg tror, at over en million danskere har været på ferie uden for landets grænser de sidste uger. Så vil der være nogle som samler smitte op.

- Men resten af verden har forskellige regler. Der er lande i Asien og Sydamerika med ekstremt højt smitteniveau, hvor befolkningen ikke er vaccineret endnu. Der er hospitalerne stadig belastet, og der er høje døds-rater. Så jeg tro, at vi skal et stykke ind i næste år, før vi kan rejse længere væk, fortæller direktøren for Borgerservice.

Test-regler ved ankomst

Når flypassagerer lander i Danmark, er der fra gule, orange og røde destinationer krav om en PCR-test i lufthavnen. Dog ikke hvis du er færdigvaccineret eller tidligere smittet.

Rejsende fra de grønne lande og regioner kan frit forlade lufthavnen.

Næsten ingen passagerer kommer dog fra de røde destinationer, oplyser Erik Brøgger Rasmussen.