Socialdemokrat opfordrede svenskerne til at stemme på Sverigedemokraterna: Nu fortryder han

En dansk socialdemokrat opfordrer i et indlæg svenskerne til at stemme på Sverigedemokraterna. Nu trækker han opfordringen i land

Jarl Feyling, der er 2. suppleant for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, fortryder at han i et indlæg konkluderede, at svenskerne bør stemme på Sverigedemokraterna. Privatfoto
Jarl Feyling, der er 2. suppleant for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, fortryder at han i et indlæg konkluderede, at svenskerne bør stemme på Sverigedemokraterna. Privatfoto

Svenskerne bør stemme på Sverigedemokraterna. Sådan lyder opfordringen fra den danske socialdemokrat Jarl Feyling, der slutter et indlæg i Berlingske med konklusionen: 

- Indtil den nødvendige kursændring sker, bør svenskerne stemme på Sverigedemokraterna – trods partiets mange fejl og mangler, lyder det fra Jarl Feyling.

Indlægget møder forargelse og manglende forståelse på de sociale medier - blandt andet fra socialdemokrater.

Den tidligere S-minister og nuværende kommunalordfører for Socialdemokratiet, Magnus Heunicke, skriver på Twitter, at indlægget er 'imod alt, hvad jeg tror på og kæmper for. Han taler ikke på os danske socialdemokraters vegne', skriver Heunicke.

Kritikken, der har mødt Jarl Feyling, går blandt andet på, at Sverigedemokraterna har nynazistiske rødder i sig og er fremmedfjendtlige.

Lægger sig fladt ned
Ekstra Bladet har talt med Jarl Feyling, der medgiver, at konklusionen på indlægget er for vidtgående.

Til spørgsmålet om, hvorvidt socialdemokraten forstår kritikken fra sine partifæller og andre, lyder det korte svar:

- Ja, det gør jeg.

Han uddyber, at han mener, at analysen i indlægget er 100 procent korrekt. Men den kritik, han har modtaget, er der nogle rigtige pointer i, siger han.

- Jeg må nok indse, at det er for vidtgående at anbefale at stemme på Sverigedemokraterna.

- Jeg synes, det er vigtigt, at man ikke står fast på pointer, der ikke holder. Det her var at gå for langt. Det er ikke korrekt at anbefale folk at stemme på et andet parti end det, man tror på. Det blev jeg gjort opmærksom på fra mange forskellige kloge mennesker. Og det tager jeg til efterretning, siger Jarl Feyling.

Jarl Feyling har efterfølgende valgt at dementere konklusionen på sit indlæg på Facebook.

'Det er bedre at tabe ansigt, end at miste hele hovedet', citerer Jarl Feyling den tidligere socialdemokratiske minister og formand for Folketinget Erling Olsen for at sige.

'Jeg beklager og trækker den tilbage', afslutter socialdemokraten.

Står for egen regning
I en sms til Ekstra Bladet skriver Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen, at Socialdemokratiet naturligvis bakker op om deres søsterparti i Sverige:

'Den anbefaling står fuldstændig for Jarl Feylings egen regning. Socialdemokratiet støtter naturligvis Socialdemokraterna i Sverige. Vi ønsker i sagens natur Socialdemokraterna det bedst mulige valg, og at Stefan Löfven fortsætter som svensk statsminister', lyder det fra Wammen.

 

244 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere