Regeringen foreslår at hjælpe udsatte kontanthjælpsmodtagere med penge fra satspuljen, også kendt som 'de fattiges finanslov'.
Det fremgår af regeringens oplæg til forhandlingerne, der starter onsdag.
- De svageste kontanthjælpsmodtagere er i mange kommuner en gruppe, hvor en større andel kun modtager begrænset eller ingen indsats, skriver regeringen.
- Der er endvidere tale om en gruppe, hvor en stor andel har helbredsmæssige eller sociale udfordringer.
Men Socialdemokratiet er imod at støtte den gruppe med penge fra statspuljen. De penge bør komme fra den rigtige finanslov, mener partiet.
- Regeringen har erkendt med sit udspil, at der er blevet skåret for dybt i hjælpen til meget udsatte kontanthjælpsmodtagere. Det har vi sagt hele tiden, siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
- Men det nytter ikke noget, at man vil bruge satspuljemidler. Så tager man pengene fra de ældre eller de psykisk sårbare.
Socialdemokratiet vil i stedet prioritere psykisk sårbarhed meget højere.
- I de her år er det særdeleshed angst, depression og stress, som er så store, at vi er begyndt at kalde dem folkesygdomme. Det rammer rigtig hårdt blandt unge mennesker, siger Rosenkrantz-Theil.