Sms udløste konservativ #metoo-krise

En henvendelse fra Ekstra Bladet i efterårsferien satte for alvor skub i den interne konservative krisehåndtering af #metoo-sag 

Den konservative gruppeformand, Mai Mercado, har været en central aktør i den interne håndtering af #metoo-sagen i partiet. Foto: Jens Dresling
Den konservative gruppeformand, Mai Mercado, har været en central aktør i den interne håndtering af #metoo-sagen i partiet. Foto: Jens Dresling

Toppen af Det Konservative Folkeparti fik særdeles travlt, da der onsdag i efterårsferien tikkede en sms ind hos folketingsmedlemmet Brigitte Klintskov Jerkel.

I beskeden spurgte Ekstra Bladet 14. oktober ind til mulige krænkelser, som partifællen Orla Østerby havde udsat Jerkel for på Christiansborgs gange.

Brigitte Jerkel har tidligere fortalt om krænkelserne til DR - uden dog at nævne Østerbys navn.

Med henvendelsen fra Ekstra Bladet ændrede situationen sig drastisk.

Den konservative ledelse gik i #metoo-aktion.

Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Dansk politik Metoo-bombe hos de konservative

Lagde pres
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var gruppeformand Mai Mercado en central aktør i den interne håndtering af sagen. Efter Brigitte Jerkel kom til hende, gik hun i aktion. Noget måtte gøres, lød ræsonnementet i de konservatives top.

Forløbet kulminerede på et møde, hvor Orla Østerby blev konfronteret med beskyldningerne fra Brigitte Jerkel. Beskyldninger, som han ikke kan genkende.

Med på mødet var ud over de to folketingsmedlemmer gruppeformand Mai Mercado og partiets generalsekretær, Søren Vandsø.

De to magtfulde konservative lagde pres på Orla Østerby. Noget måtte gøres. Resultatet blev en pressemeddelelse, hvor han blev frataget alle ordførerskaber.

Artiklen fortsætter under biledet ...

Orla Østerby. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Orla Østerby. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
 

Husker det ikke
I pressemeddelelsen lægger partiet da heller ikke skjul på, at en mediehenvendelse har fået sagen til at rulle.

'Brigitte Klintskov Jerkel har indtil nu ikke ønsket at stå frem med navn eller parti, men da hun i sidste uge blev kontaktet af et medie, som fortalte hende, at de ved, at det er Orla Østerby, så valgte hun at kontakte partiets ledelse,' lød det i en pressemeddelelse, da sagen kom frem tirsdag i sidste uge.

På mødet holdt Østerby fast i, at han ikke kunne erindre at have forulempet sin kvindelige partifælle. I pressemeddelelsen udtaler han:

– Jeg husker ikke de beskrevne hændelser. Men jeg tror naturligvis ikke, at min kollega lyver, så derfor vil jeg gerne beklage og undskylde, at de omtalte berøringer er opfattet som grænseoverskridende, udtalte Orla Østerby i pressemeddelelsen.

Svingede øksen
Men partitoppen svingede alligevel øksen.

– Partiet kan på ingen måde acceptere, at man fysisk og verbalt udsætter en anden for grænseoverskridende adfærd. Derfor fratager vi nu Orla Østerby hans ordførerskaber, udtalte Mai Mercado i pressemeddelelsen.

Ekstra Bladet har mandag bedt om Mai Mercados kommentar til håndteringen af sagen.

Hun meddeler, at hun ikke har yderligere kommentarer end den udsendte pressemeddelelse.

Brigitte Klintskov Jerkel (K). Foto: Tariq Mikkel Khan
Brigitte Klintskov Jerkel (K). Foto: Tariq Mikkel Khan

Morten Østergaards afgang som politisk leder for Radikale Venstre skete også som følge af flere #metoo sager

202 kommentarer
Vis kommentarer