Socialdemokratiet aflyser kongres grundet coronaudbrud

1400 partifolk skulle have holdt partikongres i Aalborg til september, men det udskydes til 2021

Socialdemokratiet aflyser årets partikongres, og dermed får partifolket ikke mulighed for at mødes efter det første fulde regeringsår.

Den skulle have fundet sted 25.-27. september i Aalborg, men er blevet aflyst.

Det oplyser partiet i en meddelelse. Der er sædvanligvis samlet 1400 mennesker.

- Vi er som et ansvarligt politisk parti nødt til at operere efter et forsigtighedsprincip, når det kommer til Covid-19-pandemien, siger partisekretær Jan Juul Christensen i en meddelelse.

Coronaudbruddet er kommet i vejen for, at man har kunnet nå at behandle ændringsforslag til lovene og eventuelle kongresforslag fra organisationen.

Og det fører til udskydelsen.

- De forudgående måneder med forsamlingsforbud har betydet, at kun halvdelen af de organisatoriske led har afholdt generalforsamlinger.

- Det er en vigtig forudsætning for en god kongres, at alle har haft mulighed for at afholde generalforsamlinger og repræsentantskabsmøder i god tid inden, siger Jan Juul Christensen.

Også en række andre partier har udskudt eller aflyst deres forsamlinger.

Indtil udgangen af august vil det ikke være muligt at samles mere end 500 personer, og det er uvist, om forsamlingsforbuddet forlænges derefter.

- Hertil vil vi med det nuværende afstandskrav på en meter ikke have mulighed for at samle alle kongressens deltagere i Aalborghallen – ikke engang de stemme- og adgangsberettigede der udgør knapt 750 deltagere, siger Jan Juul Christensen.

Den ordinære kongres afholdes i stedet i 2021 med valg af partiets ledelse samt revision af partiets love.

6 kommentarer
Vis kommentarer